Notice: session_start(): Ignoring session_start() because a session is already active in /srv/www/html/dfl2db/include/dbsettings.php on line 3
Story JAH_06_0_00650

Story JAH_06_0_00650

Up to stories list

Back to main menu

Story information
ETK index	Our forebears' way of thinking and spiritual life / Vore fædres tankesæt og åndsliv
Publication ID	JAH_06_0_00650

Collection information
Associated informants and places

Story contents
Places mentioned in this story	Tim
Keywords associated with this story	kjole 2 krave 1 lide 1 akkurat 1 tie 1 skole 1 pibe 1 karet 1 snaps 1 skab 1 hvortil 1 meldmad 1 se 1 samle 1 modig 1 præke 3 ilde 1 løfte 1 stol 1 øre 1 kone 1 dryppe 1 forstå 1 ene 1 synge 1 herre 1 svare 1 kant 1 næse 2 flaske 1 tår 1 lære 1 ødelægge 1 opmærksom 1 retning 1 drikke 1 husker 1 spyt 1 fin 1 pinde 1 velsignelse 1 konfirmere 1 læse 1 passer 1 skam 2 steg 1 dråbe 2 kikke 1 skub 1 undre 1 udhus 1 regne 1 beklage 1 hellere 1 bondekarl 1 yderst 1 hellig 2 studere 1 øverst 1 stopper 1 bibel 1 side 1 unde 1 konfirmant 1 hinde 1 menighed 1 amen 2 præken 2 præstekone 1 skrift 2 enke 1 fag 1 klipper 1 mo 1 præstekjole 1 smugkro 1 fordrukken 1 degnekone 1
Text of Danish publication	650. Der var en snurrig degn i Tim, der hed Dal- gård, han var studeret og et godt hoved, ja, han kunde også præke og holde theologiske forelæsninger. En dag var præsten bleven syg, og så skulde Dalgård præke for ham, men han var bleven fuld og kunde ikke. Så havde Dalgård en substitut, en almindelig bondekarl, Jens Skarre- gård hed han, men en fiffig krabat og noget storagtig. Han skulde så gjøre det ud med at præke. Modig på det var han, og han læste godt nok prækenen, så folk sad helt stille og opmærksomme. Det gjorde ham mere kolhogen, og efter at have læst i korsdören gik han op for alteret og messede, og til sidst sagde han: Står op og annammer Herrens velsignelse. Det kom så præsten for øre, hvordan det var gået, og næste søndag stod han på stolen og beklagede sig over det skete, men bad menigheden tie stille dermed, at det ikke skulde komme for hans foresatte. Folk undrede sig over, at han vilde stå og snakke om det der, når det skulde ties. En aften kom substituten ind fra skolen, og de sidder så i stuen og skal have deres meldmad. Der var intet brændevin i huset, for konen var nöje, og hun kunde ikke lide den drikken. Så siger Dalgård: A, moer, skole- holderen og jeg skulde have os en snaps. Der er ikke en dråbe i flasken. Lad pigen så gå over og hente noget hos Maren Mogenster. Det var en lille smugkro tæt ved. Degnekonen svarer blot: Vi har ingen småpenge, og dermed går hun ud. I det samme digter han: Moder, moder, om du vilde unde os en liden tår, os det ej bekommer ilde, nej, se hun af vejen går. Degnen havde begge sognekirker at synge i og kjørte med præsten, men han var for storagtig til, at degnen måtte sidde inde ved ham, og han sad da bagpå. Præsten kjørte nemlig i en slags karosse, som han kaldte sin Diabolo, det var hverken en karet eller kalesje, en underlig ind- retning at kjøre i. En dag skylregnede det. Da råbte degnen ind til præsten: Ordsprogene passer ikke alle- sammen. Det hedder således: Når det regner på præsten, så drypper det på degnen, men det skylregner på mig, og De får ikke en dråbe. Det hjalp ikke; præsten lod ham sidde og blive gjennemvåd. Herremanden