Notice: session_start(): Ignoring session_start() because a session is already active in /srv/www/html/dfl2db/include/dbsettings.php on line 3
Story JAH_05_0_00347

Story JAH_05_0_00347

Up to stories list

Back to main menu

Story information
ETK index	Outdoor life / Livet uden døre
Publication ID	JAH_05_0_00347

Collection information
Associated informants and places

Story contents
Places mentioned in this story
Keywords associated with this story	skabe 1 bryde 1 land 1 sæt 1 kjende 1 træffe 1 følge 1 kirke 1 gribe 1 samtale 1 hue 1 bymand 3 tunge 1 smedje 1 hjælpe 1 husmand 1 jærnstang 1 løfte 1 hale 1 liste 2 ryg 1 forsigtig 1 mat 1 kraft 1 tur 1 kjælder 1 minde 1 følgeskab 1 samtidig 1 rede 1 brede 1 thi 1 flygte 2 hindre 1 langvejs 1 forståelse 1 ane 1 stork 3 ende 1 straffe 1 forskjellig 1 vadested 2 nå 1 vrinske 1 slem 2 vente 1 vending 1 aftægtsmand 1 vedkommende 1 anledning 1 pande 1 unge 2 skjule 3 forsæt 1 indvendig 1 kjælde 2 daget 1 drukne 1 tyv 5 heldigvis 1 tyveri 1 gammelgård 1 røbe 1 fængsel 1 grande 1 politibetjent 1
Text of Danish publication	347. 1. I Skrydstrup, to mil vest for Haderslev, havde for mange ar siden en mand hjemme, som hed Wolle tyv, og under dette navn var han bekjendt vidt og bredt. Han begyndte som lille dreng med at stjæle små- ting, og hans moder opmuntrede ham og kjælede med ham. En gang stjal han som dreng fra P. Husmands gård i Hjartbro en storkeunge, som han töjrede hjemme; men da folkene i Hjartbro opdagede tyveriet, hentede de storke- ungen hjem og satte den op i reden, og de gamle storke tog godt imod den, men den var bleven så meget forsat i vægsten, at den gamle storkemoder matte vente 1-4 dage med den, efter at de andre storke var fløjne væk, forend ungen fik kræfter nok til at rejse turen til fremmede lande. Som ældre stjal "Wolle tyv mest fra store folk, præster, herredsfogder osv. eller også fra kirker. Således fortælles om, hvorledes han en nat vilde brudt ind i Skrydstrup kirke og havde i den anledning først stjålet en jærnstang fra smedjen. Så havde han arbejdet et hul ned under dörtrinnet, men var stödt pa en stor sten på den indvendige side af dören, og denne havde hindret ham så meget, at han ikke denne gang havde nået sit forsæt. En aften gik en pige hjem fra Haderslev, og hun træffer da til at komme i følgeskab med Wolle uden at kjende ham. Jeg er da glad ved, sagde hun, at jeg fik følge- skab, for jeg er så ræd for den her Wolle tyv. Er du det, sagde han, véd du da af, at han har gjort dig eller nogen af dine lige fortræd? Nej, det vidste hun just ikke, men hun var så ræd alligevel. Lidt efter kom de til et vadested, hvor det ikke var let for pigen at komme over, men Wolle sagde: Sæt dig op på min ryg, så skal jeg hjælpe dig. Han bar hende så over vadestedet, satte hende forsigtig ned og sagde: Ja, nu kan jeg ikke følges længere med dig, men nu kan du gå hjem og sige, at kan "Wolle tyv gjøre ondt, så kan han da også gjøre godt en gang imellem, for det er ham, der har hjulpet dig over vandet. Så kan det jo nok være, at pigen skyndte sig hjem, det bedste hun havde lært. Flere gange var Wolle i fængsel, men han havde så små hænder, at han smøg jærnene af sig og flygtede. Men værre og værre blev det med ham. Så skete det en gang, at han mødte en mand, som han bad gå til hans moder og sige til hende, om hun vilde møde på bestemt tid og sted i skoven. Skjöndt vedkommende ikke kjendte "Wolle, anede man, det var ham, og et par mænd listede sig til for at høre samtalen mellem moder og sön. Da hun kom derud, så og hørte man da blandt andet, at "Wolle tog sin hue af og viste moderen sin pande og sagde: Se, nu har jeg fået æ tyvbrænde, og det er din skyld, for havde du straffet mig, da jeg var lille, i steden for at du hjalp mig, så var det ikke kommet så vidt med mig, men nu kan jeg ikke lade være; og får de nu fat i mig én gang til, så kommer jeg i rasphuset, og så er det snart ude med mig, for der kan ingen holde det ud ret længe. Der endte han så også. 2. I Hjartbro, Bevtoft sogn, boede en anden mand, som de kaldte Jyuer (o: Iver) tyv. Han ejede en gård i byen, men han gav sig meget af med at stjæle heste, som han skjulte i en kjælder, han havde gravet i Hjartbro skov. (Spor af denne kjælder skal have været at se i mands minde). Han stjal imidlertid kun heste langvejs fra og levede derfor på en god fod med sine bysmænd. For ikke at blive op- daget plejede han at gjøre hestene ukjendelige ved al male dem og give dem forskjellige aftegninger, og for at hestene ikke selv skulde røbe ham ved deres vrinsken, når de stod i jordkjælderen, bandt han dem tunge sten i halen: thi hesten vrinsker ikke, når den ikke samtidig kan løfte sin hale. Men til sidst var der en gang en mand, der fik øje på Iver, da han stjal en hest; han fulgte bag efter ham og så, hvor han skjulte den. Han listede sig oven i kjobet ind i kjælderen og trak hesten ud; men da kom Iver til og skjød på manden, men skjød heldigvis fejl, og manden undkom med hesten. Nu blev der sendt en fodsvend (man kaldte ham også tyvetrækker, politibetjent) ud for at gribe Iver, men han flygtede ned til åen og skjulte sig i sivene, og da fodsvenden ikke dér kunde finde ham, troede han, Iver havde druknet sig, og gik sin vej, men fra den dag holdt han op at stjæle. Flere år derefter skete det, at Hjartbro bymænd var samlede til grande. Da skete det, at Iver i samtalens løb kom til at sige: Jeg kjender dog en mand, som stjal, til han blev rig, og så holdt jeg op. Der var kun én af bymændene, der lagde mærke til den sidste vending, og da Iver, som sagt, levede i god forståelse med sine bymænd, blev han ikke røbet. Fortalt af en over 80 är gammel aftægtsmand, Anders Husmand, fra Bevtoft sogn. L. Gammelgård, Gislev.