Notice: session_start(): Ignoring session_start() because a session is already active in /srv/www/html/dfl2db/include/dbsettings.php on line 3
Story JAH_06_0_00114

Story JAH_06_0_00114

Up to stories list

Back to main menu

Story information
ETK index	Our forebears' way of thinking and spiritual life / Vore fædres tankesæt og åndsliv
Publication ID	JAH_06_0_00114

Collection information
Associated informants and places

Story contents
Places mentioned in this story	Hostrup Varde
Keywords associated with this story	historie 1 bryde 1 jage 1 nævne 1 sidde 1 kjende 1 herfra 1 hjemad 1 kirke 1 tælle 1 marked 3 forbavse 1 smedje 1 herop 1 lomme 1 betale 2 færd 1 tabe 1 sko 2 svire 1 kalv 1 pæn 1 skrabt 1 stol 2 handel 1 potte 1 forstå 1 fod 1 spasere 1 sikken 1 jer 1 svare 4 ordentlig 1 stakkel 1 strænge 1 syne 2 næse 2 tår 1 bi 2 husbond 1 nogenlunde 1 bænk 1 lever 2 øse 6 drikke 1 bordende 1 klage 1 tro 1 indenfor 1 ryk 1 dom 1 få 7 sagtens 1 skam 3 snakke 1 mor 1 tænke 4 goddag 3 tale 1 de 1 sigte 1 forstyrret 1 alter 1 va 1 aftenstund 1 skjand 1 hviske 1 mene 1 leder 2 kirkegulv 1 fjorten 1 jamen 2 helligånd 1 berette 1 blive 1 hovede 1 jaja 2 flittig 1 fa 2 bemærkning 1 krikke 2 bøde 1 hovbonde 1 skjælm 1 landgilde 1 steffens 1 modstand 1
Text of Danish publication	114. Der var en gammel præst i Ose, der hed Hr. Hjerrild, han var meget flittig til at overhøre i kirkerne. En dag bliver han i Øse kirke en lille fremmed dreng vaer, og så siger han: Hvor er du fra, og hvad er du? A er fæhøwer i Hostrup. Kan du sige mig, min dreng, hvormange tro du har? Det véd denher stakkels dreng jo ikke. Nu sad netop Per Hansen i Hostrup i stolen lige indenfor. Det var præstens skik at gå op og ned ad kirkegulvet, og, nårbörnene ikke kunde svare, da at se over til folkene i stolene. Så hvisker Per Hansen til drengen: Når han kommer nu tilbage til dig, så skal du svare, at du skal sige ham det i dag 14 dage. Nå, så kommer præsten spaserende tilbage og siger: Nå, har du tænkt over det, kan du så sige mig det? Nej, a kan ikke, men om 14 dage så skal a sige det. Jaja, det er også godt. Fjorten dage efter var god dreng i kirke igjen, og præsten ser ham: Nå, der har vi dig, der er fæhøwer i Hostrup, kan du så sige mig, hvor mange tro du har? Ja, a kan, a har halvfemte. Hvordan kan du gjore rede for det, min dreng? Jo, a tror på Gud fader og Guds sön og Gud Helligånd. Så holdt han op en lidt. Naja, det er rigtig, men det var kun tre. Ja, de skal nok komme, fåer. Så tror a, min moder er moder til mig. Ja, lad gå, siger præsten og tager sig op til næsen, men så den halve tro? Det er a snart ikke for at sige. Jo vist skal du så, frem med det. Ja, så siger de jo, præsten han skulde være fader til mig, men det troer a kun for halvt. Præsten gav nu næsen et ordentligt ryk og sagde: Der har fo den skam1) Per Hansen været. Samme præst kunde for resten godt lide Per Hansen, for der var noget vittigt over ham, og han var forstandig. Det skete en aftenstund, at Per Hansen var kommen op til præsten i et ærende, og så kom de til at sidde hver på enden af en bænk. Da de havde snakket lidt, siger Per- Hansen: A skal skam hjemad, a sidder og holder ham oppe, fåer. Nej, så mænd gjör han ikke, bliv kun sid- dende, vi kan sidde og tale lidt sammen. Jaja, så sad de jo lidt. Men lige med et rejser Per Hansen sig hurtig op, og så falder præsten. Ja, sagde a det ikke nok, fåer, a sad og holdt jer oppe. Ja, sådan mente jeg det ikke. Jamen sådan mente a det, fåer. Per Hansen er en skjælm. En anden gang havde Per Hansen haft kone og barn i kirke, og så kom han ikke hjem fra kirken med hans folk, men blev siddende oppe i Øse og svirede, for han var ikke fri for, at han vilde tage sig en tår, og det var jo ikke kjönt. Det fandt præsten også, og han satte ham da i helligdags- bøde, og den skulde betales til præsten. Per Hansen kom også til bestemt tid og gjorde ingen modstand. Goddag, *) Han havde også meget den sige: fo min pakkes færd. siger han. Goddag, Per Hansen. A skulde jo herop og have denher helligdagsbode betalt. Ja, det skal han jo, jeg kunde ikke andet end domme ham. Ja, det er a kjed af. Men hvorfor slap de andre fri, der sad ved mig, fåer? Ja, det kunde præsten ikke svare på, og så blev Per Hansen fri. Ved en anden lejlighed havde Per Hansen fået skik- kelig meget at drikke, og da han så præsten komme, lod han sig falde ned og lå sådan og skrabte omkring med hænderne. Så kommer præsten: Hvad er det? det er jo min gode Per Hansen, der ligger. Ja, det er, fåer. Jeg synes, I leder efter noget, hvad leder I efter? Efter æ måde, falil. Jeg synes, jere