Notice: session_start(): Ignoring session_start() because a session is already active in /srv/www/html/dfl2db/include/dbsettings.php on line 3
Story JAH_02_0_00401

Story JAH_02_0_00401

Up to stories list

Back to main menu

Story information
ETK index	From the time of villeinage / Fra hoveriets tid
Publication ID	JAH_02_0_00401

Collection information
Associated informants and places

Story contents
Places mentioned in this story	Løgstør Skarpsalling
Keywords associated with this story	bryst 1 bryde 1 fornærme 1 reb 5 bæst 1 rende 1 gribe 1 marked 1 fæste 1 fuld 1 fisker 1 stærk 4 rykke 3 umulig 1 hobe 1 nem 1 skulder 1 ond 1 piske 1 svøbe 1 rulle 1 bagland 1 næse 1 folge 1 grim 1 takket 1 forære 1 svend 2 beholde 1 fin 3 drive 1 lette 1 ende 1 tåbelig 1 spænde 2 forandre 1 overmand 1 morads 1 muld 1 manke 1 madam 1 vase 1 værtshus 1 rebslå 2 glarmester 2
Text of Danish publication	401. Der boede en stærk mand i Sharp sal Ung, som gik under navnet Sören Rasmussen. Han kom en dag til Løgstør og vilde kjøbe reb ved en rebsláer. Ja, han så på ét stykke og et andet stykke, hvad han havde mest brug for. Så står han sådan og giver sig til at rykke på det. Da bliver rebslàeren gal og siger: Du er da ikke så tåbelig, at du tror, du kan rykke det reb i stykker". Det var så mærre da ikke umulig vel", siger Sören. Ja, kan du gjøre det", siger den fine rebslåer, Så er det dig foræret, der er her ude i boden". Ja, så vil a mærre da prøve det", og så svøber han rebet om begge håndled et par gange og stödte det over, så begge ender krøllede om. Nu har a så mærre reb nok, så længe a lever". Den fine reb- slåer sagde blot: "Ja, nu er det Deres, men jeg vil ikke have det at gå og se på. De må tage det med dem". Ja, det har a så mærre nemt ved, for a er kjerende her- ned, nar det må hænge så længe, til a kommer med vognen". I kan tro, den fine rebslåer var vred. Men da han kom igjen, sagde han: Ja, a vil så mærre ikke have mere, end a har brug for," og så tog han et par ruller og lod den anden beholde resten. Det takkede han jo for. Den samme Sören Rasmussen sad ved Svend Glarmester i Løgstør, der havde værtshus, og så kommer der en stor hoben af Logstør-fiskerne derind, og imellem dem var der en, de kaldte Kræn Bådsgård. Han beregnede sig for den stærkeste af dem, der var i Løgstor by, det var også en stærk mand. Den gang han fik at vide, hvem Sören Rasmussen var, vidste han også, at han var stærk. Er det dig, der er den stærke mand fra Salling?" siger han. Han svarede: A er så mænd ikke stærkere end som lige til det". Ja", siger Kræn Bådsgård så, a vil S. for- andre mig have at vide, om du er den stærkeste af os", og han begynder at tage i brystet af ham og vilde se, hvor let han var at håndtere. Så bliver Svend Glarmester jo ond og siger til Kræn Bådsgård, om han ikke vilde lade den mand sidde i fred, og hvis han ikke gjorde det, så fik han at gå ud. Det lidde Kræn Bådsgård ikke stort, men nu turde jo ingen fornærme ham, så længe han var der inde, så Sören sad i god ro. Men den gang han bliver nu færdig og vil ud på markedet, havde Kræn Bådsgård ham godt nok i kikkerten og gik bag efter ham. Han når ham lige midt for den gamle madam Lundøs have. Så griber han ham i skulderen. ,,Du skal så mærre lade mig gå og lade de narrestreger være". Jo, han skulde S. forandre sig blive. Ja, der bliver vel ikke stor fare ved det", og så vender han sig mod ham, render til og tager ham i nakken med den ene hånd og i rovbalderne med den anden og driver ham over plankeværket langt ind i haven, te næse og mund og öjne bliver fulde af muld og skidt. Så fik han hans overmand. Han knude kjøre fast med to heste, endda han var godt kjerende, og så rykke vognen ene derfra. Men Hæmdrup vase var grim, og det gik da i stå for bæsterne. Han piskede nok på dem, men da det var kjærbund, havde de ondt ved at fæste, og da de nu ikke kunde tage vognen, spændte han dem fra og trak selv vognen over kvadringen og blødningen og moradset. Så spændte han for igjen og kjørte. Han havde en dag hans springhest ude til vand, og da går grimeskaftet i stykker. Hesten vilde ikke ind, og han kunde ikke få fat i andet end manken. Ved den tid er hestene gjærne lette i det, og så siger han: Du skal så mærre ikke bryde dig om at gjore nogle kunster, for a kan så mærre godt holde dig". Dermed kjørte han den baglænds over i staldmøddingen, og så vilde den godt folge med ham ind. Niels Josef, Rugårde.
Map