Notice: session_start(): Ignoring session_start() because a session is already active in /srv/www/html/dfl2db/include/dbsettings.php on line 3
Story JAH_06_0_00668

Story JAH_06_0_00668

Up to stories list

Back to main menu

Story information
ETK index	Our forebears' way of thinking and spiritual life / Vore fædres tankesæt og åndsliv
Publication ID	JAH_06_0_00668

Collection information
Associated informants and places

Story contents
Places mentioned in this story
Keywords associated with this story	skabe 1 bestille 2 gifte 1 tilfælde 1 fruentimmer 1 rig 1 lykkes 1 stad 1 forbyde 1 skjælde 1 akkurat 1 læsse 1 hår 1 følge 1 mave 1 skole 5 pibe 1 forældre 1 ø 1 mærkelig 1 pen 2 overfor 2 fiske 3 forvej 2 fald 1 betale 1 betaling 1 åben 1 smuk 1 samle 1 volde 1 jesu 2 bestemt 1 pege 1 regel 2 more 1 bevæge 2 bagefter 1 lår 1 kone 2 ønske 1 uhyre 1 miste 1 udmærke 2 ankomst 1 mangle 1 hård 1 stakkel 1 folge 1 grim 3 sædvanlig 2 træde 1 formodentlig 1 tilfreds 1 arve 1 præse 2 kraft 1 uheldig 1 nogenlunde 1 råde 1 leje 2 træ 1 bedrøvet 1 ytre 2 klage 1 ynkelig 1 lugte 1 mælde 1 fri 1 begyndelse 1 spise 1 skule 1 overbevise 1 vant 1 forrette 1 flink 1 tjeneste 1 bukke 1 afspise 1 tvinge 1 papir 1 ulykke 2 fortsætte 1 ord 1 opgive 1 broget 1 resultat 1 vindue 1 ende 2 erklære 1 befale 1 takke 3 benytte 1 heldig 2 syvende 1 love 1 anmode 1 forklare 1 yde 1 had 1 overtale 1 søndag 1 enig 1 provst 17 salt 1 orden 1 vidne 1 sund 1 båd 1 afsked 3 tilbyde 1 læne 1 frokost 1 bisp 11 blinde 1 unde 1 seminarist 1 erklæring 1 forbitre 1 berette 1 erfare 1 uskyldig 1 fordele 1 øjeblikkelig 1 liv 1 paradis 1 kjedelig 1 falsk 1 jaja 1 menighed 1 skolelærer 1 daværende 1 yderlig 2 endelig 1 rimelig 1 biskop 8 seminarium 1 formand 1 formue 1 fjerdingkar 1 tyfus 1 afskedige 1 embede 2 visitat 1 højærværdighed 1 bestyre 1 visitats 2
Text of Danish publication	668. Der var en pige inde i Hads herred, hun havde fået et barn, og da hun nu ikke havde de bedste udsigter til at blive gift, kastede hun sine öjne på en sön af en skolelærer Helt, en rigtig døgenigt, og tilbød at holde ham på seminariet, når han så vilde gifte sig med hende. Han blev nu seminarist og fik siden Kolind embede. I den förste præstes tid kunde han godt bestyre det, det var en, der hed Bering, for han var akkurat en præst, som Helt var skole- lærer, og det så meget mere som provsten, daværende amts- provst, havde en temmelig let, men dog indtrængende måde at visitere på. Han brugte nemlig den manér, når han havde spist sin rundelige frokost i præstegården den skulde han jo have for at samle kræfter til at rögte sin möjsommelige gjerning som visitator så gik han og præsten med hinanden ned til skolen, hvor der altid var vinduer åbne, for det vidste man, provsten vilde have. Når han så kom til skolen, standsede han i regelen uden for vinduet og ytrede, at det lugtede så grimt der inde fra, spurgte dernæst Helt, om börnene var der alle. Jo, det troede han nok. Om det ellers gik godt med undervisningen. Jo, det mente Helt nok. Når provsten havde fået det svar, bad han om protokollen og en pen, og sá skrev han: Visiteret Kolind skole den og den dag og fundet alt i orden. Under en så flink provst gik det Helt udmærket som lærer, især da præsten for hans kones skyld ingen ulykker vilde gjøre ham, og det kunde også have blevet ved at gå meget godt, hvis ikke de grimme biskopper havde kommet, for dem havde Helt et indgroet had til. Han var ingen helt, det erfarede hans nye præst, da han snart efter blev provst. Det var provst Hovring. En gang kom Helt op i præste- gården og vilde vise provsten, at han kunde sætte sig på den store hest og ikke havde alt at råde over ham. Han begyndte sin tale med en meget forbitret mine: Ja, jeg véd nok, at skolelærerne i visse tilfælde skal underordne sig præsten. Men da provsten strags tog