Notice: session_start(): Ignoring session_start() because a session is already active in /srv/www/html/dfl2db/include/dbsettings.php on line 3
Story JAH_06_0_00377

Story JAH_06_0_00377

Up to stories list

Back to main menu

Story information
ETK index	Our forebears' way of thinking and spiritual life / Vore fædres tankesæt og åndsliv
Publication ID	JAH_06_0_00377

Collection information
Associated informants and places

Story contents
Places mentioned in this story
Keywords associated with this story	smide 2 ben 4 rig 1 middag 1 kirke 1 stærk 1 vædde 1 ret 1 kylte 1 avlskarl 4 stemme 2 allarm 1 vove 1 dristig 2 vinde 1 gje 1 forstue 1 sagtens 1 æbag 1 mar 1 stald 1 dynge 1 snyde 1 væddemål 1 andenkarl 3
Text of Danish publication	377. Der var en præst en gang, der havde to karle. Det var nu tæt ved kirken, han boede, og avlskarlen han var så ræd for at komme i nærheden af den om aftenen, men andenkarlen derimod han var så dristig, han gik ikke mere af vejen for kirkegården end et andet stykke mark, og han gjorde ord af, han turde lige så godt gå ad kirken om mid- nat som om middag. Så fortæller avlskarlen præsten dether en dag, han kjørte med ham imellem kirkerne, for præsten havde to sogne. Denher præst han var nu en af de gjer- rige, der er jo en del af den slags, og så siger han, te han skulde sætte lön imod lön med andenkarlen, han turde gå ad kirken om natten, og han vilde sætte halvt med ham, så kunde de sagtens snyde karlen den lön fra. Nå, så slog de også til vædde, andenkarlen skulde gå op i kirken på juleaften efter et ben, som han skulde tage omme i kors- kirken i den krog, hvor alle benene blev lagt, der blev gravne op på kirkegården, så længe indtil der blev en lille dynge, og så blev der gjort et lille hul ude på kirkegården, som de blev kylt ned i. Så på juleaften går præsten forst op med avlskarlen i kirken og sætter ham der i den krog, hvor benene lå og så skulde han blive stående der al stille, når den anden kom. Når ban kommer så og tager et ben, skal du sige: Det er mit! så lader han det nok ligge. Men skulde han være så dristig at tage fat på et andet ben, så skal du sige med en grovere stemme: Det er mit! og skulde han tage endnu et ben, skal du sige endnu grovere: Det er mit! Men vover han sig endda ved at tage benet og gå med, skal du gjøre en grumme allarm og komme bag efter ham, så smi- der han nok benet og har intet at vise frem, når han kommer hjem. Det går nu, som præsten havde forestillet sig. Han smider benene, men tager bestandig mod til sig igjen. Da han nu tager det tredje ben, siger den anden med en retten forfærdelig grov stemme: Det er mit! A har lige kjær, hvis det er, a vil have det! råber han, og så mar- sjerer han ud af kirken i sådan rask fodgang. Den anden er tæt æbag efter ham. Den gang han kommer uden kirke- dören, giver han sig til at rende, og det bliver jo længere, jo stærkere. Den anden bag efter lige så stærk, som han kunde rende. Men han, der havde benet, beholdt det og kommer lige bardus ind til præsten, hvor han smider benet på bordet og siger: Der er det, og ham, der ejer det, han er i forstuen! Væddemålet havde han jo vundet, og præsten og avlskarlen måtte af med lönnen til ham, der var ingen snak om det. Peder Stald, Holstebro.