Notice: session_start(): Ignoring session_start() because a session is already active in /srv/www/html/dfl2db/include/dbsettings.php on line 3
Story JAH_06_0_00866

Story JAH_06_0_00866

Up to stories list

Back to main menu

Story information
ETK index	Our forebears' way of thinking and spiritual life / Vore fædres tankesæt og åndsliv
Publication ID	JAH_06_0_00866

Collection information
Associated informants and places

Story contents
Places mentioned in this story
Keywords associated with this story	styrte 1 stille 1 hjem 1 skjælde 1 svær 1 kost 1 folk 1 fad 2 nærme 1 ønske 1 begynde 1 fæl 1 ansigt 2 lussing 1 træde 3 begribe 1 glad 1 fætter 1 vække 2 vandre 1 gjemt 1 vælling 2 figur 2 øse 1 spisekammer 1 tro 2 hævne 1 forvise 1 navnlig 1 vrede 1 hestestald 1 sulte 1 desto 1 kammer 1 straffe 1 påtage 1 bosiddende 1 afdød 1 stuehus 1 kommandere 1 vilkår 1 orden 1 forsyne 1 digte 1 vilje 1 hævn 1 fiskeri 2 menighed 1 huslærer 1 fordrukken 1
Text of Danish publication	866. Mens pastor Cramer var præst i Vejlby i Sønder herred, var der begyndt at blive lidt lidt opvækkelse i hans menighed, og navnlig i Homå by var ikke så få blevne vakte. Så traf det sig, at en bosiddende mand af de vakte dode, og præsten skulde naturligvis tale over ham. Da han træder ind i lighuset, står der en anden gammel troende mand og holder en tale over den afdøde inde i stuen. Taleren hed Henrik og var netop den, der havde bevirket opvækkelsen i Homå. Præsten blev så vred over, at han vilde påtage sig noget, der kun hørte en præst til, at han gav den gamle mand en lussing, så han styrtede hen i den anden side af stuen, og så skjældte han ham fælt ud. De troende var kjede af det, men alle andre fandt, at det var i sin orden. Samme præst var en höj, svær mand, men havde en lille kone, der aldeles kommanderede ham. Hun havde forvist ham fra stuehuset og kun indrömmet ham et lille værelse ved siden af hestestalden. Jeg har været der mange gange og set det. Det traf sig en gang, at hun greb til et temmelig hårdt middel imod ham. Da han en dag trådte ud i kjokkenet, var hun just ved at bære et fad vælling ind til folkenes bord, og da hun netop var vred på ham, slog hun hele det fad vælling hen over ham, så det løb ned ad hans klæder. Sine strömper og klæder måtte han lade gjøre i stand i byen, da hun ikke vilde gjøre noget ved det. Somme tider straffede hun ham også ved at sulte ham. Hun havde tre drenge, dem kaldte hun hendes guldklumper, og ved bordet øste hun altid op til dem forst, og sidst til hendes mand. Han måtte tit gå i byen for at få fred og fik kun tör kost, derfor blev han fordrukken. En tid havde jeg en fætter der som huslærer, og han var ikke under- kastet bedre vilkår end præsten. En aften efter en meget stormfuld dag sad de ovre i deres kamre i sidebygningen og lagde råd op om, hvordan de skulde hævne dem på hende. Så stod de begge op om morgenen meget tidlig og tog nöglerne til spisekammer og fadebur med dem, efter at de forst havde forsynet dem med mad for en dag. Nu vandrede de ned til Kolindsund og vilde tilbringe dagen med fiskeri, glade over deres hævn. Fiskeriet var ret hel- digt, men nu kom aftenen, og jo mere de nærmede sig hjemmet, desto tavsere blev de. Med vilje kom de forst hjem, da de bestemt vidste, at folkene var i seng. Men så kom morgenen. Præsten havde en gang kjöbt en gibsfigur i Århus til at stille på kakkelovnen, noget, hans kone længe havde ønsket. Men den havde han gjemt og vilde anvende som et slags forsoningsoffer, når det var ravruskende galt. De to syndere gik så ind, för hun var kommen op, og præsten stillede figuren på kakkelovnen. Endelig kom hun og trådte ind med et forfærdelig bistert ansigt. Da hun så figuren, kunde hun nok begribe, hvorfor den var sat der, og i sin retfærdige vrede tog hun den og smed den ind i præstens ansigt. 0. Holm, Ørsted.