Story DSnr_06_0_00542

Story information
ETK index	Witches and their sport / Hekse og deres idrætter
Publication ID	DSnr_06_0_00542
Collection information
Associated informants and places	Informant: Pedersen Petrine Collection place: Esbjærg
Story contents
Places mentioned in this story	Holstebro Hjerm
Keywords associated with this story	banke 1 nabo 1 tænde 1 væg 1 stille 1 smide 1 malke 1 bjælke 2 ben 1 brække 2 drille 1 gjæst 1 dejlig 2 runde 1 skjælde 1 bande 1 plukke 1 halvdel 1 mergel 1 færdelig 1 stine 2 løbe 1 slagte 1 kvie 2 nederst 1 lam 1 øre 1 rulle 1 vagt 1 uld 1 fejle 1 grim 1 fortryde 2 lo 1 hænge 1 vige 1 kjærgaard 1 træ 3 nøjagtig 1 bløde 1 nedre 1 sød 1 bedstemoder 1 kostald 1 de 1 stald 2 mangen 1 bojet 1 rev 1 bogstav 1 stok 1 øverst 1 stalddør 2 salt 1 lukke 1 tøjre 1 kjærne 1 dernede 1 stænge 2 skubbe 1 kohus 1 havedige 1 urt 1 slange 1 kvæle 1 høne 1 sere 1 igi 1 haand 1 lergulv 1 gjæstgiver 2 halvdør 2 mælkekande 1 dør 1 nærig 1 dingle 1 plukker 1 faar 1 daarlig 1 baase 1 taar 1 hegse 5 saamand 1 dørtræ 1 fjerdingaar 2
Text of Danish publication	?542. Der boede en gammel Kone i et bitte Hus paa et Hjørne af min Faders Mark, hun hed Ane Katrine Boje, og hun har lært mig at kjende Bogstaver. Hun kunde giøre ondt, men hendes Moder var endnu bedre til det. Vi kunde ikke blive af med hende, for vi havde kjøbt Gaarden paa det Vilkaar, at hun skulde blive siddende i Huset, til hun døde. Da hun saa var død, blev Huset revet ned, men et Par store Mergelgrave, der fandtes tæt ved Huset, kaldes endnu Bojes Mergel- grave. Vor Gaard hedder Øgsenbjærggaard, og den findes i Kvium i Hjerm. Ane Katrine havde blot nogle Høns, ingen andre Husdyr, og de stod i Tøjr hele Sommeren. Saa havde hun en Datter hjemme, der hed Stine, og hun sad der hjemme som Væverpige, og Stine var ikke gift, men havde en Søn, som ogsaa var der ved dem. Oppe ved Bjælken i deres Stue hængte en stor Del Smaaknipper med Urter, lige saa tæt som de kunde hænge, og dem brugte hun. Dernæst var der en stor Missekat, som hængte inde imellem Urterne med store Ører, og saa sagde vi, at hun havde Fanden hængende paa hendes Væg. Der var Lergulv i deres Stue og et højt Dørtræ ind til den. Ane Katrine kom tit op til os og fik Udrydning. Naar hun kom, sagde hun: »Aa, mine Tænd er saa slemme i Dag,« og naar hun saa fik det, saa skraaede hun det. En Pige, der tjente i Kjærgaard, vilde drille hende og sagde, at hun kunde hegse. Hun stod oppe paa Havediget og sagde til en anden, da hun gik forbi: »Gamle Ane Katrine kan hegse.« — »Hegse!« sagde hun, »ja, a kan saa mænd ikke mere hegse, end du kan hegse.« Hun gik der forbi med hendes Mælkekande, og lige med et blev Pigen saa lammet, at hun ikke kunde gaa af Stedet, og vi maatte bære hende ned og faa hende lagt i en Vogn og kjørt hen til en klog Mand, der boede ude i Slends. Han hjalp hende saa til Rette. Min Fader hentede tit den samme kloge Mand, han hentede ham, siden det var mørkt, og kjørte ham hjem samme Nat, for Ane Katrine maatte ikke faa ham at se. Hun var en Dag inde i Tuesgaard at bede om noget Uld, men da hun fik for lidt, saa sagde hun, da hun gik, om Konen i Gaarden: »Hun skulde saamænd ikke være saa nærig, det kunde være, hun ikke skulde faa saa megen Lykke af dem Faar«. Saa om Morgenen efter var alle Faarene løbne sammen og hængte i deres Tøjrer, og de fleste af dem var kvaltes. Det fik Ane Katrine jo saa Skyld for. En Gang var alle vore Køer der hjemme blevne daarlige, de kunde ikke gaa og gik og dinglede, og Blodet var taget af dem, og de gav ingen Mælk. De stod inde i Stalden, vi kunde ikke faa dem ud, da de ikke kunde gaa. Saa kjørte min Fader efter den kloge Mand, og han kom og hængte noget om Halsen af Køerne, og saa sagde han til min Fader: »I har da nogle for- færdelig grimme Naboer.