Notice: session_start(): Ignoring session_start() because a session is already active in /srv/www/html/dfl2db/include/dbsettings.php on line 3
Story JAH_05_0_00410

Story JAH_05_0_00410

Up to stories list

Back to main menu

Story information
ETK index	Outdoor life / Livet uden døre
Publication ID	JAH_05_0_00410

Collection information
Associated informants and places

Story contents
Places mentioned in this story
Keywords associated with this story	kjære 1 tønde 1 kiste 1 pibe 1 tyk 1 tier 1 behov 1 skilling 1 frelse 1 nem 1 magt 1 lår 1 røgte 1 kram 1 miste 1 mening 1 kylle 1 rive 1 hård 2 tandpine 1 bordende 1 skilt 1 klage 1 pung 1 vant 1 haste 1 karl 1 tak 1 røve 1 kræmmer 7 befordring 1 trin 1 strikke 1 kule 2 undliv 1 byfoged 3 langkniv 5 løgn 1
Text of Danish publication	410. Jens Langkniv havde en kniv, det var ikke for det den var så gefærlig lang, men den var slem nok, for han havde en strikke om håndleddet og kunde kylle den fra sig og trække den til sig igjen. En gang byfogden i Skive og så hans kusk de var kjørende ad vejen og vidste ikke af, at Jens Langkniv var i nærheden, da kom hans karle og testede byfogden an, og så transporterede de ham ned i kulen, og han skulde jo af med det, han havde, og miste hans liv bag efter, det var jo meningen. Jens havde været taget en gang, men da var han ikke så slem en røver, som han nu var bleven, og da havde byfogden talt et godt ord for ham. Da han nu kommer ind i kulen, sad Jens for bordenden og røgte af en sølvbeslagen pibe. Han kjendte ham strags og rejser sig og giver ham hånd og takker ham for sidst. Han vidste vel sagt, hvad profes- sion han drev, sagde han. Nu har a magten over dig, men du har frelst mit liv en gang, og derfor skal hverken dit liv eller din karls liv eller din befordring mistes. Så fulgte han med ham op og hjalp ham på hans vogn og gav ham fri, men bad ham til sidst ikke komme den vej tiere for hans fornöjelse. Han vilde rigtig nok ingen onde gjøre ham, men det var lige godt bedst at lade det være. Sådan blev de godt skilt ad. Jens Langkniv blev nu ved, som han plejede. Men så en dag kommer en kræmmer med kram, og han har en kiste på ryggen. A kan huske de kræmmere, der gik med sådanne kister. Jens Langkniv lår da syn på ham og kommer efter ham. Kræmmeren så ham også og kjendte ham, for hver kjendte ham og vidste, at han kunde ikke undlobe ham, Jens havde lange ben og tog lange trin. Så smed kræmmeren sig ned på jorden, og den gang Jens kom ham nær, begyndte han at klage sig, som om han var så syg, og sà råbte han: À, kjære Kristenmand, i hvem du end er, så tag min kramkiste og de få skillinger, a har i pungen, og bring det til næste by og se, om du ikke kan få en Kristenmand til at kjøre ud efter mig. Jens Lang- kniv tykte, at ham havde han ikke behov at slå ihjel, her kunde han godt blive liggende, og så kunde han tage hans sager. Kræmmeren lå og sagde ham, hvordan han skulde spænde kisten på sig, for Jens kunde ikke vel komme af sted med at få den på ryggen, det var han ikke vant til, og den gang han havde nu fået denher gode börren på sig og skulde ikke nemt komme af sted med at rive den af sig igjen i en hast, så rejser kræmmeren sig. Nu havde han en rigtig god tyk knotteret kjæp, og så slog han ham over den ene skank, te han slog den næsten i stykker. Nå, Jens, hvordan har du det? nu kommer a mig. Han havde slået ham så hårdt, te han kunde ikke rejse sig selv, og så rendte kræmmeren efter folk, og Jens Langkniv blev taget. A véd ikke, hvor hård en død han fik, men hans tarmer blev strændt om en tønde. De spurgte ham ad, om han havde nu haft det så hårdt nogen tid. Så skulde han have sagt, men det er vel sagt lögn, om der er ikke mere af det løgn: Ja, han havde haft tandpine, det var hårdere end dether. Så kom han af med hans liv, og han havde jo også undlivet mange mennesker og gjort meget ondt. Så har a ikke hørt mere om ham. Peder Kristensen, Hvidbjærg.