Notice: session_start(): Ignoring session_start() because a session is already active in /srv/www/html/dfl2db/include/dbsettings.php on line 3
Story JAH_06_0_00864

Story JAH_06_0_00864

Up to stories list

Back to main menu

Story information
ETK index	Our forebears' way of thinking and spiritual life / Vore fædres tankesæt og åndsliv
Publication ID	JAH_06_0_00864

Collection information
Associated informants and places

Story contents
Places mentioned in this story
Keywords associated with this story	ligne 1 snurre 1 smide 4 gifte 1 bryde 1 rage 1 skride 1 bid 1 forskrækkelig 1 ussel 1 middag 1 bæst 1 plukke 1 bindærme 1 gribe 1 smøre 2 ryste 1 tyk 1 binde 1 lomme 1 betale 1 skind 1 fare 4 spids 1 stol 7 hobe 1 liste 1 hule 1 uhyre 1 lede 2 bred 1 tyve 4 rive 2 strænge 1 husbond 1 fylde 1 krybe 1 klage 1 flyver 1 sag 1 kjøk 1 skade 1 made 1 dram 1 kræve 1 idelig 1 kniv 1 rude 2 give 1 stige 1 ugift 1 agte 1 papir 2 mel 1 gynde 2 rodet 1 håndfuld 1 snit 1 skjænke 1 levn 1 kjæde 1 mure 1 aflevere 1 øverst 1 vending 1 hvorefter 1 skuffe 4 tjener 1 hive 1 stjæle 1 sengklæde 1 kige 1 forbande 1 fatter 1 fornemme 2 satan 1 konfirmant 2 rundkreds 1 forvart 1 gudbevares 1 skatol 1 bugs 2
Text of Danish publication	864. Pastor Jantzen i Dalsgård kom altid ind til os konfirmanter i bindærmer og med et par halvhoser uden over bugserne. Han var ingen vest i, men han havde et par gode læderpranniseler, dem lagde vi især mærke til, tör de vilde idelig skride ned, og så sad han og hivede dem op på agslerne, så den ene og så den anden. En gang han sidder inde ved os, farer han lige med et op fra stolen og siger: Hvad er klokken? Han fornemmer i bugserne, og han fornemmer ind på det bare skind. Dermed smider han bogen, han sad med, og farer ind i sovekam- meret, omroder der sengklæderne, smider så hver klædetråd ned på gulvel og ryster dem. smider dem endelig op i sengen igjen og råber: Nu godt, nu godt, her har været tyve i nat, mit lommeuhr er borte! Derefter farer han hen til kjøkkendören: Maren, Maren! sådan hed pigen her har været tyve i huset, de har taget mit lomme- uhr! A, har der ikk' Satan, svarer hun ude i kjøk- kenet, er De nu gal igjen. Han kommer da tilbage til os og klager sig: A, Gudbevares, det er strængt at have tjenere, og de vil være husbond, vogt jer börn, dersom I nogen sinde vil gifte jer, tag så ikke sådan et forbandede bæst, som jeg har til pige. Da han nu er kommen ind til os igjen, véd a snart ikke, hvad a skal ligne ham ved, han var helt ude af sig selv. Han hen til kommoden, der stod ved vinduet, og river den øverste skuffe ud. Den var fyldt med papir, og det smider han ned på gulvet, derefter op i skuffen igjen med det, og så den ind på sin plads, ret te det smalrede. Nu gjorde han en vending ben til stolen, og da den stod ham i vejen, snurrede han den om. Men klokken lå netop på stolen, og uhrkjæden var bunden fast til bagslaget af den. Idet han nu snurrer stolen, flyver uhret ned og gjör en rundkreds på gulvet, men han var så gal, te han agtede det ikke. Han havde vel haft stolen inde ved sengen om natten og selv bundet kjæden fast. Han atter hen til kommoden og river skuffen ud. Papirerne fik igjen en overhaling, og der var en god hoben kort, især lagde a mærke til en ny ruder dame. Da han nu anden gang har rodet i sagerne, farer han atter hen over gulvet og snurrer stolen. Endelig fatter en af konfirmanterne mod til at sige: Der er Deres uhr! Han hen og griber det: Ja rigtig, det er mit lommeuhur, ja rigtig, det er mit lommeuhr, ja, det er. Nu kan I gå, börn! En dag skulde han ud på vandhuset, og da han netop gik med hans nogleknippe i hånden, og var kommen uden for gangdören, finder han på at lægge dem på den afsats, der var ved ruden oven over selve dören. Da han kom tilbage og ind igjen, var nöglerne væk, og han ledte, og han ledte. Så var de da stjålne, det var en given ting, for han gik altid i den störste angst for tyve. Endelig kommer han i tanker om, at der var en skaderede i et træ ude i haven. En skulde da vel ikke tro, at skaden havde taget dem. Så går han ud til karlen og vil akkordere med ham om at gå op i det træ og se, om de ikke var der. Det vilde han give ham 5 daler for. Men karlen havde stået ude i laden og set, hvor præsten havde forvart nög- lerne, og så lister han sig jo til at få fat i dem. Derefter får han en stige sat til træet, kryber derop og kommer med nöglerne, hvorefter han får hans 5 daler. Se, der kan man se, siger præsten, hvad sådant et dyr kan gjore, det er virkelig et skadeligt dyr. Man kan ikke længere stole på nogen ting. Han var glad ved at få hans nögler igjen, det var virkelig ikke for meget, jeg gav for dem, ti det var jo at risikere livet at gå derop. Pastor Jantzen levede altid ugift. Han sad og samlede så mange penge, at det var forskrækkeligt, og dem passede han nöje på, derfor var han altid så uhyre angst for tyve. Han gik aldrig i seng inden hen ved dag, når folk kom op, for at ingen skulde bryde ind og stjæle fra ham. Når der var forstpræken kl. 9, 10, kom han ikke inden middag, og sidsttjenesten be- gyndte næsten aldrig för aften. Da han var afgået, sad han til huse hos en murer i Knud, der havde god lejlighed til ham. Ea dag kom a tillige med en anden mand der ind for at kræve fattigpenge. Ene kunde det ikke hjælpe at komme. Du kan jo gå hen at do, inden du får dem afleveret, og så bliver jeg krævet én gang til, plejede han at sige, når vi kom ene. Da var han ved at barbere sig. Han havde sæbet sig godt ind, og så sprang han op. I skal have en bid bred og en dram. Han skjænkede selv og smurte selv maden, idet han hentede en bitte finkage, skar et ussel bitte snit af, hentede smörkrukken og smurte lige så tykt smör som brød, tog dernæst osten og hulede i den med spidsen af kniven, som når træskomanden huler træsko med en naver. Mens vi nu drak og spiste, be- gyndte han at rage sig, og blodet lob ned ad ham. Min kniv er slöv, for Peter Lynderup er ikke hjemme. Da han var halv færdig, foer han op og betalte os, rev skatol- skuffen ud og hev en forfærdelig håndfuld pengesedler frem. Mens han plukkede én ud til os, keg han over agslerne, om vi så ham. Kan I give igjen? Ja, vi kunde. Nå, så skulde vi atter skjænkes, for vi kunde jo ikke gå på ét ben, og det, vi för havde levnet, smed han ned på gulvet. Da vi så det, drak vi den sidste ud, for vi vilde jo gjærne have den. Peder Jensen, Eis mølle, Tarup.