ordet og meget strengt udråbte: Nej, i alle! stak Helt øjeblikkelig piben ind og sagde: Jaja! hvorpå han forföjede sig bort. Så kom biskoppen. Nu havde Helt fundet på, at han ikke vilde stå i korsdören og læse bönnen, men lænede sig i en halvt liggende stilling op ad degnestolen, og det havde provsten ikke på nogen mulig måde kunnet få ham til at lade være med, idet Helt erklærede, at han var svimmel og ikke kunde stå frit. Den dag bispen nu kom i kirken, vilde Helt som sædvanlig læne sig op til degnestolen, hvor- for bispen sagde til ham, at ban ikke skulde stå sådan, men Helt blev stående. Bispen gik da hen og trak ham i skul- deren, pegte og sagde: Der skal De stå. Han måtte altså stå der den dag. Men søndagen efter havde han bestilt og betalt to mænd til at stå oppe hver ved sin side af ham, mens han læste i korsdören. Så blev det provsten for broget, og han forbød ham den komedie i kirken, men han vilde ikke lade det være. Provsten befalede ham det, slog i bordet for ham og sagde: Det skal De! Så lejede han mig til at forrette tjenesten for sig i kirken for en bestemt betaling, men den blev aldrig ydet. Da jeg så skulde have bryllup, skrev jeg til ham: Nu må jeg have mine penge. Ja, så fik jeg dem også, men med den erklæring fra Helt: Så vil jeg heller ingen stads gjore i kirken til Deres bryllup. Det ord holdt han. Endelig var Helt så heldig, at hans provst døde, og så fik han en præst, der hed Jantzen, og de to kom meget godt ud af det med hinanden. Præsten havde, för han kom der, altid været præst på øer, og var vant til at fiske. Da nu Kolindsund var i nærheden, benyttede han naturligvis lej lig- heden og fik sig en båd, og da det var kjedeligt at ligge alene ude på søen at fiske, så fandt han det rimeligt at anmode Helt om at folge med. Det var Helt glad ved, og skolen fik altså lov. Men nu traf det så uheldigt for præsten, at han ikke var hjemme, når der undertiden skulde hjem- medøbes börn eller berettes syge, og da skolen også tit stod stille, så blev følgen deraf, at menigheden klagede til biskop- pen. Den havde både præst og degn i regelen liggende ude på sundet, og det var sært nok, at den vilde ikke unde dem den uskyldige fornöjelse at fiske. Helt havde det ube- hagelige resultat af klagen, at han fik sin afsked, og den blev en af de medvirkende årsager til, at præsten fik en anmodning om også snart at takke af. Skolevisitatserne under bisperne var naturligvis aldrig heldige. Under den förste visitats, han havde, nemlig da biskoppen tvang ham til at stå midt i korsdören, da havde han i forvejen anmodet mig om at katekisere med sig. Det er sandt for Herren ikke, fordi jeg jo kan katekisere så godt som nogen, men deher nye kunster dem er jeg ikke inde i. Jeg gjennemgik da et stykke for ham, og han gik det bagefter igjennem med mig, og så vilde han anmode provsten om at bevæge biskoppen til at tage dette stykke. Det var et stykke i 6. kapitel om stolthed og ydmyghed. Da jeg talte med provsten om sagen, sagde han: Lad ham selv anmode biskoppen om det, så bliver han afskediget, men han lod sig dog bevæge til at hjælpe Helt for konens skyld. I bibelhistorien gik jeg syndefaldet igjennem med ham, men kun så løselig, da jeg ytrede: Det kan De vel nok, Helt? Ja, sandt for Herren kan jeg så, svarede han. Nu kom visitatsen, og provsten havde holdt ord, så han kom op i det, han ønskede, i lærebogen. I begyndelsen gik det nogenlunde med ham, men så tabte han rent hovedet, og da bispen til syvende og sidst vilde have ham til at forklare börnene, hvad hovmod var, svarede han efter lang betænk- ning: Det er falsk ydmyghed". Det lod ikke til, at biskoppen var så udmærket tilfreds med det svar, for han afbrød uden videre katekisationen og vilde nu have Helt til at tale med börnene om Yorherres Jesu födsel i Bethlehem. Men det var jo ikke det, provsten havde lovet, at