Notice: session_start(): Ignoring session_start() because a session is already active in /srv/www/html/dfl2db/include/dbsettings.php on line 3
Story JAH_06_0_00375

Story JAH_06_0_00375

Up to stories list

Back to main menu

Story information
ETK index	Our forebears' way of thinking and spiritual life / Vore fædres tankesæt og åndsliv
Publication ID	JAH_06_0_00375

Collection information
Associated informants and places

Story contents
Places mentioned in this story
Keywords associated with this story	tænde 8 hud 1 smide 1 historie 1 rolighed 1 række 1 råbe 1 æde 1 knække 1 tønde 1 djævel 8 hjemad 2 træffe 1 gribe 1 sikker 1 tyk 1 forvej 1 hænde 1 løverdag 1 lygte 6 slæbe 2 rem 1 fy 1 møde 1 hulle 1 spøgelse 1 bagefter 1 fod 1 kylte 1 kylle 2 hård 2 næse 1 kirkefolk 1 dristig 1 bi 1 vandre 1 hænge 1 kristen 1 skynde 1 samtidig 1 smage 2 værk 2 læse 2 meddele 1 drive 1 sind 1 fed 4 nysgjerrig 1 snakke 1 tænke 1 snar 1 lukker 1 derinde 1 stald 1 fram 1 voldsom 1 grave 1 bugt 1 bevis 2 heldig 1 djævelskab 1 vente 2 skraber 1 mager 1 nød 1 munk 14 fangst 2 ihvordan 1 hæslig 1 ærende 1 ovenstående 1 tyv 6 tværtimod 1 satan 1 uvæsen 1 benhus 5 vædder 1 fortjene 1 kjøb 1 puster 1
Text of Danish publication	375. Der var to karle, som snakkede om, hvad pro- fession de skulde tage dem for, som de kunde tjene mest ved. Så blev de ens om at give sig til at stjæle, for det troede de da nok, der var mest at fortjene ved. Nu skulde de da til at lægge over med hinanden, hvor de skulde gjore deres förste fangst. Ja, siger den ene, a véd, hvor der står en fed bede i en stald, den vil a have. Da véd a, hvor der står en tønde valnødder, siger den anden, den tror a nok, a må helst tage. Det skulde nu være deres förste prøve; og så satte de deres mødested ved kirken, når de havde gjort deres fangst, for der mente de der var et sted, hvor de kunde være fri for folk ved nattetid. Ham, som vilde stjæle valnødderne, ham varede det ikke længe med, inden han kom til kirken, og så står han jo og venter lidt efter hans broder for nu kaldte de hverandre brödre. Nu var det koldt den aften, og så gik han ind i et benhus, der var ved den samme kirke; der sætter han sig, og nødderne, som han har taget med sig, dem giver ban sig til at knække og spise af. Norden for kirken lå et munkekloster, og der i det kloster var både en gammel munk og en ung munk. Den gamle var sådan af værk i fødderne, at han kunde ingen steder gå; men så havde han den unge til at gå ærender for sig. Sådan havde han da og været ude den aften i en by, der lå på den anden side af kirken. Da han kommer og går hjem, hans vej var altid over kirkegården, da hører han en, der siger inde i benhuset: Fy for Satan, hvor vrang smager du! Han bliver jo lidt forskrækket og løber af hjem til den gamle og fortæller da op for ham, te der var en djævel omme i benhuset, som åd af benene, og han klagede over, at de smagte så vrangt. Nu var den gamle noget vred i forvejen over, at den unge havde biet for længe i byen, og dette her gjorde ham ikke bedre sindet. Han giver ondt af sig og siger, om han troede, te djævle kunde sidde inde og æde af kristne ben; nu skulde han skynde sig at få ild gjort på og få noget mad lavet, at de kunde få noget at leve af; han kunde jo selv ingen steder gå og ingen ting sörge for. Den unge munk kommer fram, men da var ilden ude, og så skulde han jo over til byen og have lys tændt; men da han kom gående med lygten og vilde over at have lyset i den tændt, da var tyven ude at se efter hans broder, om han ikke kom. Den gang han nu hører en komme gående, tror han, det er ham, og råber: Komst du nu, broder? Men munken gav intet svar, han bliver rent forstrækket og galopperer over til byen, det bedste han kan. Der får han hans lygte tændt og kommer så tilbage igjen. Nu tykte han, han var lidt mere dristig, da lyset var tændt, og så går han hen og lukker dören til benhuset op og vil se, om der også virkelig var noget derinde. Men nu han stod med lygten i hånden, kunde han ikke se den der inden for, for lysskjæret blænd- ede ham, men den anden kunde så meget godt se munken. Tyven giver sig til at slå efter ham med dødningeben. Først slår han hans lygte ud, og bagefter