Story JAH_02_0_00340

Story information
ETK index	From the time of villeinage / Fra hoveriets tid
Publication ID	JAH_02_0_00340
Collection information
Associated informants and places
Story contents
Places mentioned in this story	Æbeltoft
Keywords associated with this story	bygning 1 blå 1 dyr 1 hud 1 brække 1 jage 1 låne 1 tilfælde 1 spille 1 frå 2 skrive 1 skjælde 1 missel 2 følge 1 rend 1 rende 1 forskrække 1 betydelig 1 sær 1 pen 1 fuld 1 tunge 1 fiske 3 hjælpe 1 ise 1 vanke 1 lomme 3 endogså 1 løbe 1 påstå 1 betale 2 svine 1 husmand 1 smuk 1 vædde 1 meldmad 1 putte 1 samle 1 kalv 2 bestemt 2 bytte 2 handel 4 forstå 1 morsom 1 hvile 1 adskillig 1 fanden 1 kjedel 1 avlskarl 1 træt 1 del 1 strand 5 tjenestefolk 1 bagland 1 koge 1 bruge 1 mat 2 ræv 1 forrest 1 bemærke 1 betyde 1 fange 1 imel 2 råde 1 fedt 1 stege 1 aftale 1 tond 1 skilt 1 degn 1 kjøkken 2 sag 1 ophold 1 mælde 2 stykke 1 fin 1 gryde 1 indenfor 1 stumpe 1 kjelde 1 sult 1 menneskealder 1 tow 1 dram 2 sagtens 1 sind 1 garde 1 tænke 2 trænge 2 beslutte 1 pot 1 navnlig 1 ugift 1 papir 1 ånde 1 aparte 1 hug 1 bevis 1 alter 1 jeres 1 ring 1 mangen 1 læge 1 opføre 2 rigsdaler 3 foruden 1 fremdeles 1 auktion 2 hjært 1 akkord 1 foreslå 2 kraftig 1 vente 1 klog 1 skyldig 1 pude 1 unge 1 gulv 1 stuehus 1 vide 1 rigtignok 1 trappe 1 hive 1 sæde 1 jæn 1 vesteregn 1 vilje 1 lovning 1 vind 1 kige 1 forbande 1 kurere 1 molbo 1 sølle 1 fader 1 sælger 1 talemåde 1 sulten 2 nedsætte 1 siel 1 prokurator 1 klædning 1 putter 1 regnvejr 1 håbe 1 skidt 1 slå 1 hovedgård 1 gravskrift 1 overstue 1 fortjene 1 begavet 1 årlig 1 betjent 1 næring 1 peng 1 hårdhed 1 hartkorn 1 skjælm 1 billig 1 rente 1 snu 1 proprietær 2 stilling 1 videnskab 1 fallit 1 fortjeneste 1 uldgarn 1 vogs 1
Text of Danish publication	340. Grtve-Niels boede i en gård i Strands, og det blev virkelig tilfældet med ham, hvad der så tit fortælles om i æventyrene, at han Først var svinehyrde i gården, som han senere selv fik. Han var en snu person og godt begavet, navnlig blev han aldrig svar skyldig. På Jsgård boede den gang en mand, som hed Lehmeier. Han var ugift og førte sagtens et noget rask ungkarleliv. En gang havde han fremmede og foreslog dem at rejse ned til Strands * og mundhugges med den aparte bonde, som boede der. De var i en oprömt stemning, da de kom, og Greve-Niels, der strags forstod stillingen, bød dem ind med mange spydig- beder, og der vankede nu nogle dramme. Da de andre troede, at Niels var bleven fuld, foreslog de ham at bytte gård med Lehmeier. Han gik ind på det, og handelen blev afsluttet. Han skulde give 5000 daler i bytte, og det hele blev opskrevet på et stykke tobakspapir. Under stor jubel tog Greve-Niels det til sig. idet han sagde: „Nu putter a missel papirerne i lommen, for a vil have bevis for, at det betyder noget." Om en vis tid skulde Niels møde på Is- gård og tage imod gården, men måtte ikke tage andre med end sin kone, sådan var aftalen. Næste morgen var han tidlig oppe og rejste ud til prokurator Seidelin i Æbeltoft, „for det er lige godt nogle Fandens karle, de prokuratorer.'' Han fik karduspapiret, og det kom til Kjöbenhavn, „og der blev missel endogså stemplet, og så fik a lovning på peng- ene, rigtignok til store renter, men det matte a finde mig i. På den bestemte dag mödte a på Isgård, men der matte ejs hårdhed til, inden a blev ejer af den.u Han var der i en menneskealder, og for at fa de 5000 daler betalt rev han den meget vidtløftige hovedbygning ned, som Gersdorfferne havde bygget, og solgte bygnings- emnerne. Der var en skov, som også blev hugget om og solgt. Derefter opførte han atter den bygning, som står det endnu, men som, efter hvad Molboerne siger, er opført „pa löwn a skåen". Nu gik det løs for Greve-Niels på at samle penge, og alle udveje benyttedes. Han fik i udskiftnings- tiden gardens hartkorn betydelig nedsat, og da han senere