Notice: session_start(): Ignoring session_start() because a session is already active in /srv/www/html/dfl2db/include/dbsettings.php on line 3
Story JAH_03_0_00445

Story JAH_03_0_00445

Up to stories list

Back to main menu

Story information
ETK index	Houses and life in them / Husene og livet deri
Publication ID	JAH_03_0_00445

Collection information
Associated informants and places

Story contents
Places mentioned in this story	Fovling
Keywords associated with this story	nabo 2 eng 1 blå 1 trække 1 jordemoder 1 tordne 1 klæde 1 dige 1 skride 2 runde 1 bande 1 forskrækkelig 1 missel 1 følge 1 hente 1 rende 7 forskrække 1 tælle 1 marked 1 vælte 1 sikker 1 tyk 1 snaps 1 ræd 4 stine 2 læs 1 opdage 1 skjænde 1 fad 1 besvime 1 forår 1 potte 1 kone 1 amt 1 far 1 lig 2 hav 1 spinde 1 rive 3 vove 1 prygle 1 bagland 1 glo 1 by 1 bemærke 1 glad 1 løse 1 skifte 1 skilt 2 klage 1 skikke 2 strø 1 mælde 2 spilde 4 enkelt 1 sparke 1 slippe 1 pirre 1 slås 2 kravle 1 nøde 1 skikkelig 1 grave 1 hellere 1 ovenfor 1 stræbe 1 uklar 1 jorde 1 befale 1 tvær 1 hjært 1 skille 1 kjærn 2 kjærne 2 stævne 1 udlevere 1 kvæle 2 fordele 1 fløde 3 putter 1 gabe 1 gudskelov 1 kro 1 herredsfoged 1 slagen 1 kirkevej 1 lage 1 forhør 1 tæjje 1
Text of Danish publication	445. Der var et par folk ovre i Fövling, manden hed Store-Klavs, og de levede så meget sölle sammen, og sloges tit. En gang var konen ved at kjærne, og så kom de jo op at trækkes, og hun river kjærnestaven af kjærnen og slår manden med, men idet hun river den så hurtig op, vælter hun kjærnen og spilder fløden. Så bliver han meget gal i hovedet og vil have fat i hende for at prygle hende, men hun render hen og henter nabosmanden; og da han kommer, sidder manden og oser fløden op med en ske og vil til at kjærne på den igjen. Hun kommer så ind med manden og vil til at tælle op. "Ja," siger Klavs, "vi var jo komne op at skjændes, og så blev a gal i hovedet, og så løb hun hendes vej." Ja, siger nabosmanden, de måtte jo hellere se at skifte det i det gode, den galhed var der ingen fordel ved, for så havde de jo ikke fået deres fløde spildt, og så havde de nu haft smör. De lovede også at være skikkelige, og manden gik hjem. En lille tid efter skulde Klavs til mærkend i Ribe, og ban kommer til at følges hjem ad fra markedet med en mand der af byen, der havde solgt hans ko. Så var de inde i kroen og skulde have dem en snaps, og da ser Klavs, at denher mand havde mange penge ved sig. Hav de nu gik videre hjem ad, skulde de over Lintrup enge og mosen der, der kaldes Tåvel mose. Der slår han så manden ihjel, tager naturligvis pengene fra ham og putter ham i en af deher mosegrave. Det blev ikke opdaget, og liget fandtes ikke inden året efter, da de var nede i mosen at grave torv. Så troede man jo, han var gået vild og så gået i torvegraven om natten. Enkelte troede nok Klavs til det, men ingen turde pirre ved ham. Klavs lå altid i spektakel med naboerne. En gang gik han over på en anden mands mark, hentede en ko og trak den hjem. Dernæst skikkede han bud, om de vilde komme og hente den, for den havde været i hans korn. Det sagde de nej til, men måtte lige godt betale indtægtspenge af den. En anden gang fik de fat på hans ko, der var bejst over på deres, og da nu konen var ene hjemme, og hun var ræd for både Klavs og hans kone, så fik hun en nabokvinde til at være ved sig, og skikker så bud til Klavs om at hente hans ko, men den fremmede kone får hun til at kravle ind ad et gab på den anden side, for at Klavs ikke skulde mærke, hun var der, inden han kom. Så kommer de også begge to, og de er jo forfærdelig gale i hovedet. Karen sad og spandt, lav de kom ind, og Klavs render hen og holder næven for hende, om hun strags vilde udlevere koen. Den anden kone, som nu var kommen til og stod op og ned ad dören, befaler han, at hun skal gå ud, hun havde ikke der at stå efter. Så går de begge to ud og render øddeldören op, som var skadet inden til, går ind og løser koen. Begge konerne går om ad en baggang og ser det, og så siger Karen: "Det ser du på, at han tager selv koen." Så render Klavs hen, sætter en hånd for hver af dem og render dem baglænds over. Karen havde en lille pige, og da hun ser det, render hun hen efter manden, der var oppe i byen at arbejde, og de får bud til herredsfogden, Klavs bliver stævnet og bliver så for den tur gjort til en tremarksmand. En anden gang fik han fat på en anden nabos höns, og dem graver han ned i jorden, så de sad op med ving- erne ovenfor jorden. Da ban så snart havde lavet så meget han kunde i det nabolag, og alle folk snart var rædde for ham, flyttede han derfra og ud pa marken lidt vesten for byen. KJavs og hans kone blev jo stadig ved at slås med hverandre. Så kommer de i tanker om at ville ud til amt- manden i Ribe for at skilles ad. Han var ikke hjemme. Så siger Klavs: Da skal vi nok blive skilt ad, inden vi kommer hjem." Sa kommer de op at age med en gammel pottemand, der kjorte med stude. Lav de kommer noget ned ad marken pa den anden side