Notice: session_start(): Ignoring session_start() because a session is already active in /srv/www/html/dfl2db/include/dbsettings.php on line 3
Story JAH_02_0_00207

Story JAH_02_0_00207

Up to stories list

Back to main menu

Story information
ETK index	From the time of villeinage / Fra hoveriets tid
Publication ID	JAH_02_0_00207

Collection information
Associated informants and places

Story contents
Places mentioned in this story
Keywords associated with this story	banke 1 dyr 1 smide 1 allerbedst 1 herregård 1 grå 2 ladefoged 2 davre 1 fare 1 se 1 skovl 1 true 1 træt 1 græde 1 stakkel 1 strænge 1 bese 1 takket 1 mørkning 1 øvrig 1 leje 1 bedrøvet 1 sende 3 klage 1 lejlighed 1 formiddag 1 nattely 1 fjerde 1 ulykke 1 sengetid 1 takke 1 slem 1 fremdeles 1 tide 1 kappe 2 forbande 1 ordret 1 dødsens 1 tåre 1
Text of Danish publication	207. En gang blev en fattig gårdmand ordret til at sende en mand til hove. Han selv var dødsens syg og havde ingen anden at sende; ikke heller var der nogen at leje, da det var en travl tid. De stakkels bønderfolk var da meget bedrøvede, for herremanden var stræng, og hans ladefoged var værre, de vidste godt, det vilde komme dem dyrt at stå, hvis ordren ikke blev efterkommet. Imidlertid blev det aften, og det var lige det samme. Så i mørkningen kommer der en fremmed mand i en lang grå kappe ind i stuen og fortalte, at han rejste omkring og beså egnen, men nu var han træt og bad om nattely. Ja, omstændighederne var jo ikke allerbedst, men når han vilde tage til takke med lejligheden, måtte han gjærne blive. Så blev han, og forend sengetid kom det da også på snak om manden, som de skulde sende til hove, og hvor galt det så ud dermed. Da den fremmede mand havde hørt konen fortælle dette med sine grædende tårer, sagde han til hende, at nu kunde hun kalde på ham næste morgen, så skulde han nok gå til hove for dem. Konen blev naturligvis glad og takkede så mange gange. Om morgenen blev der så kaldt tidlig på den fremmede mand, men han rejste sig ikke; der blev kaldt nok en gang, men det var det samme. De sölle folk begyndte igjen at klage sig til hverandre, at nu var de jo lige vidt. Endelig et godt stykke op ad formiddagen stod den fremmede op, fik sin davre og kom af sted. Han trid- sede ganske sindigt af op imod herregården med en skovl og en greb på nakken, og da han kom til porten, bankede han på. Strags kom ladefogden farende, som om han skulde sluge ham: Hvad han var for en forbandet syvsover? om det nu var på tide at komme til hove? og så fremdeles og der blev da truet både med træhest, hundehul og al landsens øvrige ulykker. Den fremmede mand tog ganske rolig imod det hele en tid, men så lige med et smider han den grå kappe fra sig og så var det kong Kristian den Fjerde selv, som stod der. A. C. Nielsen, Malle.