Notice: session_start(): Ignoring session_start() because a session is already active in /srv/www/html/dfl2db/include/dbsettings.php on line 3
Story JAH_06_0_00811

Story JAH_06_0_00811

Up to stories list

Back to main menu

Story information
ETK index	Our forebears' way of thinking and spiritual life / Vore fædres tankesæt og åndsliv
Publication ID	JAH_06_0_00811

Collection information
Associated informants and places

Story contents
Places mentioned in this story	Avlum
Keywords associated with this story	bestille 2 hyrde 1 kjole 1 reb 2 djævel 1 skjælde 2 gælde 1 hjord 1 følge 1 hvorfra 1 hort 1 pibe 4 sær 1 tyk 1 time 2 binde 1 ræd 1 bære 1 vand 1 mørk 1 tilligemed 1 tabe 1 vædde 1 rykke 2 slæbe 1 kalv 4 præke 1 finde 1 lam 2 øre 1 handel 1 tung 2 ønske 1 lede 2 spasere 1 ske 1 kram 1 ond 3 forsigtig 1 værd 1 prøve 1 hård 1 tærske 3 svare 1 styrke 1 syne 1 tobak 3 almindelig 1 bi 4 præse 2 råde 1 stikke 1 gjerrig 1 lo 2 kring 1 vippe 1 bøsseskud 1 vinde 1 mål 1 beholde 1 formiddag 1 skade 1 fortære 1 neg 2 torsk 1 tarsk 1 megen 1 trænge 1 kok 1 pjalt 1 rugen 1 stige 1 ulykke 2 opgive 1 gynde 1 daglig 1 somtid 1 mangen 1 sengetid 1 klæder 1 lådden 1 bevare 1 bagest 1 skrap 1 passe 1 hø 1 love 1 forklare 1 trave 1 klog 3 skyldig 1 snedker 1 skjæv 1 puste 1 madam 2 part 1 slump 1 spekulere 1 overse 1 røge 4 plejl 1 kroere 1 prægtig 1 høg 1 eftersom 1 sengestok 1 logulv 1 slæt 2 vigtig 1 bind 1 sandt 1 pastor 1 puster 1 sværm 1
Text of Danish publication	811. Der var en præst i Avlum, som var en underlig en. Hvordan han var til at præke, véd jeg ikke, men til daglig var han en sære kompen og gjerrig for alle ulykker. Han havde en karl at tjene sig, der nok ikke skal have været rigtig klog, efter hvad en kan forstå. Han hed Jens Spegbjærg og var meget for at røge tobak, og når han skulde tærske om vinteren, havde han altid piben ved sig i loen. Det mærkede præsten, og skjöndt han selv rögte meget tobak, kunde han ikke lide Jens gjøre det, han var vel og ræd for, han skulde stikke ild i huset. Han sagde da til ham en dag, at det kunde nok slå til med at røge om aftenen. Jens svarede, at han kunde ikke tærske nær så meget, når han ikke måtte røge. De snakkede nu om- kring så længe, te Jens skulde have lov til at røge én pibe om dagen, men ban skulde så sidde uden for lodören. Præsten tænkte, at Jens blev vel nok kjed af at sidde der om vinterdagene. Men han havde et par lådne stövler, tog en tre kjoler på og et par tykke lufvanter, og i den mun- dering sad han så uden for logabet og rögte hans pibe ud. Præsten så jo noget skjævt til det, men det varede da ikke uden en times tid, og bag efter gik plejlen vakkerlig inde i loen. Men det blev med tiden dog lige godt en slem handel for præsten, for Jens Spegbjærg fik snart fat i et grysselig stort pibehoved, og nu kunde det næsten tage den halve dag med den pibe tobak. Der havde jo ikke været tale om, hvor stort pibehovedet skulde være. Så vilde præsten til at prøve en anden ting med Jens. Han vilde give ham 60 spörgsmål, og dem skulde han svare på, sådan at det både var ret og galt. De satte nu en slump på dether. En dag, da Jens nu stod og tarsk, kom- mer præsten ind til ham og siger: God dag! Derfor er det lyst, svarer Jens. Gud hjælp! siger præsten. Det er han mand for, siger Jens. Hvor meget holder traven? Tresindstyve neg. Jeg mener ikke, hvor mange neg der er i hver trave, men hvor meget det giver af traven. Det giver det, det kan, og så får det hug til. Præsten kunde ikke finde noget at indvende til de svar, ej heller finde