Tange, da bliver de uklar, og Klavs står af vognen og river hende af med. Hun skreg jo forskrækkelig, og denher gamle pottemand bliver helt ræd og kommer også af vognen. Hun får fat i halsklædet på Klavs og holder ham fast der. Han havde altid en grov- korn stor tornekjæp med sig, for han brugte jo meget at slå, og den tog hun og slog ham tvært over hovedet med, te den fløj i to stykker, imens hun blev ved at holde fast i klædet. Han bandede og tordnede, at hun skulde slippe, men hun blev ved at holde. Pottemanden stod og så på dem. Omsider bliver Klavs helt rolig, og så siger potte- manden: "Nu er han død." "Da var det missel godt," siger hun, "for sà slår han da ikke os ihjel." Nu slap hun, og han la ganske stille. Så prøvede hun at sparke til ham. Nej, han var stille og helt sort og blå i hovedet. Så render hun hen til et lille hus, der var et korn derfra, der boede en gammel enke. som hed Stine Vibekkes. Hun skulde stræbe at komme derhen, for Klavs vilde til at slå dem ihjel. "Nej," siger hun, "når Klavs er der, så tör a ikke vove at komme derhen." Jo, hun skulde endelig komme, for den gamle pottemand Niels Madsen var der også. Æ gamle kone kommer sa af sengen, for det var jo om natten, og far lidt klæder på og kommer med. De står og ser lidt på det. "Nej, ham skal I ikke være ræd for. han skal ikke slå flere, end han har slagen, han er død," siger hun. "Det siger a også," bemærkede Niels Madsen. De fik ham så læsset op og kjørte ad Stenderup by til. Men på den plads, hvor han blev kvalt, kunde i mange år ingen kjøre forbi om natten, der stod altid en stor sort hund med et par gloende öjne og stod og gloede. Så kom de til Stenderup. Der havde de i mange år set en stor ild brænde ad gaden og skride hen og ende ved kroens gjæstestald. En gang var et par gamle koner bleven noget sildig færdige med at banke klæder ved gadedammen, og lav denher ild så kom, blev den ene så ræd, te hun besvimede, og den anden var tæt ved det. Men efter den tid de kom kjorende med Klavs, siden så de aldrig ilden, og så kom folk jo i tanker om. det var varsel for ham. Nu kjørte de altså med ham hen til æ gjæærstald og holdt der, og alle folk, der kom forbi, var rædde for at komme i nærheden af vognen. Rædde havde de været for ham, mens hans var levende, og mere var de nu, da han var død. Han var så lang, at benene hængte langt ud af vognen, og Klavses kone og pottemanden sad jo på forsædet, sa ligets plads blev jo, som det kunde. Nu skulde de jo have det mældt til her- redsfogden, te Klavses kone havde kvalt hendes mand. Da de mælder det, slår han hans hænder sammen og siger: "å Gudskelov, er Klavs Mogensen død!" for ham havde han haft perikel med næsten hver tingdag. Han kommer ud at holde forhør over konen og den gamle pottemand, og Stine Vibekkes skulde også med. Hun vidnede jo, te han var død, da hun kom, og pottemanden sagde, te de var nødt til at tage ham af med livet, ellers havde han slået dem ihjel, og konen vidnede, at han havde sagt ude i Ribe, te de skulde nok blive skilt ad, inden de kom hjem. Så skulde Klavs sprækkes op inde i æ gjæærstald, og de skulde se hvordan. Hun fik den straf, at hun skulde stå med et fad og tæjj blodet fra hans hjærte, og så skulde hun bære det langsen ad et dige op til et lille hus og så komme til- bage med blodet igjen, og hvis hun kunde gjøre det uden at spilde blodet og uden at skride ned, så skulde hun ingen anden straf have. Så gjorde hun det, og da hun ingen ting spildte, blev hun fri. Klavs blev samlet sammen igjen, et lagen blev svöbt om ham, og han blev lagt i en kiste og begravet. Lav han så var bleven jordet, kunde hun ikke være hjemme i huset for en stor sort hund, der kom hver nat, og den hund var der så mange, der blev ræd for. Alle dem, der kjørte ad kirkevejen, dem kom den efter og fulgte med dem til kirkelågen. Der blev den siddende og så på dem med et par store gloende öjne. Jordemoderen boede lige ved kirken, og hun blev jo tit hentet om natten. Så kunde de ikke komme om ved den. for hestene blev rædde, og de var da tit i piskeri med den. Den kom altid ud fra kirkelågen, når de kom. Klavses enke var jo mest i svært betryk med den hund. Så kommer der en gammel mand ind til hende, og hun klager sig jo til ham over det. Så siger han: "Det skal vi nok finde på råd for." Hun skulde få noget hörfrø, ikke for lidt, og strø det på vejen fra kirkebroen af og helt op til huset og runden om huset, et godt lag, og så skulde hunden aldrig komme mere. Det var også sikkert, den gjorde det heller ikke. Men hunden blev lige godt ved at gå fra kirkebroen og til kirken, se, det andet stykke kunde den ikke komme for hörfrø. Så om foråret løb de hörfrø så tykt op, te det var forskrække- ligt, og mange kunde ikke forstå, hvad det var. Konen blev gift igjen og fik det godt, hun og hendes anden mand kom grov godt ud af det, og alle byens folk, både unge og gamle, var så grov glade, te Klavs var henne. Den gamle pottemand kom slet ingen straf i. Ane Marie Pedersdatter, Egholt.
Map