havde fået lov af Dalgård at sætte 2 fag til hans udhus, at han kunde sætte hans heste ind i, når han kjørte til kirke. De var gode venner, for han holdt af ham for hans vittighed. En dag kommer han kjorende til kirke og ser Dalgård stående uden for sit hus. Så siger han: Nå, Dalgård, jeg kan vel få mine heste ind. Dalgård brugte jo også selv huset. Da svarede degnen: For dören satte jeg en pind, at ingen skulde komme ind og gjøre nogen hinder i, at Deres heste kan stå fri. Præsten var en forfængelig nar. Han gik i atlaskes præstekjole og havde guldrepeter-uhr, som han af og til lod repetere under prækenen for at vide, hvad klokken var. Men han var også en yderst proper mand. Konfirmanterne lærte ikke noget hos ham. Den dag jeg skulde konfirmeres, kaldte han mig ind til sig og sagde: Lad mig nu se, jeg ingen skam skal have af dig. Nu vil jeg tilspörge dig: Hvoraf lærer vi at kjende Gud? Så skal du svare: Af naturens lys og af den hellige skrift. Kan du nu huske det? Jo. Hvad kalder vi også den hellige skrift? Bibelen. Rigtig. Så spörger jeg om, hvad vi forstår ved naturens lys, og dertil svarer du: Hele verden og alt hvad der omgiver os. Husker du nu det? Ja. Så kan du kalde den øverste pige ind til mig. Da hun kom ind, fik hun en lignende lektion. Idet den ene af os gik om ved den anden, gav vi hinanden et skub og sagde: Nu fik vi da besked. Spörgsmålene faldt nu akkurat sådan i kirken, som præsten havde bestemt, og vi svarede, som vi skulde. Da så løftet skulde aflægges, havde Dalgård en rigtig trekvart björn, og idet nu præsten spörger til, og vi svarer, siger han höjt: Amen, hvortil præsten föjede: Ti stille, Dalgård, De forstyrrer mig. Da han nu siger dette tredje gang, siger degnen: Ja, men ritualet siger, at degnen skal sige amen. Men ikke på dette sted, föjede præsten til, De skal gå ud af kirken, Dalgård. Det vilde han hellere end gjærne, nu kunde han gjøre et lille besøg igjen hos Maren Mogenster. Jeg kan ikke huske, om han kom ind i kirken igjen eller ej. Præstekonen var meget fordrukken. Præstens fik steg om aftenen, og en aften, jeg var der, var hun fuld, og mens de spiste, sank hendes næse mere og mere ned imod tallerk- enen, og hun sad og sølede i sovsen, og til sidst gik næsen helt ned deri. Præsten så det og sagde: Du er en so, mo'er. Lidt efter sagde han: Spyt på mo'er, drenge! Nej, det vilde de jo ikke. En aften, da hun var pærefuld, sad hun krøben sammen i skjænkeskabet, der var blevet lukket til for hende. De skulde til at spise, og præsten sagde: Hvor er mo'er? Tihit! sagde sönnerne og kikkede ind i skabet. Præsten vendte sig nu om og blev klog på, hvordan det var. Kom her ud, din so! sagde han så. Han kunde ikke lide Strandbygård på Vibholm, og han sagde om ham: Det er et ukrud i naturens blomsterbed. För præsten døde, gav han den anordning ud, at han vilde ligge i hans kiste i hans fine atlaskes kjole og pibe- krave. Dette skete også. Konerne samledes og gjorde ham i stand; men så syntes enken, at det var en skam, at den kjole skulde sådan blive ødelagt, og hun går da ind og klipper et meget stort stykke af ryggen, og stopper kanterne godt ind ved siderne, for at det ikke skulde ses, hvad hun havde gjort. Men pigerne havde lige godt lagt mærke dertil, og det blev da bekjendt. Lærer Johnsen, Thorsø. Se videre om præsten i et følgende afsnit.
Map