Notice: session_start(): Ignoring session_start() because a session is already active in /srv/www/html/dfl2db/include/dbsettings.php on line 3
Story JAH_02_0_00254

Story JAH_02_0_00254

Up to stories list

Back to main menu

Story information
ETK index	From the time of villeinage / Fra hoveriets tid
Publication ID	JAH_02_0_00254

Collection information
Associated informants and places

Story contents
Places mentioned in this story	Ørndrup Vår Aggersborggård
Keywords associated with this story	eng 4 skrækkelig 1 bande 1 forskrækkelig 1 hilse 1 sikkerhed 1 fiske 1 fisker 3 efterår 1 hobe 1 tumle 1 hård 2 bagland 1 grim 1 skrig 1 stimle 1 svend 2 snakke 1 ligevel 2 stød 1 stål 1 skidteri 1 slot 1 fordærv 1 øverst 1 trin 1 båd 1 høle 1 fugl 1 grusselig 1 stentrappe 1 skrivelse 1 hamborg 1
Text of Danish publication	254. Det er ikke så forskrækkelig længe siden, at der boede en herremand på Örndrup, de kaldte Speitzer. Han var så grusselig hård ved bønderne, at det næsten ikke var til at holde ud. Så var der da også nogle af hans folk, der blev enige om at undlive ham eller i det mindste slå ham fordærvet, og en dag stimlede de sammen om ham ude i marken, og to karle sprang på ham. De fik det ligevel ikke gjort af med ham, men hans hænder fik han nok rent smadrede. Gjerningsmændene römmede så til Hamborg den ene kom for resten siden tilbage igjen. Den samme Speitzer ejede også Vår og Aggersborggard. Han blev ved at være lige hård ved bønderne, og en gang tugtede han nogle folk så helt forfærdelig. Men så et stød efter så folkene på Vår en dag, at der gik en fremmed mand og fulgtes med Speitzer i gården. Den fremmede så noget sær ud, men det tænkte folkene nu ikke videre ved, de hattede jo og hilste, som det hørte til. Speitzer og denher fremmede mand går nu og snakker sammen, men ingen kunde blive klog på, hvad det var om. Folkene hørte blot, at Speitzer til sidst sagde: "Det tænkte jeg så bandte han nok." I det samme gik han og den fremmede op ad en höj stentrappe, og vilde da som til at ind i slottet. Men lige idet de kom til det øverste trin, hører folkene et skrig og ser, Speitzer stejler baglænds ned, og så var han ene den fremmede var væk som et stjærneskud. Der lå nu Speitzer og var død, men om han blev helt henne den gang, skal jeg ligevel ikke sige til sikkerhed; jeg tror det nok. Men efter hans død blev han ellers ved at færdes rundt omkring i egnen, især imellem Vår og Aggersborg- gård. Han skulde jo så over fjorden, og fiskerne, som lå der ude sommer og efterår og fiskede om natten, både hørte og så ham ikke én men mange gange. Han så ud som en grim, stor, sort fugl, og så råbte og skreg han, te det var nok skrækkeligt at høre, men "skarnen" var vel også efter ham. En gang var der et par unge fiskere, der talte ham noget slemt til en nat, de hørte ham; men så havde de ham strags, og dette her skidteri tumlede nok sådan med båden, at fiskerne nær havde gået neden om og hjem. Der er jo, som vi véd nok, en grumme hoben eng langs med søndre side af fjorden, fra Aggersund og helt til Nibe. Alle de enge vilde Speitzer gjærne have fingre i, og han skrev til kongen, at dersom han måtte få dem, vilde han belægge dem med stål og lade sine svende dandse hen over dem. Kongen studerer jo noget på den her skrivelse, og han vilde også nok lade Speitzer få engene. Men så havde kongen en nar, som de jo plejede i gammel tid; han skulde nu også have sin snak med om dette her, og han var ikke så gal som kongen. Han sagde, at stålet, engene skulde belægges med, var høleer, og svendene, der skulde dandse over dem, var Speitzers hovfolk, og da kongen fik den for- klaring, vilde han ikke lade Speitzer få engene. A. C. Nielsen, Malle.
Map