Notice: session_start(): Ignoring session_start() because a session is already active in /srv/www/html/dfl2db/include/dbsettings.php on line 3
Story JAH_06_0_00108

Story JAH_06_0_00108

Up to stories list

Back to main menu

Story information
ETK index	Our forebears' way of thinking and spiritual life / Vore fædres tankesæt og åndsliv
Publication ID	JAH_06_0_00108

Collection information
Associated informants and places

Story contents
Places mentioned in this story	Asp Avsumgård Holstebro
Keywords associated with this story	bestille 1 alvor 1 skrækkelig 1 stille 1 jage 2 veje 1 skrive 2 opgang 2 sol 3 bæst 2 grå 1 konge 1 fæste 1 stærk 1 tort 1 endogså 1 husmand 1 sted 1 rykke 1 jord 1 modig 1 villig 1 møde 3 pege 1 ling 1 hulle 1 ønske 1 hund 1 amt 1 true 1 ske 1 forundre 1 herre 1 re 1 svare 1 skyde 1 stakkel 1 syne 2 træde 1 koge 1 ræv 1 by 1 forlegenhed 1 jævn 2 stege 1 stikke 1 skred 1 leje 1 kvindfolk 1 sild 1 skikke 1 løs 1 rå 1 spise 1 steg 1 krop 1 tjeneste 1 landevej 2 stige 2 føle 1 vrede 1 vare 1 splitte 1 jæger 1 tak 1 bojet 1 spørge 1 hul 1 dring 1 tid 1 person 3 spænde 1 skjand 1 uafladelig 1 tyr 1 kvind 1 gammeldags 1 forspændt 1 sjette 1 vesteregn 1 næsvis 1 våd 1 vejrlig 1 forgå 1 ordret 1 tilsige 2 amtmand 7 skik 1 røver 1 billig 1 mulkt 2 arrestere 1 overtage 1
Text of Danish publication	108. Der boede en mand i Vesteregnen noget norden for Holstebro, og ham kaldte de Per Timling, det var sådan en sær konstig træjring. Han var fra gården Timling i Asp sogn og blev taget til gardist under Frederik den sjette, som lagde mærke til ham, og hos hvem han kom til at stå meget höjt, sa han endogså mere end én gang hjalp ham ud af forlegenhed. Efter at være kommen hjem fra tjenesten overtog han sin fædrenegård, som da var fæste under Avsumgård. Kort efter skulde der anlægges en ny landevej gjennem sognet, og de folk, der skulde stikke den af, kastede huller op over hans ejendom så vel som mange andres; men han vilde nu ingen landevej have der, og så gik han og trådte hullerne ned, efter som de grov dem. De truede ad ham, men for- gjæves, Peder Timling blev ved sit. Om aftenen kom de og vilde have ham arresteret, men han var intet steds at finde. Han rejste nemlig over til kronprinsen og fik udvir- ket ved ham, at vejen kom til at gå uden om hans mark, som man kan se endnu, da den går lige vesten om Tim- ling jorder. En gang var han ordret til at skulle i kongekjoren i Holstebro med en stærk og beslagen vogn ved solens opgang. Men så møder han ikke inden om formidden klokken halv- tolv, og han kom kjorende med en skravvogn, hvorpå den ene side var i stykker; men så havde han stilt hans hus- stige an der i stedet, og for vognen var der spændt et foløg og en tyr. Da han kom, havde de lejet en anden vogn, og den var kommen af sted, som godt var, for denher befor- dring var ikke videre skikket at kjore med. Han fik jo skjænd og blev spurgt om, hvi han tøvede saa længe, det var jo likke ved solens opgang, sådan som han var bleven bojet. Dertil svarer han: Ja, a har min Gud og Herre altid hørt, æ sol gik op til klokken tolv, og så mente a jo, det var tids nok. Det kunde de nu ikke finde på at sige noget til; men hvad var det så for et kjøretöj? Han var bleven tilsagt at mode med en vel forspændt vogn. Ja, det var de stærkeste dyr, han havde. End så vognen, den skulde jo være stærk og velbeslagen. Ja, stærk var den, derfor havde han sat stigen i den ene side, og mere for- svarlig kunde de ikke ønske dem den. Da de så ikke kunde få mere ud af ham, fik han lov til at kjore hjem igjen. En tid efter bliver han atter tilsagt at møde i konge- kjoren, han skulde kjøre med amtmanden fra Holstebro til Ringkjøbing, og da bliver der givet ham rigtig besked, så han møder da med heste for. Da de kommer en halv mil vesten Holstebro til et par gårde, der hedder Fröjk, så står han af