vilde afhænde den, forsögte han på atter at få det forhøjet, men det slog ham dog fejl. Man havde kun én gryde (eller fastmuret kjedel) på gården foruden en kaffekande, der blev sat på en trefod. Större folk, der kom på gården, blev op- vartede med en dram og en tvebak. Da proprietær Munch på Kongsgård (Helgenæs) tog to tvebakker, sagde Niels: „Havde a vidst, du var så sulten, så skulde du have faet en meldmad.u I haven opfodte han årlig 15 kalve, og da han en gang var til stede på Rolsøgård, og haven blev ham forevist, og man så spurgte, om hr. Pedersen ikke syntes, den var smuk, sagde han: „Jøsses jow den æ mi siel, men når I nu kommer op til mig, så skal I og se min have, den er nu ikke så fin, for a har for mange gartnere i "den, men a tænker, a har mere af min, end I har af jeres, a har fodt 15 kalve i den i sommer." Da han så, at der brugtes ikke så lidt smör i kjøkkenet til at stege fisk i, sagde han: „Nu kan a forstå, hvorfor Niels Jensen i Blå- kjær kunde ikke blive ved hans næring, for de brugte mange fisk på det sted." Siden fik han aldrig stegt fisk, uden nar han gik til alters. Han påså selv, at alt kunde ga tilbørligt til, og derfor tog han stadig ophold i kjokkenet, hvor han sad i en halmstol ved siden af fyrstedet. „Her kan a misiel tejj en gue dawwlön," sagde han, ,,for de halv- gale töser de lægger til ilden og til ilden, og så løber de, imens den brænder op, men a skal misiel nok holde dem til vinden, så a skal fa noget kogt ved den." Folk kaldte ham derfor siden Niels Kjokkengris. Når det var regnvejr, drak han brændevin og spillede kort med hans tjenestefolk, og deres lön var da altid optagen i utide. En dag stod han med sin avlskarl, Degne-Per, nede i garden. Så fore- slog han, at de skulde vædde um en halv pot brændevin, hvem der kunde Først lobe op og røre ved den store dör. Så satte de tra>skoerne, og lobet begyndte. Greve-Niels var egentlig forrest, men idet han vilde røre ved dören, hev Per ham i frakkeskjodet, så han faldt baglænds ned af trap- pen og brækkede det ene ben. Han blev dog slet ikke vred og sagde: „Det var misiel min egen skyld, a kunde have ladet det være." Han nlde naturligvis ingen læge have, men kurerede sig selv og blev derfor en krobling alle sine dage. Endelig kom han så vidt, at han kunde gå imel- lem to Jægter, som blev slåede op inde i stuen. Han havde fremdeles sit sæde i kjøkkenet, men måtte nu have en heste- pude lagt i halmstolen for bedre at kunne hvile. For at få lidt adspredelse fandt han pa, at det kunde være morsomt at lade sig skrive for skatten, undlod så at betale, og rets- betjentene fra Æbeltoft mældte sig. Niels tog meget spag- færdig imod dem, idet han jo nok vidste, at han skulde holde sig indenfor visse gramdser. Han sagde blot: ,.A véd jo godt, nar der er lidt at fortjene, så er I til rede, a vil ikke sige sultne, efter at få fat i det; men I kan jo Dgai trænge til det. Nu ligger der 400 tonder rug i min overstue, så kan I jo sætte en plakat på dören, men a vil ellers fortælle jer, at da a så, I kom, da sendte a min karl ud med skatten." Han og de Poulsen er, der siden fik pro- prietærgårdene her på egnen, de var en gang rejst over til Vesteregnen, hvor dekjöbte nogle stude af en fattig proprietær- enke Da de var færdige, sagde Greve-Niels, som nu havde en skjælm bag oret: „Her har vi tre store mænd na sid- det og overspyttet hendes gulv, det kunde være billigt, vi gav hende en bitte kjendelse derfor." Jens Risager Poulsen svarede rask: „Hvad de giver, Pedersen, kan vi også give." Det havde Greve-Niels ventet, og rask smed han 50 daler på bordet, og de andre måtte følge efter. En gang havde han fanget en ræv i en sags nede ved havet, og da han nu var kjed af at bære den hjem, lagde han den i en sti, hvor han vidste, hans rögter vilde komme, men skar enden af tungen og puttede den i lommen. Rögteren blev meget glad ved