Notice: session_start(): Ignoring session_start() because a session is already active in /srv/www/html/dfl2db/include/dbsettings.php on line 3
Story JAH_06_0_00627

Story JAH_06_0_00627

Up to stories list

Back to main menu

Story information
ETK index	Our forebears' way of thinking and spiritual life / Vore fædres tankesæt og åndsliv
Publication ID	JAH_06_0_00627

Collection information
Associated informants and places

Story contents
Places mentioned in this story	Bode
Keywords associated with this story	gård 2 hedde 2 væg 2 stille 2 bord 1 dreng 1 klæde 1 is 1 leg 1 smække 1 skride 1 strække 1 rad 1 middag 1 skole 2 silde 1 pen 3 røre 1 stang 2 blad 1 meldmad 1 folk 1 spand 3 gjemme 1 anden 1 ren 1 omtale 1 ager 1 punkt 1 hvile 2 kløve 1 foder 2 ave 1 maler 5 arm 1 tærske 1 klemme 1 vove 1 kampesten 1 by 1 lære 1 klappe 1 gjemt 1 pige 1 glemme 1 retning 1 krybe 2 sende 1 pikke 1 vant 1 herned 1 tænke 1 slide 1 fodre 1 enes 1 papir 1 due 1 vare 1 ovenfor 1 skrabe 1 pise 1 vindue 1 lærer 4 firspring 1 bold 1 stråle 1 vade 2 vedkommende 1 pude 1 søndag 1 skjule 1 pisse 3 provst 2 stil 1 fjæl 1 orden 1 indbyrdes 1 nære 1 bibel 1 tofte 1 strenge 1 fornøje 1 prikke 1 klavre 1 meldmade 1 falle 3 lektie 1 testamente 1 undervisning 1 sandt 1 skoleholder 1
Text of Danish publication	627. Der var en gammel lærer her, der hed Per Maler, han havde forst været maler og blev kaldet til skoleholder af herremanden. Han kunde nok lære börnene at læse, men ikke at udtyde. Mine forældre gik til ham, og a kan huske ham, men da var han en gammel mand. Han var meget streng, og drengene turde ikke vove at gå ud på gaden om søndagen, og når de skulde i byen, sneg de dem oven om gårdene, for at han ikke skulde få dem at se. Der var en dreng, der hed Peder, han vilde hen at skride på isen på gadedammeu, men turde ikke gå hen ad gaden. Så vendte han hans vest avet og hans rode lue og tog det på igjen, og så gik han ned på toften og krøb nu på alle fire hen ad agrene i retning af gadedammen. Da han nu sådan var klædt på, mente drengen ikke, at Per Maler kunde kjende ham. Idet han nu krøb forbi lige neden for lære- rens vindue, da stod læreren i vinduet, og så siger han til en mand, der var der inde: I se, har der da nogen set en krokodil her". Da læreren døde, og Peder hørte det, var der ingen ende på hans glæde, og han satte nok så fornøjet op ad gaden i fuldt firspring. Yi skulde møde i skolen tidlig om morgenen og blive der til om aftenen silde. Dagen var lang, og vi blev tørstige, men måtte ikke få noget at drikke. Når vi så fik lov til at gå ud og pisse, så stjal vi os til at drikke af hans vand- spand, men hvis haus datter så det, forklagede hun os, og så fik vi hug. Yi vilde også stjæle os til at drikke af hans kjålde og trække vand op, for der var jungeværk, men det måtte vi heller ikke. Vi måtte kort sagt ingen ting få at drikke, vi skulde nære os med det, vi havde hjemme fra. Når vi var ude at pisse, skulde vi stå i en rad med ryggen til væggen og så sætte det ud fra os i lige så mange stråler, som der var drenge. Konen eller datteren kunde da komme forbi os med en spand vand, mens vi stod der. og kom de for nær til os, så piste vi i spanden. Kom han ud og så, at vi ikke stod rigtig, så sagde han: Nej se, falle, kan du ikke pisse uden at lade det gå op ad en væg". Vore meldmader, vi havde med til skolen, blev stillede an inde midt på bordet i store stabler, pigernes i en, og drengenes i en. Når vi så skulde have vor meldmad, sagde han det, og så tog vi dem. Dernæst tog han hans