Notice: session_start(): Ignoring session_start() because a session is already active in /srv/www/html/dfl2db/include/dbsettings.php on line 3
Story JAH_02_0_00415

Story JAH_02_0_00415

Up to stories list

Back to main menu

Story information
ETK index	From the time of villeinage / Fra hoveriets tid
Publication ID	JAH_02_0_00415

Collection information
Associated informants and places

Story contents
Places mentioned in this story	Hårup Linå
Keywords associated with this story	bjælke 1 række 1 horn 1 ligedan 1 træffe 1 tyk 2 villig 1 løfte 1 pege 1 bevæge 1 trykke 2 kløve 1 bred 2 legat 1 træt 1 behøve 1 vove 1 styrke 1 mat 1 plov 2 lever 1 sparke 1 pirre 1 pot 2 kobbel 1 voldsom 1 gynde 1 ane 1 skjænke 1 byder 1 vrinske 1 slag 1 stiv 1 pande 1 melde 1 tyklund 5
Text of Danish publication	415. Der var en, som havde hørt, at Mads Tyklund i Tyklund, Vrads sogn, skulde være så stærk, og så rejste han efter at træffe ham. Så kommer han kjørende og spörger en mand, der gik og plöjede, om han kunde ikke vise ham, hvor Mads Tyklund boede, og da var det Mads selv, han snakkede med. Den gang havde de hjulplove, og så tager manden i hornene eller håndskederne af ploven og løftede både plov og hjul og hammel og det hele op i et par stive arme, og så pegte han: "I den gård der boer Mads Tyk- lund." Så vendte manden om med dc ord: "Nu behøver a ikke at drage længere, nu har a set prøve på hans styrke." Ja, det var en stærk mand. Han skulde altid gå side- vis ind ad en dör, så bred og tyk var han. Der var en præst her i Linå, der kom til Vrads, og han skjænkede et legat her til sognet fra Vrads sogn på 18 tønder rug om året. Det skulde Mads Tyklund levere noget af, og han kom kjørende med det og indlogerede sig hos min fader flere gange. Så var der også en stor og en stærk mand her i Hårup, han hed Lavst Nielsen; mig og ham vi var søskendebørn, og de to kom til at snakke sammen. Så til- byder Mads ham, at han måtte tage en stor nødde, min fader havde til at kløve træ med, og når han så satte hans hænder imod bjælken i stuen, måtte Lavst Nielsen tage nødden og slå så hårdt han kunde ind på hans röv, og dersom han skulde så bevæge sig, eller der var nogen, der kunde se, at han anede for slaget, da var han villig til at betale en pot brændevin; men hvis han ikke gjorde det, skulde manden, der slog, give en pot brændevin. Manden turde ikke vove at slå. A trykkede på hans rov, og enten a trykkede på den eller her på bordet, det var ligedan. Der var en vrinsker, der var så meget voldsom til at slå. Så gik Mads Tyklund til og satte hans arme på meld- skjellet bag ved hestene, og så satte han sådan hans pande imod meldskjellet og roven imod vrinskeren. Nu slog den alt hvad den kunde, og når den blev kjed af det, så ræk- kede Mads et ben ud og pirrede efter ham, for at han skulde blive ved. Vrinskeren blev ved så længe, til han blev både mat og træt. Så vendte Mads sig og tog et kobbel og be- gyndte at slå på hesten. Da Mads så gik fra den, kunde enhver gå til den og fra den. og den slog ingen siden. Han havde en god bred röv at sparke på for hesten, men den blev lige godt kjed af det først. Sören Hansen, Hårup.
Map