« Dernæst sagde han; at naar han nu var kjørt bort, saa vilde der komme en fremmed til Gaarden, men den maatte ikke kige ind i Kostalden, for dersom den kom til at se derind, saa hjalp det ikke, at de havde hentet ham. Min Fader stængede saa Kostalddøren, der var i Enden af Huset, indenfra, og saa var der ikke andre Døre paa Huset end Stalddøren, og af den kunde den nederste Halvdel ogsaa stænges — for der var to Halvdøre — men inden for den øverste Halvdør, som altsaa kunde lukkes op, stillede min Fader sig selv an og holdt Vagt. Saa om Morgenen tidlig saa kom Ane Katrine Kohus Stald A --x- b og bankede paa Kohusdøren (a) og raabte: »Melkior, Melkior, er du der inde!« Han stak saa Hovedet ud af Stalddøren (b) og sagde: »God Dag Ane Katrine, vil du ind og have en Taar Mælk i Dag.« — »Nej, a vilde bare se ind i æ Stald.« — »Nej Tak, det kan du ikke faa Lov til i Dag.« Saa kom hun hen og vilde skubbe til ham, men kunde jo ikke komme over den nedre Dør, der ogsaa var stænget. Saa gik hun ban- 15* dende ud af Gaarden og sagde, at det skulde han nok komme til at fortryde. Vore Køer stod nu inde i 8 Dage, og saa kom de ud igjen og fejlede ingen Ting og gav atter Mælk som forhen. En Nat mente min Fader, at hun prøvede igien og vilde ind, men der var stænget alle Vegne. Hun prøvede paa at komme ind igjennem Loen, men der havde de sat Hakkelsemaskinen for Døren. Den Dreng af Stines Datter gik i Skole, og saa spurgte de andre Børn ham om, hvad han fik at spise om Morgenen, inden han gik. »Aa,« sagde han, »a fik dejlig sød Mælk, for min Bedstemoder satte to Syle ind i Bjælken, og saa malkede hun dem.« Men naar de giør det, saa skal de vide nøjagtig, hvor Køerne staar i Baasen, ellers kan de ikke. Vi andre Børn sagde: »Nu gaar Ane Katrine dernede i Marken og plukker Hegseurter.« Det fortalte Drengen jo hjemme, og saa fik hun fat i min Fader nede i Marken omme ved Mergelgraven og skjældte ham ud og sagde, at det skulde vi nok komme til at fortryde. Det var saadan dejlig blød Eng, der, hvor hun plukkede, og tre Dage efter satte min Fader tre unge Kvier der ned, der snart skulde faa Kalv. Da vi kom derned og skulde flytte dem, laa den bedste af Kvierne der i Tøjreslaget og havde brækket Laaret, og vi maatte slagte den der, som den laa. Den kunde ikke brække Benet paa det Sted, uden der var gjort ondt ved den. En Dag kunde vi ikke faa Smør, og saa maatte vi have Bud efter den kloge Mand, og han gav os noget at komme i Kjærnen, og saa sagde han, at vi skulde komme Salt i den Mælk, vi forærte væk. — Det var jo ogsaa Ane Katrines Skyld. Se saa kunde vi faa Smør igjen. Saa blev Ane Katrine syg og laa saadan noget som en tre Fjerdingaar. Det sidste Fjerdingaar blev der bojet af Sognet til at sidde ved hende. En Karl, som sad der, bandte paa, at hun døde ikke, inden de fik Ild under hende, og saa længe der var fremmede Folk ved Haanden. Hun døde ogsaa en Nat, der var ingen andre end hendes egen Datter til Stede, men om der da var Ild under hende, ved vi ikke. Hun havde en Søn, der hed Mads og boede i Nær- heden, han skulde have Huset efter hende, men Haven og Træerne skulde min Fader have, det laa jo paa vor Mark. Men Mads hug alle Træerne om, inden hun døde, og førte dem hjem om Natten, og Folk fortalte, at han blot sagde til Træerne, at de skulde komme, saa spa- serede de selv af derhen. Stines Søn kunde ogsaa gjore Kunster. Han blev siden Gjæstgiver i Holstebro. Han kunde tage en rund Sten og rulle saadan imellem Hænderne, at den blev helt lang, og han kunde tage hans Stok og smide hen ad Jorden, og saa blev den til en Slange. Han havde jo lært de Kunster ved Bedstemoderen, men hun havde ikke lært ham at gjøre ondt. Mens han var Gjæstgiver, kunde han ogsaa gjøre Kunster for Gjæsterne. Petrine Pedersen, Esbjerg, Marius Lorups Kone. Hjerm S., Hjerm H. Et Hegsebrev.
Map	Base Layer OpenStreetMap Overlays Historical Markers