vognen og går ind i den ene af dem. Hvor vil Per hen? siger amtmanden. A vil mænd ind og have nogle ferske sild at spise, a bestilte dem, da a kjørte her- hen, for a kom så tidlig te'n hjemme fra, te a fik hverken vådt eller tort. Så måtte amtmanden og hans sön, der var med. blive siddende ude på vognen, imens Per var inde, og det tog lang tid. Endelig kommer han, og de kjører igjen. Nu var det sådan et råt vandet vejrlig, og det var en af de gammeldags veje, der var jævn god somme steder og skrækkelig hullet andre steder. Så var manden skikke- lig godt kjørende, og hans bæster var noget modige i det. Hvor vejen var jævn og god, der kjørte han. te det skred knap af sted, men hvor den var stenet og hullet, der kjørte han alt det, bæsterne kunde himmelspringe. Er du gal. mand! råbte amtmanden, da tålmodigheden omsider forgik ham. Nej, siger Per Timling, men a har altid hørt for en sige, te en kunde ikke komme for rask over det onde, det gode derimod det vil en gjærne skal vare så længe, som det kan. Så sad amtmandens sön jo og snakkede uafladelig, for det var nyt for ham at komme ud på landet, og han spurgte ud om alle de byer, de kom forbi, og talte løst og fast om mange ting, noget fik han svar på og noget ikke, det var så næsten ikke til at sige noget til. Til sidst bliver amt- manden kjed af at svare ham og sad og brummede. Så måtte Per Timling holde for. men endelig bliver han også kjed af det, og så vender han sig om til amtmanden og siger: Da har vi, min Gud og Herre, tre vise personer her på vognen. Hvordan synes Per det? siger amtmanden. Jo, for amtmanden er lovvis, og a er vejvis, men hans dreng er rigtig næsvis. En dag kom der nogle jægere fra Avsumgård og vilde jage på hans mark med deres hunde. Så kommer de på spor efter en ræv, og den jager hundene ind i sit hul; men så giver jægerne dem til at kaste den ud og får den da endelig taget. Så hen i efterårstiden skyder Per Tindings karl en hare, og det havde han jo ikke lov til i den tid, hvorfor han bliver indvarslet til at give mulkt for det. Sa siger Per Timling: Når du vil give mig en mark, skal a mode for dig. Ja, det vilde han gjærne. Han møder da og bliver forhørt, og enden bliver, at han skal betale fem daler i mulkt. Om han tykte, det var ubilligt? siger de. Nej, det er min Gud og Herre billigt. Om han vilde så gå ind på at betale og skrive hans navn under. Ja, det var han villig til, men forst vil a spörge de gode herrer om én ting. A havde en stakkels husmand, der boede på min mark og gjorde ingen fortræd. Så faldt der røvere ind hos ham, hans hus splittede de ad, og ham tog de af med livet og tog hans døde krop med dem; hvad straf synes I, sådanne personer skal lide? Ja, de syntes, te ti daler var ikke for meget. Nå ja, det er de personer, her står" så pegte han hen på jægerne og når I nu skriver, de bör betale ti daler, så vil a og betale fem for min karl. ellers får I ikke noget." Så måtte jægerne rykke ud med deres ti daler, og Peder Timling fik de fem af dem. Men han havde endnu ikke fået spil nok af jægerne. De havde en gammel kat til Per Tindings, der var helt uduelig, og så siger han til kvind- folkene, de skal tage livet af den og få den kogt og stegt godt i smör. Det sker, og så lader Per hans karl gå ned til Avsumgård at bede en tre stykker af jægerne komme derop i aften og spise en ret mad hos ham. De takker og siger ja, og da stegen kom på bordet, så den så nydelig ud, at de troede, det var en hare. Derfor tog de dygtig til dem af den. Men da de skulde til at hjem, og han så føl- ger med dem uden for. så spörger han dem, om de vidste, hvad de havde spist. Ja, de bliver nok så forundrede og siger, det var naturligvis haresteg. Nej, det var vor gamle grå kat, kvindfolkene standede til." Så kan det nok være, de for alvor blev vrede på ham, men der var ikke noget for dem at gjöre. A. Pedersen, Nes.
Map