Story DSnr_06_0_00627

Story information
ETK index	Witches and their sport / Hekse og deres idrætter
Publication ID	DSnr_06_0_00627
Collection information
Associated informants and places	Informant: Jensdatter Marie Collection place: Ejstrup
Story contents
Places mentioned in this story	Boest
Keywords associated with this story	styrte 1 farlig 1 sne 1 svinde 1 tier 1 pæn 1 spand 2 korsvej 3 drage 1 grød 1 male 1 skylde 2 strænge 1 kvit 1 skifte 1 mistænke 1 hævne 1 legestue 1 mil 2 forhekse 2 ur 3 høst 1 lukt 1 forret 1 mangel 1 knap 1 uskyldig 1 ligefrem 1 fynbo 1 slagen 1 skjænderi 1 fjerdingkar 1 jammerlig 1 haard 1 skjæp 1 samvittighed 1 smaum 1 nør 1 gaae 1 taale 1 laane 2 forhegs 1
Text of Danish publication	?627. Der var saadan en pæn Karl ovre i Boest, han havde tjent Kongen og var ikke saa lidt bovn. Saa skulde han en Aften til Legestue, og der var han stor paa det og var da ret en farlig Karl. Saa er der en gammel Kone, der staar og ser paa ham, og hun siger: »Da kan det nok være, Per Thomsen er oppe i Aften.« — »Det skal han nok faa bedre for,« siger en Mand, der staar ved Siden af. Siden den Aften blev han skidt og gik og svandt hen. Saa troede han jo, han var forhegset, og det var jo i de Tider, de skulde til kloge Folk, naar der var saadan noget ved det. Ham, han kom til, han sagde ogsaa, han var forhekset, men han vilde ikke sige, hvem det var, der havde gjort det. Saa var der saadan en fattig Kone der ovre, hun var en Fynbo og sad med fire smaa Børn, for hendes Mand var død; og hende troede de til det. Nu var det en almindelig Tro, te naar de blot kunde faa dem slagen saadan, te Blodet kunde komme, saa kunde de ikke forhegse dem tiere. Saa gav han sig en Gang i Skjænderi med hende og slog hende saa grov strængt og maatte ligefrem mishandle hende, inden han fik Blodet til at komme. Hun klagede sig jammerlig og blev ved at sige: »Hvad du skylder mig for, det er a uskyldig i.« Siden kunde han aldrig blive det Ord kvit, hans Samvittighed besværede ham med det til enhver Tid, og han tænkte stadig paa, om han skulde ogsaa have gjort hende saadan Uret. Saa hørte han, te der var en klog en nede ad Holstebro til, han havde en 6 Mils Vej hen til ham, og saa tager han en lille, god, sort Hest, han havde, og rider ned til ham lige paa én Dag. Han satte hans Hest ind og kommer ind ad Stuen til Manden og forretter hans Ærende, og det var jo, te han vilde have at vide, om han havde skyldt den Kone for Uret. Manden lod godt nok til at vide, hvad han kom efter og sagde: »Ja, er du saa stærk, te du kan taale at faa det at se, for du skal se det i en Spand Vand.« Ja, han tykte da, han vilde se det nu, da han var dragen efter det. Den kloge Mand kom saa med en Spand Vand og satte den ind i en anden Stue, og sagde saa til ham, han kunde gaa derind, og han lukte Døren for ham. Den Gang Manden tykte, han havde været der længe nok, saa gik han ind til ham og spurgte, om han saa havde set nogen. Ja, det var en Mand, han havde set. »Er du godt ridende, og tror du, du kan ride hjem med Dagen.« Ja-a, det var jo en lang Vej, men han tænkte da nok, han kunde naa det. »Ja, for der er en Korsvej, du skal over, og der vil komme en gaaende, og han gaar rask, og hvis han kan komme over Korsvejen inden dig, saa vil din Hest styrte. Du kan kjende ham paa, te han har en rød Lue paa, og han skal i Sønder og Nør, men du skal jo i Øster og Vester.« Saa red han og kom godt nok hjem, inden den anden kom over Korsvejen, for den var vel en Mils Vej fra hans Hjem, men Konen, han havde mistænkt, hun boede i Nærheden af ham. Nu vidste han aldrig, hvordan han skulde faa det gjort godt med den Kone. Det var saadan et knapt Aar, og hun og hendes fire Børn led saadan Mangel. Saa en Dag vidste hun ingen Raad og kommer da til ham og siger: »Ja, Per Thomsen, du er en haard Mand, men kan du nu ikke hjælpe mig, saa sulter baade mig og mine Børn ihjel, for vi har ikke haft Brød i flere Dage. Vil du ikke laane mig en Fjerdingkar Rug, a kunde faa malet til Grød til dem?« Saa tænkte han: »Nu er der Lejlighed,« og saa siger han: Ja, de havde jo noget mere at skifte, han havde gjort hende Uret en Gang, og hvis hun kunde give ham det til, saa skulde hun nok faa Brød. Han vilde give hende 4 Skjæp- per Rug og laane hende andre fire, saa mente han, hun havde nok til Høstens Dag. Ja, det vilde hun godt. Om hun vilde give ham hendes Haand paa det? Ja, hun kom med den ene, og hun kom med dem begge og græd af Glæde, hun tænkte ikke mere paa det gamle, sagde hun. Siden satte han sig for ikke at hævne noget, inden han ret vidste, hvad han gjorde. Hans egen Søn har fortalt mig, hvad a nu har fortalt igjen. Den Mand, der havde forhekset ham, han var fra Hampen. Nørre Snede S., Vrads H. Marie Jensdatter, Hedegaard, Ejstrup.
Map	Base Layer OpenStreetMap Overlays Historical Markers