Notice: session_start(): Ignoring session_start() because a session is already active in /srv/www/html/dfl2db/include/dbsettings.php on line 3
Story JAH_02_0_00287

Story JAH_02_0_00287

Up to stories list

Back to main menu

Story information
ETK index	From the time of villeinage / Fra hoveriets tid
Publication ID	JAH_02_0_00287

Collection information
Associated informants and places

Story contents
Places mentioned in this story	Vestervig kloster
Keywords associated with this story	dyr 1 historie 1 eftermiddag 1 fornærme 2 eje 1 skrive 1 træffe 1 tie 1 sige 1 skjorte 1 dronning 1 konge 1 karet 1 pas 1 fiske 2 forvej 1 løverdag 1 bonde 1 sted 1 jammer 1 præke 2 bestemt 1 kurv 2 gjemme 1 bevæge 2 ide 1 miste 1 mægtig 1 rive 1 hård 1 herre 1 re 1 knæ 1 grim 1 træde 3 almindelig 1 svar 1 indrette 1 husbond 1 krog 2 arrig 1 sende 1 ty 1 huske 1 mælde 2 beholde 2 formiddag 1 dom 1 spare 1 lidt 2 trænge 1 begjære 1 tale 1 de 1 gods 1 hvorover 1 resultat 1 ualmindelig 1 styre 1 mindelig 1 studere 1 etage 1 gudstjeneste 1 spænde 2 gnave 1 søndag 1 herover 1 forspændt 1 strande 1 pakke 1 ulv 1 kjælde 1 hævn 1 ynde 1 fader 1 fisk 1 inderst 1 arv 1 foregående 1 stuepige 1 dode 1 håbe 1 vrag 1 skibsfolk 2 forhor 2 enke 1 begavet 1 blok 2 polsk 1 embede 2 eksamen 1 bestyre 1
Text of Danish publication	287. Aggerboerne havde den skik, at når de havde været på havet, så bar de fiskene hjem i deres kuber, og så var der den vedtægt, at den mand, hvis kroge havde taget mindst fisk, hans kurv skulde bruges til at bære alle æ fisk op fra æ skib, det var jo før at spare på de andres. Så træffer det sig en 34 gange, at den samme mands kroge tager mindst, og så skal hans kube da bruges hver gang, hvorover manden bliver arrig og ikke vil have det, og da de trænger på, så tager han hans kurv og træder den i stykker, nu kunde de andre bære hjem i deres, hvor- dan de vilde. Nu bliver de jo også fornærmede, og sa for at få hævn over manden mælder de det til Peder Nielsen Mollerup, der var hans husbond og boede på Vester- vig. Han tager ham op til gården og spænder ham i polsk blok i en kjælder, der var tæt ind til kirken, og han blev spændt på den hårdeste måde. Det var nu om løverdagen, og om søndagen skulde præsten Jens Grönlund præke i kirken, men han kunde ikke få ro til det for den jammer, der var pä det menneske. Så gàr han til herren og siger, at manden skal loses af blokken, for at han kan have ro til at præke. Men da de nu kommer til ham, er han jo dod. Det gik nu hen, som om ingen ting var sket, for ingen turde sige noget imod så mægtig en herre. Men præsten var gammel, og han havde en sön, der studerede. Da han nu var færdig med sin eksamen, vilde faderen gjærne, at det kunde blive her, som skik var anden steds, nemlig at præstesönnen fik embedet efter faderen. Han har da for- modentlig en dag talt i kirken, og Peder Nielsen været til- horer, nok er det, da gudstjenesten er forbi, gàr præsten med sin sön ind til Peder Nielsen og præsenterer ham med de ord, at det blev vel ved den gamle kristelige skik, at sönnen fik faderens embede, og han håbede, at herren yndede talen af sönnen. Peder Nielsen, der vel huskede Aggerbo - historien, svarede helt kort, at sådanne ben var der hunde nok om at gnave. Præsten föjede helt ydmyg til: "Ja, hunde lever også af det, der falder af deres herrers bord," men fik ikke anden besked. Så blev præsten höjlig fornærmet, og mældte til kong Kristian den ide, at Peder Nielsen havde så godt som slået et menneske ihjel. Kongen sender en mand herover, der skal undersoge sagen, og han moder i en vogn, forspændt med 4 sorte heste. Peder Nielsen står på anden etage og ser, den kommer, og idet fiskalen nu træder ud af kareten, siger han til en håndlanger: "Pas pa, når ulven kommer, at den ikke river af mine får." Kongens udsending træder så ind og siger: "Vi skal blot holde et lille forhor." Han holder da forhor fra klokken 10 om formiddagen til kl. 4 om eftermiddagen, men får intet resultat. Så kjører han til Hindsels og er der om natten, og tager derefter til Tisted, hvor han indvarsler på Tisted rådhus Peder Nielsen og alle hans folk og alle Aggerboer, og de giver besked om det hele, og Peder Nielsen må tie til det. Så rejser han tilbage til Kjöbenhavn, men kort efter kommer der en lille pakke til ham, hvori var en ren hvid skjorte med blodrod halskrave, og deri var indsvöbt en blanksleben lille bredogse. Deraf kunde han så forstå, at hans hoved hørte boddelen til. Den gang fik adelsmænd og höje herrer ikke sådan dom som almindelige folk. Nu var gode råd dyre, og han véd, hvad hans ret er. Men fem år i forvejen var der strandet et skib, man véd ikke, hvor det var fra, og det havde en guldkalv med sig, der var sådan indrettet, at nar skibet bevægede sig, så bevægede den sig også, der var altså ledemod i den. Det var ellers et afgudsbillede, og skibsfolkene bad til den. Skibet var altså blevet vrag, og det var under Vestervig forstrand. Så tager Peder Nielsen guldkalven, og endskjöndt en af skibsfolkene bad så mindelig om, at de måtte beholde deres gud, blev svaret dog nej, og han satte den ind i hans inderste gjemmer som en raritet. Nu da det blev galt med ham, tager hans kone den guldkalv og rejser til Kjöbenhavn med og forærer dronningen den og falder så på knæ for hende og beder for hendes mand, at han må beholde livet. Det virker sa meget hos kongen, at han bliver benådet og bliver sid- dende ved gården. Men birkerettigheden over hans bønder mistede han, så han aldrig senere måtte röre dem, og siden hørte de under Tisted. Peder Nielsen Mollerup var ellers en degnesön fra Ty, der var ualmindelig begavet. Den foregående ejer af Vester- vig, Irminger, havde kun en eneste sön, og han var fjollet. Da han nu blev syg og lå for doden, begjærede han, at Peder Nielsen skulde blive der, han kunde skrive godt for sig og styre alting. Sådan blev det, men da nu enken lå på hendes dodsseng, bestemte hun, at Per Nielsen skulde have den bedste gård, der var i Vestervig, til arv og eje, imod at bestyre godset for den fjollede sön. Den bestem- melse forvendte han imidlertid sådan, at det var ham, der skulde have Vestervig Kloster, og sönnen den störste gård at bo i og have underhold af. På den måde fik han Vestervig. Hans frue var efter sigende lige så grim som han. Hun havde en stuepige, der blev borte, og ingen vidste, hvor hun blev af. Hun har vel slået hende ihjel. Josef Örnskov, Vandborg.
Map