fundet, men Niels sagde, da han kom hjem, at det var hans. „Her er beviset," og så trak han stumpen op af lommen. En gang stod han op ved kjelden, der var lige uden for stuehuset, og så siger han: „Der var det, kammerråden vilde jage mig frå, den gang a var svine- dreng her, lad ham nu komme, så skal a misiel sige ham, hvem det er, der råder nu." De fremmede, der kom på gården, de kom der enten for at slå en handel af, eller også for at se den sære mand, og de fleste var belavede på noget, Det var Niels en sand nydelse Først at skjælde dem huden rigtig godt fuld. Kom nogen fra Æbeltoft, var det altid en stående talemåde: „No, æ do en sølle pjåelt der uud frå! så er det vel penge, du vil låne, for dem kan I trænge til der." Kom der en husmand, hed det: „Din sölle læbber, hvad kommer du efter? dine unger er vel sultne?" Dog var han slet ikke hårdholdende, og mange fik korn af ham. Han havde også hjulpet mange i Tved til at få deres gårde, uden at man rigtig véd, om det var af egenkjærlighed eller af hjælpsomhed. Af og til kjöbte han en gård, som var til fals, og lod en anden overtage den på den akkord, at han skulde så raps i så og så stort et stykke i så og så mange år. Niels skulde have rapsen, og dermed var gården betalt. Da der var auktion efter Lehmeier i Strands, blev Tved kirketiende også solgt, for den var fulgt med ham fra Isgård til Strands. Den kjöbte han til sognet, men var dog der fedtet nok til at ville tjene 10 rigsdaler på den handel. Da hovedgården Kvelstrup kom til auktion, forskrækkede han Poulsen, der vilde kjøbe den, idet han lagde 5000 rigsdaler til på én gang. Den blev ham da til- slået, og få dage efter solgte han den med en fortjeneste af 10,000. Det er den eneste gang, man véd, han fik en ny klædning, som var lavet af sort uldgarn, sammentvundet med hvid tvist. Endelig besluttede han sig til at afhænde Isgård, da han havde samlet en forfærdelig mængde penge. Den nuværende ejer. Krøger, mældte sig som lysthaver, og da han er sine fulde tre alen höj, så Greve-Niels virkelig op til ham, men svarede slet ikke på hans forespörgsel og bemærkede blot: „Da er han misiel vogset godt op af skidtet. Ja, har han penge, som han er stor til, så kan han godt kjøbe den." Krøger havde en 20— 30,000 daler og kjöbte gården dyrt. Niels håbede, at han skulde sætte sine penge til og så løbe fra det hele. En dag, inden Niels endnu var flyttet derfra, og Krøger kom løbende om ved vinduet, keg Niels ud og sagde: ,,A, rend du kun, bitte Pier, du render dig misiel snart træt." Det gik dog her som med Lehmeiers gård i Strands, hvilken Niels også havde kjöbt og igjen solgt med de ord: „A sælger ham jæn, men a tænker, a skulde få tow for den." Tiderne for- andrede sig nemlig, og begge beholdt deres gårde. Nu flyttede Niels til Æbeltoft og nedsatte sig som kjöbmand (brændevinsbrænder). Det var ham en fornöjelse at tænke, at alle kjöbmændene der skulde gå fallit, for han under- solgte dem alle. Adskillige gik også bag fra det, men døden overraskede ham, os: han skal have tilsat 70,000 rigsdaler ved hans handel. Han var gift to gange, og den förste kone blev han skilt ved. De skulde nu dele gården imel- lem sig, men da hun vidste, han var den klogeste, bestemte hun sig til at tage det stykke, som han vilde have, men det havde han luret hende af, og derfor påstod han at ville have det ringeste, det vilde hun også, og fik det. Efter hendes død kjöbte han stykkerne sammen igjen. Den ene af hans sönner blev gift med en gartnerdatter fra Kiel. Det var ikke efter faderens sind, idet han sagde: „Så går han hen og tager den forbandede persillekræmmertøs." De andre to blev jurister, den eneste videnskab, han havde noget til- overs for. Hans gravskrift på Tved kirkegård er sådan: Et godt hjærte, en lys ånd, en kraftig vilje, en god hånd. P. Chr. Chr., Knebel.
Map	Base Layer OpenStreetMap Overlays Historical Markers