han skulde få opgivet, for provsten havde glemt at sige det til bispen, og med sin sædvanlige stædighed begyndte han så på syndefaldet, som jeg havde gjennemgået med ham. Han begyndte altså: Gud satte Adam og Eva i . . . Börnene: En frugtbar og smuk have. Helt: Som kaldtes . . . Börnene: Para- dis. Helt: Og der var to mærkelige . . . Börnene: Træer. Så var det, biskoppen kom og gjorde ham opmærk- som på, at det var Jesu födsel, han skulde have. Helt bukkede ærbødigt og fortsatte: Det ene kaldtes . . . Börnene: Livets træ. Så kom han ikke længere, for bispen vilde nu træde hen til ham igjen, men da tog provsten fat i bispen og sagde: Nej, Deres højærværdighed, når Helt kommer forst i paradis, så får de ham ikke ud, om De så trækker ham ved hårene. Det var en kostelig scene at være vidne til den katekisation; provsten stod og holdt sig på maven, og jeg morede mig uhyre både over Helt og ham. Dermed endte visitatsen. Men Helt var nu enig med sig selv om, at han aldrig mere vilde have noget med de grimme biskopper at gjore, de voldte ham ikke andet end ulykker. Så gik der nogle år hen i fred for den stakkels Helt. Men da mældte biskop Brammer sin ankomst. Helt skrev til mig, om jeg ikke vilde presentere skolen for ham, da ban var bleven syg. Jeg var nemlig imidlertid bleven for- flyttet til et andet embede. Da jeg den bestemte dag kom derover, fandt jeg Helt stående i gården, beskjæftiget med at læsse en møgvogn. Så siger jeg: Dette her går ikke, Helt, det kan på ingen mulig måde gå an at stå her, hvad skal jeg så sige, når bispen vil tale med Dem? Jeg vil sandt for Herren ikke have det mindste med bispen at bestille, svarede han. Efter megen overtalelse lykkedes det at få Helt til at tage et stort forklæde om hovedet og lukke sig inde. Han havde i forvejen mæidt til provsten, at han var syg. Bispen sagde, at han nødvendigvis måtte have Helt at se, for han havde i hans formands efterladte papirer aldrig set så mange löjerlige bemærkninger om nogen anden som om Helt. Han spurgte mig da, om jeg var aldeles overbevist om, at han var syg. Jeg svarede: Han sidder da i alt fald med et stort forklæde om hovedet. Dermed måtte bispen lade sig nöje. Han spurgte mig nu, om börnene kunde noget. Det véd jeg ikkeu, svarede jeg, de kan formodentlig lidtu. Helt var meget hård ved konen og mishandlede hende. Hun lå i 5 år i sengen og var blind. Det ene öje mistede hun i tyfus, og så havde hun et galt lår. Når nogen bar mad til hende, stjal han det fra hende, så man skulde passe på at blive ved sengen, til hun fik afspist, hvis hun skulde have noget af det. Man kunde ikke komme til sengen for utöj. Han gav et halvtåbeligt fruentimmer i byen to skilling om dagen for at rede hendes seng, og provsten måtte ned og skjælde ham ud, fordi hun manglede nattröje og sengetöj. Hun døde, inden han fik sin afsked, og datteren, hun havde, för de blev gift, skulde have arvet hende de havde selv ingen börn sammen men han overtalte konen til at give afkald til fordel for ham. Det var et bedrøvet liv og et bedrøveligt endeligt, hun fik, og det var hende, han kunde takke for sin stilling. Som pige kaldte de hende den rige Lorentsens datter fra Vejle, men da hun så faldt, forskod forældrene hende, og nu tog hun til takke med hvad hun kunde få. Hun troede vel, hun skulde få et godt hjem, men det blev over al måde ynkeligt. Han var så yderlig karrig imod hende, at hun knap kunde få det nødvendigste, og når hun forlangte penge til et fjerdingkar salt, sagde han: Jeg har sandt for Herren ingen penge. Helt havde lidt formue, og da han nu havde fået sin afsked, kjöbte han sig et hus i byen, og der sad han så og blev yderlig fordukken. Han drak alting op, inden han døde, og endte i usselhed. Han var skabt til at være bro- sig overfor dem, han kunde over, men var en fejg karl overfor sine overmænd. O. Holm, Ørsted.