Notice: session_start(): Ignoring session_start() because a session is already active in /srv/www/html/dfl2db/include/dbsettings.php on line 3
Story JAH_05_0_00415

Story JAH_05_0_00415

Up to stories list

Back to main menu

Story information
ETK index	Outdoor life / Livet uden døre
Publication ID	JAH_05_0_00415

Collection information
Associated informants and places

Story contents
Places mentioned in this story
Keywords associated with this story	skrækkelig 1 smide 1 flok 1 forved 1 hente 1 rende 1 pose 2 hakke 1 tabe 1 øge 1 opdage 2 behov 1 putte 1 folk 1 sko 1 more 1 smutte 1 hugge 3 fly 1 hav 1 vove 3 knæ 1 træde 1 fange 1 husbond 1 skjære 1 fortryde 1 vai 1 opmærksom 1 undtage 1 kniv 3 dække 1 mel 1 lænkehund 1 skrin 1 blade 1 indgå 1 indgang 1 kræmmer 2 godvillig 1 morads 1 fjæl 2 dynd 1 plyndre 1 kule 5 slagen 1 opklare 1 smadder 1 myrde 1 kræmme 1 røverkule 2 røver 2
Text of Danish publication	415. Der var i gamle dage et stort roverkomplot i Blakjær skor. Så var der en stor flok ridende ude at lede efter dem, og da trådte en af deres heste gjennem et lille hul, og da de så kom til at undersoge det, fandt de der røverkulen, som var dækket med ris og blade og lidt jord, så ingen kunde se andet, end at det var skovbunden ret og slet. La)ige-Jens var i det roverkomplot. Han havde en skrækkelig lang kniv, som han kunde hugge i folks klæder, og så kunde han trække dem til sig. Sa var en pige ude at skjære limeris, og han hakkede kniven i hende og trak hende til sig. Nu kunde hun lige så godt følge godvillig med ham, for ellers blev hun slagen ihjel. Så gik hun også med Hav hun kom ind i kulen, vilde Lange-Jens, at de alle sammen skulde more dem med den pige. Hun bad ju så grov for sig, men Jens vilde slet ikke høre tale om at bønhøre hende. Så var der en af de andre, der bad for hende, og han blev ved så længe, til hun blev fri. Lange- Jens sagde så, at det skulde han nok komme til at fortryde. Så måtte hun indgå på aldrig at sige til noget menneske, hvor hun havde været, eller hvor de boede, og på den måde slap de hende fri. Om natten efter, som hun var kommen hjem, stjal de en ko fra hendes husbond. Manden kunde ikke forstå, hvor den ko var bleven af. Der vai jo megen snak om de røvere, men han vidste ikke, hvor han skulde få deres kule opdaget. Nu havde denher pige jo indgået pa ikke at sige, hvor de var, men hun var lige godt vred på dem og vilde nok have det opklaret. Så går hun ud til lænkehunden og fortæller den alt det hele og siger til deu, at hun vidste nok, hvor koen var. men hun turde ikke vove at sige det. Imens stod manden henne i dören og hørte på det. Når de nu vilde fly hende en pose med noget mel i, vilde hun skjære hul pà den, og så gå op ad det sted, hvor røverkulen var, og så skulde de følge i det spor, hvor melet var tabt. Manden får sa en pose mel sat ud til hende og hun skjærer hul på den og tager den på ryggen og går hen ad kulen til, og da hun var kommen der, gik hun tilbage igjen. Manden fik nu samlet så mange folk af byen, som han kunde, og de skulde ud at finde kulen. Da de kommer derud, hvad sá? for ingen turde vove at gå forst ind. Omsider er der en vovehals, som vovede sig ved det. Aldrig så snart han er inden for hullet, sà hugger Store-Jens kniven i ham, og han er strags død. Da render manden om til den anden side af kulen og får der en indgang opdaget og får kradset op øg vil gå derind. Da han kom lidt ned, kunde han se, at der gik koen. Roverne bliver opmærksom pà, at det var også galt der. Folkene havde store ogser og knive med dem, og så begynder de at hugge løs og slå ihjel af røverne og får dem også myrdet undtagen Lange-Jens, han smuttede fra dem og rendte hans vej. De fik nu koen med dem, og hvad de ikke kunde bære, det kjørte de efter siden, og s.i tog de alt hvad der var. Lange-Jens rendte ud i mosen. Der var et stort hul med dynd og vand og smadder, og der havde de en fjæl lagt over. Når de havde plyndret nogen af, så bar de dem der ud på den fjæl og puttede dem ned i moradset, for så var de henne. Der stod Lange- Jens ude en hel nat, nu var han jo ene tilbage og turde ikke komme hjem igjen. Anden dagen kom der en kræm- mer til ham, som var gået vild. Han kunde se, at det var Lange-Jens, for ham havde han hørt sa megen snak- om, og han bliver ræd og smider sig ned på jorden. Da Jens nu kommer, siger han, at han er bleven så meget grov syg, om han ikke vilde rende ind til byen efter folk, så måtte han få alle de penge, han havde. Han havde dem i hans skrin, men kræmmeren var så syg, at han kunde ikke selv finde dem, så skulde Lange-Jens se efter dem. Jens tager det i ro, og han lægger sig ned pa hans knæ forved kisten og begynder at lede. Da får kræmmeren fat på en stor runte, og så slog han forst det ene ben over pà ham og bag efter det andet. Den gang han havde gjort det, så siger han: Nu er det nok bedst, a går hen og henter folk, for nu er a ikke syg, men a tror nok, du har det sådan, te du kan have det behov. Så gik han efter folk, og så blev Jens fanget. Ane Marie Pedersdatter, Egholt.