Notice: session_start(): Ignoring session_start() because a session is already active in /srv/www/html/dfl2db/include/dbsettings.php on line 3
Story JAH_06_0_00389

Story JAH_06_0_00389

Up to stories list

Back to main menu

Story information
ETK index	Our forebears' way of thinking and spiritual life / Vore fædres tankesæt og åndsliv
Publication ID	JAH_06_0_00389

Collection information
Associated informants and places

Story contents
Places mentioned in this story
Keywords associated with this story	bryde 1 forsvinde 1 dige 2 træffe 1 skjorte 2 søskende 1 broder 1 fiske 1 stærk 1 nær 1 nem 1 øre 1 toft 2 blus 1 spøgelse 1 tumle 1 overnaturlig 1 afstand 1 lig 1 bi 1 glemme 1 gje 1 snakke 1 navnlig 1 klogskab 1 vare 1 trolddom 1 slem 1 djævelskab 1 tyr 1 flå 1 gyde 1 tofte 2 helmi 1 stange 1 putter 1 å 1
Text of Danish publication	389. Der var en mand i Borup, Brande sogn, som hed Kristen Bjærge, ban var klog i hans egne tanker. Navnlig glemte han ikke at fortælle af, hvordan han altid kunde tumle al slags spøgeri og trolddom. Nu var der måske nogle, som ikke troede, hans klogskab gik så vidt. Så var der i byen en mand, som havde flere börn, men vi bryder os kun om de to af dem, og de hed Gjøde Pallesen og Maren Pallesdatter, det var store og stærke folk. Der løber nogle åer i ikke ret stor afstand fra byen, og der brugte de to søskende at gå meget ud om aftenen og stange fisk ved blus. Så en efterårsaften, de kommer og går hjem, og det var ikke helt mørkt, da siger Maren til sin broder: Der kommer Kristen Bjærge, skal vi ikke gjore ham bange? I det samme kom nemlig manden gående tværs over en toft ikke ret langt fra dem. Ja, hvordan skal vi bære os ad med det? siger broderen. Nu kan du sætte dig der ved diget, siger Maren, så kan du lade mig sörge for det. Han putter sig ved diget, og så går hun op på toften, tager skjorterne over hovedet, springer på fire og slår op, og på den måde sætter hun af efter Kristen Bjærge, der øjeblik- kelig, så snart han får hende at se, sprang så stærkt han kunde hen ad den nærmeste gård til. Da han var forsvunden inde i gården, rejser Maren sig op, får skjorterne ned og går nok så stilfærdig ind i den samme gård, hvor hun sætter sig og snakker lidt med folkene. Så siger Kristen Bjærge: Blusser dig og Gyde om aftenen? Ja, somme tider, siger hun. Da skal I Guds dod vare jer, I går ikke gjen- nem Sören Jensens toft, når I går hjem ad. li, hvorfor det? siger hun. Jo, der går noget djævelskab, har a set. Ii, hvordan så det da ud? siger hun, hvad var det? Nu gjorde Kristen sig jo stadig til af, at han kunde se alt sådan noget overnaturligt, og derfor var det ikke så under- ligt for de andre at høre dether. Så svarer han: Ja, hvad det var, kan a ikke sige, men det var Guds død for mig at se som et flået helmis, og så var det lige så höjt som et hus og brölte værre end en tyr. Hun lod da, som hun var meget bange for at møde det gruelige spøgelse, og spurgte, om der var fare ved at komme i nærheden af toften. Men han sagde, det vidste han ikke, han kunde ikke sige, hvor vidt det gik omkring, men bi, til a træffer det igjen, så skal a nok tage det sådan i ørerne, så det skal ikke komme nogle for nær. Dertil svarede Maren: A Fanden! I skulde have taget fat på det, da I så det, nu er det ikke sagt, at det kommer så snart igjen.