på nye spörgsmål. Så gik han op og ned ad logulvet, og da siger han: Her er en vippe, som ikke er torsken ren. Jens svarede: Der er aldrig så hård en kri, der går jo nogen forbi. Sådan blev de ved, Jens blev aldrig præsten svar skyldig, og derfor vandt han vædde- målet. Præsten begyndte lige godt at tænke noget over, hvad Jens var for en karl. De andre karle, han för havde haft, havde været rædde for ham, så han lige kunde have krammet på dem, men Jens var lige ved at blive ham for klog i æ knivhandel, som man siger. Somtid så han ud, som han var falden fra æ høg og til æ kukmand, og som- tid var han næsten klogere end et almindeligt menneske. En gang skulde Jens hente et underskud til en vogn henne ved en snedker, der boede en fjerdingvej fra præste- gården. På vejen kom han om ved kroeret, og der gik han ind og traf flere kjendte, og hvordan det så gik eller ikke gik, Jens blev der til på tredje dag. Lige i mørk- ningen kom han hjem med underskudet og gik ind i stalden. Han bandt så et stykke reb om den ene ende af det, og den anden ende bandt han fast til staldkammerdören. Lidt efter kom præsten. Han havde hort, at Jens var kommen, og flyvegal var han og begyndte at skjælde ham livet fuld. Om han tykte, det var passende at blive så længe borte? hvis han nu ikke kom af gården, inden en time var omme, skulde han ske al landsens ulykker. Under alt dette sad Jens på sengestokken og pustede, som om det var i sidst- ningen med ham. Da præsten endelig blev kjed af at skjælde ud og intet svar fik, sagde han: Svarer du ikke en gang, din pjalt! hvad puster du for? Langt om længe, da han havde sagt det nok en gang, kommer Jens så meget til sig selv, at han kunde sige, te han var så grov forkom- men af den store börren, han havde gået med. De skulde lige prøve, hr. pastor, hvor tung den er, tag lige i denher rebende og prøv. om De kan trække den. A har ikke kun- net båret den svar langt ad gangen, men har slæbt den det meste af tiden. Præsten var ikke ustærk, og han tænkte, det var ingen sag at rende med den. Men han rykkede og rykkede, te han var så stor i hovedet som en kok i enden, og kunde endda aldrig få den af stedet. Han kunde ikke se, hvor rebet var bundet fast, for det var noget mørkt der inde. Nej, Gud bevar os. hvor tung den dog er, men hvordan er du endda kommen hjem med den? Ja, jeg hører jo nok, hvor udaset du er. A, Jens, følg med ind til min kone, at du kan få noget at styrke dig på, for det trænger du til. Jens fulgte så bag efter ind, og madam- men vidste aldrig, hvor god hun vilde være ved ham. Han lod til at være meget skidt, men han kunde gjærne fortære noget, og om en lidt blev han helt karl, og ved sengetid, da han gik ud, tykte han snart ingen ting han skadede. Præsten var glad over, at han var kommen så vidt, at han kunde komme ud at tærske dagen efter. En gang i slæt skulde de have en hel del daglejere i præstegården til at slå i engen. Præsten vilde nu gjærne have noget bestilt den dag, og da Jens skulde gå for af, gjaldt det jo om at få ham til at trække de andre med sig. Aftenen för snakkede præsten jo så til ham om dether, og han lovede ham et sort får, de havde i gården, når han vilde gå så rask, at de andre ikke kunde følge ham. Ja, det skulde Jens da nok. Næste morgen kom så alle slæt- terne ad engen. Så siger Jens til dem, för de skulde be- gynde, at nu kunde de råde dem selv, enten de vilde have en god dag eller en ond dag, og han fortalte dem, hvad præsten havde lovet ham. Hvis de vilde have en god dag, skulde de bageste ikke gå for nær på hverandre, og