røde lue i hænderne, sådan at dusken stod lige i land, og mens vi nu stod op, læste han til bords. Skolestuen var pikket med store kampesten, og så var der gravet tre egestötter ned under hvert bord. Bladene var sömmede fast på dem, og lige sådan var bænkene stil- let an. Nu sad vi der på de sten, og hver gang vi trak et ben, skrabede det jo. Hvad, hvem var det?" sagde han, og så fik de hug for det. Når vi ikke kunde vor lektie, sagde han: Den enes barn kan lige så godt lære det som den andens, a skal min sandten klappe dig!" Når vi skrev, måtte vi ikke hvile armene på papiret, men blot selve hænderne, og gjorde vi det, sagde han f. ex: .,Hør, Ajs, kan du ikke sige til Pers fader, te han vil sende en pude herned, te Per kan få at hvile sig på, han kan ikke strække det". Vi skulde også fare med at læse på landkort, efter den indbyrdes-undervisning og med bihjælpere. Når der kom nogen i skole fra andre byer, hvor de ikke var vant til den orden, og de så sad og så ud af vin- duerne, sagde han: .,Nå, falle, kan du ikke sidde her uden at kige ud". Han fik dem snart lavet sådan, at de ikke turde se ud. Læste vi ikke til punkt og prikke, kom vi hen at stå ved dören. Han havde et birkeris, og det lagde han i saltlage, så kunde det vare meget længere. Når det gamle var slidt op, og han kom ind med et nyt* sagde han: ,,Nå. hvad tænker I så, det skal hedde? det skal vel hedde Kristen," og så han hen til vedkommende dreng. Per Ottesen sad en dag og smækkede med en pen, og så flöj den op til læreren. Hvad, bvem var det?" Ingen svarede. Så gik han ned og så dem efter, og da viste det sig, at Per ingen pen havde. Nå, så er det dig, nu sætter vi den her, til provsten kommer". På den måde havde han mange ting siddende i lange tider, og det var vi ikke store af. Da provsten så kom og hørte samme Per, sagde han: Hvem skulde tro, at han har gået i skole til en mand, der ikke en gang véd, at det nye testamente er en del af bibelen". Så glemte Per Maler at komme frem med pennen, han havde gjemt. Ved kjörmistider eller lidt efter måtte vi komme ud at lege om middagen, og så skulde vi give legeæg. Vi bad vor moder hjemme om at få dem, og så fik vi vor røde lue fuld af en halv eller en hel snes æg og kom med til ham. Så kom vi til at spille bold og tage fieliop (o: fjæle kuk). Der var en gammel gård i byen, der gik vi ind ad porten, og så kløv vi op på stængerne, og der blev vi ved at klavre om på stængerne hele gårdens ovre rundt og vadede foderet ned. Undertiden faldt vi ned. men så kom vi op igjen og blev ved. Der var steder nok, vi kunde gjemme os, for der var så mange små kaiætter i den gård. Det var sært nok, manden vilde have os til at gå sådan og vade i hans foder. Der var stillet udkig efter læreren, og når der kom melding, at vi skulde ind, så kom de frem, der havde skjult sig. Så skulde de gå én lige bag efter en anden ind og ud ad dören, og ingen måtte løbe uden om en anden. Gjorde de det, skulde ban nok komme om ad dem. Han sagde: Falle, (eller brolle). a skal dalli digu. Der var en mand, der hed Jens Smed, han havde to drenge, der gik i skole. Dem tærskede han sådan igjennem, at Jens Smed blev vred og gik ind til Per Maler en dag, han var ude i nodset at fodre hans kreaturer. Der klemte han ham sådan og gav ham nok nogle så forsvarlige hug, at han aldrig rørte folks börn mere, nu kunde de gå og komme, uden at han siden sagde noget til dem. Men han lærte dem heller aldrig noget mere. Rasmus Dyrholm, E-ode. Den ovenfor omtalte dreng p. O. er nu præst i Salling. e. t. k.
Map