Notice: session_start(): Ignoring session_start() because a session is already active in /srv/www/html/dfl2db/include/dbsettings.php on line 3
Story JAH_05_0_00505

Story JAH_05_0_00505

Up to stories list

Back to main menu

Story information
ETK index	Outdoor life / Livet uden døre
Publication ID	JAH_05_0_00505

Collection information
Associated informants and places

Story contents
Places mentioned in this story	Oplev
Keywords associated with this story	væsen 1 krat 1 plove 2 jage 1 gammel 1 fortælling 1 klæde 3 rig 1 middag 1 gribe 1 slåe 1 sjælden 1 fald 1 færd 2 tyde 1 to 1 pæn 1 hobe 1 gjemme 1 kram 2 fly 1 miste 1 træt 1 handle 2 strænge 1 syne 1 plov 1 ung 1 forestille 1 sæk 1 forlange 1 pung 1 løs 1 rå 1 pleje 1 sølvpenge 2 snakke 2 søster 1 kvart 3 ane 1 tavse 1 kræmmer 9 ur 1 hensyn 1 frammers 1 ulempe 1 øve 1 kroere 1 æventyr 1 overlade 1 høved 1
Text of Danish publication	505. Der boede to søstre her i Oplev, den ene var rig, og den anden fattig. De boede i Jens Markussens og Anders Jensens gård, de to søndre gårde. Den rige var den ældste, og den fattige var sådan en kjön ung kone. De havde ingen folk uden en tos til at kjøre ploven, når de plovede, for den gang brugte de jo de gamle hjulplove med fire for. Når der skulde harves, måtte konen selv ud med krikkerne, for de havde ikke pigen til hjælp, uden når de plovede. Når de så var trætte til hobe, skulde konen hjem at give høvederne. Så kom der en jødekræmmer en dag ind til den fattige søster, da hun var kommen hjem af marken, og han viser jo hans kram an og vil handle med hende. Hun sagde nej, hun skulde ikke handle, for hun havde ingen penge. Men han sagde, at hun skulde lede omkring i den gamle jærnbundne kiste, der stod der inde, så fandt hun nok nogle. Nej, der var ingen, det vidste hun nok. Nå, han viste hende jo ét pænt klæde efter et andet, som kræmmerne plejer. Ja, hun havde lyst nok til dem, men det kunde nu ikke hjælpe. Så ser han noget vist på hende og siger: her var et klæde, som han vilde give hende, om han måtte ligge ved hende et bitte korn. Deher jødekræmmere havde jo og lyst til det. Det turde hun ikke, for når manden fik at se, hun havde det klæde, så vilde han have at vide, hvor det var kommet fra, han vidste jo, hun havde ingen penge. Så tager han hans pung op med så mange sølvpenge i og flyer hende en skilling, den måtte hun have, så manden vidste det ikke. Da konen så, at kræmmeren havde de mange sølvpenge, sa hun til solen og sagde: Nej, det er nu middag, og så kommer manden hjem. Men a véd et andet råd, i aften skal han til mølle og hente korn til krikkerne, så skal du komme og forlange kvarter, så kan det nok gå. Det forslag tykte han godt nok om. Hun snakker med manden om det og forestiller ham, at det var godt at få fat i de penge. Nu skal du stå ude i frammerset og tage imod ham, og så skal du gjøre dig færdig, som om du vil til mølle. Nå, så kom kræmmeren og vilde have kvarter der. Nej, det var deres lejlighed ikke til at have sådanne folk i kvarter, siger manden. Ja, de havde plads nok, han var godt tjent med det. Men de havde heller ikke noget at lægge på sengen, nej, han fik at gå til kroeret der var kro i Gravlev den gang. Nej, det kunde han ikke, for han skulde vester på næste morgen. Ja, så overlod manden det til sidst til konen. Hun var også stræng at komme af sted med, men omsider fik han lov. Så trækker manden i hans lange tröje, får en sæk under armen og kjæp i hånden og beder konen om at give krikkerne en gang, og så skulde hun jo lave noget nætter til kræmmeren. Men det tog tid, og manden kom hjem, inden de var helt færdige. Kræmmeren var endda kommen i seng, og nu klistrer manden på den arme kræmmer. Konen hun hvælld, at han måtte ikke slå ham sådan. Jo, han havde stået uden for og hørt, hvad han havde snakket med hans kone om, og nu skulde de slåes ihjel begge to. Hun får da mon til at få i kjæp med ham, og kræmmeren får hans klæder under armen og ud ad dören, som manden havde slået op. Men manden bag efter ham og jager ham ned i krattet ved Gravlev. Så slap han med livet, men hans penge havde han mist og hans kramkiste med, det turde han ikke hente siden. Jens Kristensen, Ersted. Når vi hører om al den uret og alle de voldshandlinger, der er blevet øvede imod de omvandrende kræmmere, må vi ej heller være aldeles tavse med hensyn til selve disses rå færd. Ti at den under- tiden og endda vel ej sjælden har været som oven for skildret, tyder en stor del andre skjæmtende fortællinger og æventyr på, og de synes at være i mange træk som grebne lige ud af livet. Kræmmerne skal da ej stå som helt brødefri væsener, og et løst liv har mange af dem i alt fald ført. Da jeg var et ungt menneske, fik en krammer mig på en ret snedig måde til at hjælpe sig at gjemme noget kram. Jeg anede ikke, at der var noget misligt derved og kom da heller ingen ulempe i, men han har naturligvis gottet sig over min godtroenhed og medynk med hans vanskelige færd. E. T. K.
Map