den, der gik anden, skulde holde sig omtrent et halvt bøsseskud fra Jens. Han skulde ikke gå for stærkt. Men vilde de ikke det, så vilde han gå så rask, at de kunde ikke boldes med ham, og det blev altså en ond dag, de fik. De andre tykte nu, det var rarest at have en god dag, og tilligemed vidste de, at der skulde en slemt skrap hølekarl til at følge Jens, og så gik de altså drindt drandt. Op på formiddagen var præsten og hans kone nde at spasere med hverandre, og nu er der, som de fleste vel véd, en höj ude på Avlum præstes mark, hvorfra en kan overse det hele til præstegården. Der gik præsten og hans kone op, da han jo havde i kikkerten at ville se, hvordan det gik nede i engen. Da han nu så, at de ikke nær kunde følge Jens, blev han så hjærtensglad, at han sagde til hans kone: Kan du se, hvordan Jens trækker de andre til vands; det er dog en prægtig karl, vi der har i den Jens Spegbjærg, godt var det, vi beholdt ham. Ja, var det ikke? sagde konen. Han er min sandten det sorte får værd, eftersom han i dag gjör sine sager. Ja, jeg synes, at han skulde have lammet mecl, sagde madammen. Det tykte præsten også, og på den fason fik Jens det sorte får og lammet i tilgift. Somme tider var præsten den klogeste endda. En gang var der blevet en kalv henne for hjorden (o: hyrden), og alle folkene måtte ud at lede efter den. De ledte og ledte, og da de endelig havde opgivet at finde god kalv, siger præsten til Jens, te nu skulde han se efter kalven på de steder, hvor han allermindst kunde tænke, den var at finde. Så gik Jens hen og tog den lange stige ned fra knagene. Hvad vil du med den? sagde præsten. Ja, han forklarede da, at han vilde have den sat til huset og op at se efter kalven i storkereden, for der vidste han da, den var ikke. Jens gik så derop, men der var jo ingen kalv. I al god lag kommer han så til at se ud over marken, og så ser han den gå ude i rugen. På den måde fandt han lige godt kalven i storkereden. Men præsten var også vigtig af, at han var den klogeste den gang, og Jens fik jævnad dether at høre, hvordan han havde sagt til ham om kalven. Jens blev halvt ond over det erreværk og gik og spekulerede på, hvordan han skulde få ham vænt af med det. En dag, som folkene var nede at arbejde i høet, lod Jens en dreng gå hjem efter en bikube, og den samlede de så fuld af ene torvebasser og bandt så godt for dem. Om aftenen tog de dem med hjem og lagde dem nok så forsigtig ind i haven. Så går Jens ind til præsten og siger, at de havde fundet en sværm bi. Hr. pastoren har vel ingen ting imod, te den, der har fundet dem, også beholder dem? Jo, siger præsten, bierne er fundne på min mark, og derfor vil jeg have dem. Jeg har haft tab nok ved jer, da I jo ikke har bestilt andet i den tid, I har fået dem i kuben. Jens tykte, at det var noget uretfærdigt af præsten, og bad, om han så vilde lade dem have halv part i bistokken. Nej, der kan slet ikke være tale om den ting. Ja, siger så Jens, så vil a ønske, te bierne må blive til ene törve- basser. Om morgenen, da præsten var kommen i klæderne, skulde han jo ud at se, hvordan bierne havde det. Han satte øret til kuben. Jo, de var levende, men det var sådan en sær ødlet lyd, tykte han. Ja, de var vel ikke rigtig komne til dem selv endnu. Så tager han bindet fra munden af kuben. Men hvad sker, da væltede det ud af kuben med torvebasser så store, te det var en gryv at se på. Det var endda skammeligt, te han ikke skulde have ladet sig nöje med halvpart i bistokken i stedet for at have alle de sorte djævle. Konrad TJnderstrup, Örre.
Map