slår han hans hætte af hovedet på ham med et dødningehoved, og det falder i hætten, og den bliver hængende bag på ryggen af ham, ved remmen. Nu bliver munken forskrækket igjen, som da ikke var så sært, og sætter af hjem til den gamle. Men da han ikke havde lys endnu, knurrer den gamle og giver meget ondt af sig. Så fortæller den anden jo alt, hvad der var hændet ham; hvordan der var noget, der havde råbt efter ham, da han gik om til byen, og hvordan det havde slået hans lys ud, da han kom tilbage igjen, og oven i kjøbet slået hans hætte af. I det samme mærkede han, at den hængte på ryggen, han rækker da om med hånden og trækker den op, men så falder dødningehovedet ud og skraber huden af næsen på ham, idet den falder på jorden. Se her, gode fader! her er bevis nok på, at der var djævelskab deromme. Så var det først, den gamle vilde tro det. Nu var det jo rent galt: lys havde de intet af, og den djævel skulde de dog have fordrevet, at han ikke skulde komme til at drive sit uvæsen der. Så siger den gamle, om han kunde da ikke få lyset tændt igjen i byen. Ja, han var jo ikke meget for at gå over kirke- gården, men han fik at prøve det. Den gang gik det jo heldig nok, for da var han ikke så nysgjerrig med at gå hen og se, og så kommer han jo hjem med tændt lys i lygten. Nu skulde den gamle til at gjøre sine forberedelser for at få djævelen fordrevet. Han tager to store lys med sig, og lige udenfor benhusdören der graver de to huller og sætter et lys i hvert hul, hvorpå den gamle sætter sig midt imellem dem og læser i en stor bog. Dette her kunde tyven jo ikke godt have. Han giver sig til at kylle med de døde ben ud efter munkene og får også beld til at slå begge deres lys ud. Men imens havde den gamle læst hans besværgelser og bönner, som der skulde til, og da de ikke ret hjalp, men det tværtimod lod til, at djævelen var hård at få bugt med, så kom han ved den unges hjælp hen til dören og vilde se derind, om han da ikke skulde kunne få kanaljen dreven ud af benhuset. Men det kunde ikke lade sig gjøre. Lygten, som de endnu havde tændt, træffer tyven sådan, at lyset går ud, og han kyller så voldsomt med ben, at han slår bogen fra den gamle. Nu havde de jo ingen ting at gjøre med, og så måtte begge munke luske slukørede af hjemad. Den gang de kommer hjem. snakker den gamle om, om de ikke kunde få lyset tændt endnu en gang. Nej, det var der da ingen råd til, mente den unge, for han gik ikke derom til byen, ihvordan det siden gik til, så vilde han lade djævel være djævel. Så vidste den gamle ikke, hvad han skulde gribe til, for gå ene kunde han jo ikke, og djævelen skulde fordrives. Men, siger han, tænker du ikke, du kan bære mig? Jo, det troede han da nok. Ja, så må du vandre med mig derom i mørke! Men den gamle munk var tyk og fed og hård at bære, så den anden puster hæslig over det, den gang han kommer slæbende med ham. Nu var jo tyven sikker på, det var hans broder, der kom med vædderen, da han hører denher pusten på det, der kom slæbende, og så går han ud og siger: Er han også fed? Ja, siger han, den unge munk, enten han er fed eller mager, så har du ham der! Og så smider han den gamle munk af ryggen og sætter af hjemad. Men den gamle var snar til at komme på benene, og han løber så rask, te han kommer hjem för den unge. Den gang munkene var rendte, vilde tyven ikke vente længere efter hans broder, han bandt for sine nødder og gik sin vej. Nu slår de dem til rolighed til dag, deher to munke. Det var om en løverdag nat, og søndag morgen møder de omme ved kirken og fortæller kirkefolkene, hvordan et spøgelse der havde været i benhuset, te de havde slåedes med den hele nat. Og hvordan det havde kylt med de døde ben, kunde de se, for de lå over hele kirkegården, og til bevis på, at det ikke var lögn, de fortalte dem, kunde de se, at den gamle munk, som havde været sådan af fod- værk og ingen steder havde kunnet gå, han var nu af for- skrækkelse bleven så rørig og rask, te ban kunde gå, hvor han skulde. Niels Frederiksen. Ovenstående historie, der har ej alene et noget æventyrligt, men også et noget fremmed præg, indeholder dog samtidig mange enkeltheder, der er ligestillede med de andre her meddelte skjæmtesagns.