Notice: session_start(): Ignoring session_start() because a session is already active in /srv/www/html/dfl2db/include/dbsettings.php on line 3
Story JAH_02_0_00127

Story JAH_02_0_00127

Up to stories list

Back to main menu

Story information
ETK index	From the time of villeinage / Fra hoveriets tid
Publication ID	JAH_02_0_00127

Collection information
Associated informants and places

Story contents
Places mentioned in this story	Langå Ulstrup
Keywords associated with this story	hjul 1 hud 4 iblandt 1 bod 1 tønde 1 forgylde 1 tie 1 udbryde 1 tælle 1 ladefoged 2 øg 1 stærk 3 øge 1 sælge 1 putte 1 kalv 1 pæn 1 ønske 1 mening 2 aftes 1 måle 1 bond 1 skod 1 plov 3 husbond 5 vinde 1 mælde 1 brod 1 sind 1 gods 1 synd 1 forvalter 1 undervejs 1 tiltale 1 flab 2 foged 1 hingst 1 strid 1 slem 1 greve 8 tilladelse 1 spænde 1 befordring 2 tyr 1 proces 2 stjæle 1 tyv 1 tilsige 1 rakker 1 syldsten 1 pilke 1 maske 1
Text of Danish publication	127. Manden i KjæUinghol Jens Kjællinghøl kaldte de ham og så greven i Ulstrup de levede altid i strid med hinanden. Greven sagde en gang til ham: "Hvor længe kan du holde ud at have proces med din husbond?" Han svarede: "Så længe min moder kan leve og lægge studekalve til i KjsellinghøJ og lave melgrod til os (maske kalvene med, de ad vel med hinanden)." Greven havde en gang tilsagt ham at kjøre til Randers med den stærkeste befordring, han havde i gården. Han skulde kjøre en froken derud. Så tog han en stenvogn og spændte en hingst og en tyr for og lod så hans stærkeste karl kjøre vognen, men satte sig også selv op. Da de nu kom til gården, gik han af og kom ind og mældte, at han var her nu med den stærkeste befordring, han havde. Det var nu efter ordren, og dertil var ikke noget at sige. Men kort efter mödte han med et par gode heste og en pæn vogn, for han vidste nok, hvad meningen var. En aften var han kjørende hjem fra Randers, og så nåede greven ham undervejs og vilde naturligvis kjøre om, men det vilde Jens KjæUinghol ikke. Næste dag kom der bud, og han blev kaldt op på gården. Greven tiltalte ham da sådan: "Hvordan var det du kjørte i aftes, din flab, du vilde ikke lade din husbond kjøre om dig!" "Min hus- bond, nej, ham mærkede a ikke til, men der kom et stykke flab og kjørte med fire, og han vilde have kjørt om mig, men a vilde vise ham, te greven har bonder på hans gods, der også kan kjøre, nej, a kjørte i al ordentlighed." Samme mand var en gang inde hos herren, og han bod ham at sidde i en forgyldt stol. "Sådan en stol har Kjællingholmanden ikke at lade sin husbond sidde på," siger greven. "Jo, a har en, der er meget bedre." "Den ønskede jeg dog nok at se." Ja, da skulde han værsgo at komme en bestemt dag, så skulde han få den at se. Sa kom han også, og Jens tog en tønde rug og bar ind i hans stue og bad ham sætte sig på. "Ja," siger greven, "den er ikke nær så god som den, jeg havde at lade dig sidde på." "Jo, den er meget bedre." "Hvordan det?" "Jo, a har altid hørt, at guld er aldrig så rod, det skal jo ud for brod." Den snak var der mening i. Han lå en gang i proces med hans husbond om, hvor langt han skulde kjøre hans tiende af marken. Han skulde jo ikke kjøre længere end en mil. Husbonden lod da vejen måle og fandt, at der ikke var en mil. Men så målte Jens Kjællinghol også, og det var ved at sætte et mærke pa hjulet og tælle, hvor mange omdrejninger det tog. Da vejen gik meget op og ned, blev der over en mil, og pa den måde vandt han hans sag. En gang var den samme mand til hove at plove. Så kom ladefogden og vilde kjøbe et af hans og. Men Jens var ikke til sinds at ville sælge det. Så skod ladefogden øget for ploven. Nu kunde han jo ikke plove med ét øg. og så rejste han hjem, men det skudte og blev liggende. Så skulde der jo have været bud efter rakkeren i Langå til at tage huden af, men Jens Kjællinghol sneg sig til om natten og pilkede den selv af krikken, hvorpå han gik til gården, tog en syldsten ud og puttede den ind under lade- fogdens seng, samt satte stenen i hullet igjen. Næste dag kom han til gården og bad om tilladelse til at fesentere der, for huden af hans hest var bleven stjålen. Han fik også tilladelsen, og iblandt andre steder fesenterede han under forvalterens seng, og der finder han så huden. Sa udbryder han: "Hvor a finder min' kååst, der finder a min tyv." Næste nat forsvandt forvalteren, og vi har aldrig set ham i egnen siden. Han kunde jo ikke være bekjendt at vise sig der, for at skyde en hest for en mand den gang var jo ingen synd, men at tage huden af den det var værre. Rasmus Nielsen m. fl., Vinkel.
Map