öjne er så rode, Per Hansen. Det er af æ bare drikken, falil. Men hvordan tænker faer. te hans og så æ medhjælpere deres de vil blive, inden de kommer herfra? Det véd jeg så mænd ikke, siger præsten. De går rent sammen, falil. Præsten havde jo to medhjælpere eller fattigforstandere. Et år kom præsten ned til Per Hansen for at tage kvægtiende af lam og kalve og bi. Da han var kommen ind og havde sagt goddag og sådan, siger han: Nå, min gode Per Hansen, hvor mange bi har han i år. Det véd a skam ikke. faer, men vil han folges med ud i æ kaikur, så vil a jage ud, og så kan han tælle. Jaa, det var ikke sådan ment, Per Hansen, jeg mener, hvor mange bistader han har. Ja, det er en anden sag, fåer, det véd a jo nok. Per Hansen blev en gang syg, som enhver kan blive, og kom i tanker om, han vilde have præsten ned at berette sig, for en kunde jo ikke vide, hvad det vilde blive til. Altså gik der bud efter ham, og han kom. Per Hansen tænkte ved sig selv, mens karlen var efter præsten: Det kan være, han vil blive dygtig stræng ved mig; dersom a kan nogenlunde, så vil a op og sidde ved bordet. Da præsten så kommer ind, sidder Per Hansen for bordenden. Det hovede præsten ikke så meget godt, han havde tænkt, at han vilde give ham nogle skjænd nu, han kunde over ham, og da han mente, at Per Hansen havde været noget farisæisk, tog han til tegst til sin tale: Farisæeren og tolderen, og blev ved dem begge to i talen et lille stod; men omsider slap han tolderen og blev ved med farisæeren. Per Hansen kunde sagtens forstå, at det var montet på ham, og da han havde siddet og hørt på det en lidt, blev han kjed af det, ug så siger han: Hvor blev den ene af, falil, a tykte, han havde to, lav han begyndte. Over denne bemærkning gik præsten helt fra, hvad han vilde have sagt, han blev så forstyrret, at han gik helt i stå, og Per Hansen kom ikke til alters den dag. Per Hansen var hovbonde til Nörholm og havde slet ikke for godt ved at svare hans landgilde. Så en dag han er der nede for at skal betale den. har han den ikke alt- sammen, og han klager sig en lidt. Ja, min gode Per Hansen, siger Teilmann, han skulde også kjore hen med nogle flere potter ligesom de andre mænd. Ja, a kjorer meget for mange hen, min gode husbond, svarer han. Sikke noget snak. Ja, a mente dovrepotter. Nåå, ja, så var det ikke mere, for Teilmann forstod nok, hvad han mente. Per Hansen sigtede til, at han skulde kjore alt for tit til hove. En gang red han til Yarde med en gammmel krikke, han vilde have solgt på markedet. Da han red gjennem Sig, kom der så mange hunde efter ham. Han kom så på markedet og holdt en tid, men der kom ingen kjöbmænd og vilde kjobe denher krikke. Så råbte han: Nå, nu kan du stå, för var der nok, der vilde have dig, og nu er der ingen, der vil have dig. Han mente jo Sigs hunde. Om hr. Hjerrild fortælles der også mange andre mor- somme historier. Præsten gik tit om til smeden, der boede tæt ved præstegården. En dag kommer der en pæn mand ridende, og han står af og går ind i smedjen og siger, at hans hest har tabt en sko, han vil have smeden til at lægge en ny under. Ja, det kunde jo godt ske. A er ikke for at holde den op, siger han og vender sig til præsten, det kunde være, a kunde få dig til at holde foden op på den. Ja, det kunde han godt. Da den var skoet, så greb manden i lommen og tager 8 skilling: Yærsgod. og så skal du have tak. Men præsten siger: Nej, be- hold du kun pengene, fålil, jeg tænker, jeg har flere som dig, og så gik præsten strags. Det blev denher fremmede mand jo lidt forbavset over og siger til smeden: Hvem var denher mand? Det var jo vor præst. Var det præsten, det var endda slemt, for a sagde du til ham, det er a da kjed af. A skulde snart om at bede om for- ladelse ved ham. Nej, det skal du slet ikke, det bryder præsten sig ikke om. En anden gang var han til marked i Varde og kjöbte en ko af en mand. Da de var enige om handelen, så siger manden, der har solgt den: Hvor skal a levere den? Å, du kan levere den nede på klubben. Ja, det kan a jo godt, men hvem skal a nævne? for a skal da sige, hvem der skal have den. Du kan sige, det er til Hans Vestergård i Øse, det er en, han har kjöbt, så skal karlen nok tage den og sætte den ind. Så kommer da manden hen til klubben: Her kommer a med en ko, Hans Vestergård i Øse har kjøbt af mig, vil du tage imod den? Jamen a kjender ingen Hans Vestergård i Øse. Så kommer en pige ud i det samme. Véd du af en mand, der hedder Hans Vestergård i Øse? siger karlen til hende. Jo, siger hun, det er jo præsten, det kan du nok vide. Så lo de jo ad det. C. C. Steffensen, Adum.
Map