Notice: session_start(): Ignoring session_start() because a session is already active in /srv/www/html/dfl2db/include/dbsettings.php on line 3
Story JAH_06_0_00884

Story JAH_06_0_00884

Up to stories list

Back to main menu

Story information
ETK index	Our forebears' way of thinking and spiritual life / Vore fædres tankesæt og åndsliv
Publication ID	JAH_06_0_00884

Collection information
Associated informants and places

Story contents
Places mentioned in this story	Estvad Estvadgård
Keywords associated with this story	ligne 1 stille 1 gå 1 rus 2 dag 1 leg 1 eftermiddag 2 maj 1 sæd 1 akkurat 1 soldat 2 sol 1 middag 1 sige 1 kort 1 forældre 1 mærkelig 1 springe 1 hore 1 hakke 1 hænde 1 hjælpe 1 betale 1 blad 1 rytter 2 dreje 1 pålidelig 1 smuk 2 to 1 folk 1 modig 1 forlade 1 bestemt 1 forgjæve 1 nylig 1 nem 1 more 1 dato 1 sved 1 true 1 begynde 1 salme 3 ansigt 3 udmærke 1 synge 5 stemme 2 hård 1 vanlig 1 nytte 1 ordentlig 1 stakkel 3 doven 1 folge 1 kride 1 sædvanlig 2 uge 1 flaske 2 glad 1 jævnlig 1 lykke 1 slutte 1 fylde 1 degn 1 klage 2 lugte 1 svend 1 mål 1 åbne 1 mælde 1 smage 1 stykke 1 beholde 1 enkelt 1 ulejlighed 1 skrædder 2 sandhed 1 spot 2 konfirmere 2 dram 1 pikke 1 forrette 2 præjse 1 skam 2 desuden 1 nødig 1 sind 1 tænke 1 spejl 2 tjeneste 2 tom 1 undre 1 skarp 1 fortsætte 1 forse 2 alter 1 eftermand 1 bemælde 1 ligeledes 1 undtagelse 1 små 1 befale 1 forsamle 1 dets 1 prædike 3 sto 1 lys 1 gavn 1 bestemme 1 gudstjeneste 3 sang 1 vælge 1 betydning 1 måned 2 vente 2 brev 3 provst 4 kirkegulv 2 juledag 5 afsked 4 rådvild 1 udløbe 1 fordrive 1 salighed 1 høør 1 berette 1 kromand 1 kjærk 1 skjæbne 1 sognemand 1 konfirmant 1 klædning 1 kjæltring 1 ordre 1 menighed 2 fædreland 1 skolelærer 1 april 1 gjæsteværelse 1 alt 1 mart 1 afskedige 2 embede 6 overlade 1 forpagter 1 pension 4 stilling 1
Text of Danish publication	884. Der boede for nogle år siden en præst i Estrad, som jeg kan fortælle noget om, da han har konfirmeret mig. Han var i det hele en rigtig smuk mand, men han kunde ikke prædike og gjorde sig heller ingen ulejlighed med at lære det. Var det en søndag, der kom en del folk til kirken for at hore ham, da kom han ikke, og var det en søndag, han kom i tanker om at prædike, så forlod folkene gjærne kirken, når han kom, med undtagelse af nogle få natmandsfolk, af dem blev der gjærne enkelte til- bage, for de sagde: De er rele nok en skam, te æ præjst skal sto å præjjk for en tom kjærk, vi mo end å høør, om han ka hans læjjs. Det var heller ikke uden grund, at folk blev kjede af at vente på ham, for når han bestemte gudstjeneste klokken ti, så kom han aldrig för klokken halvto, og når der skulde være sidsttjeneste klokken et, så kom han ikke för klokken fire, eller også ban kom slet ikke, og var det en skjön dag, han var beskjæftiget med noget, han havde bedre lyst til end til at prædike, eller han var kjed af at komme af sengen, så lod han gjærne bud gå til degnen og fik ham til at forrette tjenesten for sig. Således hengik der omtrent en tre år, beboerne havde præst og kirke af navn, men ikke til gavn. Degnen, der havde været en udmærket mand til sit embede, var nu bleven så hengiven til flasken, at han gik med en ordentlig rus i hovedet fra morgen til aften og blev på den måde helt uskikket til at forrette sin gjerning som skolelærer. Nu var folkene så godt som ude af stillingen både med præsten og degnen. For præsten var doven, og det var en skam, og degnen han tog sig jævnlig en dram. Nu kom 1864, og da blev der meget for folk at tænke på, som havde sind for deres fædreland og dets skjæbne. Men præsten havde ingen bekymring derover; ban var kun i kirken to gange den vinter, og jeg tænker, at han syntes folk fik nok at høre både af godt og ondt, så han havde ikke nødig at gå i kirken og fortælle dem noget om Guds ords betydning. Den ene gang, han var i kirken, var anden juledag. Han havde rigtig nok bestemt, at han vilde have prædiket förste juledag, men så var dagene vel korte på den tid af året til at holde gudstjeneste klokken fire. og derfor lod han det også være. Men anden juledag skulde der to börn i kirke, og så var det ikke så nemt for den stakkels præst at blive hjemme. Han kom da endelig også, den gang det begyndte at blive mørkt, men nu havde den sölle degn gået og ventet på ham hele eftermiddagen, og så skulde han jo have én ting at fordrive tiden med, derfor var han gået en lille tur hen til kromanden, som boede tæt ved kirken, og der kom han til at drikke ril pægls med nogle andre fornuftige mænd, som var gåede efter at ville i kirke. Da så præsten kom, var den stakkels degn bleven, hvad man kalder plakatfuld, og det opdagede præsten, da degnen kom i kirken. Så vilde han ikke sige ham, hvad salmer der skulde synges, men degnen var ikke rådvild, han valgte selv en salme, og så begyndte han at synge det bedste han kunde. Men der var ingen, som stemte i med ham, for de vidste ikke, hvad nummer salmen havde, og da han nu havde sunget lidt, og det ikke blev til mere, kom han i tanker om, at folkene ikke sang, fordi det var temmelig mørkt. Han gik da hen til præsten, som stod for alteret, og sagde til ham: Vi må have lys, for menigheden kan min salighed ikke se at synge. Derpå tog han begge alterlys, et i hver hånd, og gik nu op og ned ad kirkegulvet og sang, imens han lod præsten stå i mørke. Denne blev snart kjed af det og vilde nu vise, at han var manden, hvorfor han fik et par mænd til at trække degnen ud. Men så var der ingen, som vilde fore sangen, og da begyndte to natmandsfolk, som stod nede ved kirke- dören, at småsnakke med hverandre. Den ene siger til den anden: Stem do op, Abraham, for a véd rele nok du kan. Han begyndte da at synge, og nu blev tjenesten snart sluttet. Så hengik der en lang tid, uden at der hændtes noget videre mærkeligt af den grund, at der ingen gudstjeneste var fra anden juledag til konfirmations-søndag. Den dag var vi konfirmanter ordrede til at mode ved kirken klokken ti, men præsten kom ikke för klokken et. Vi morede os med at lege hund efter hare rundt om kirken, og vi var lige glade, enten præsten kom eller ej. Folkene, der var forsamlede ved kirken, undrede sig over os, og en gang imellem sagde de: .Man må nok sige. at ligesom herren er, så folger hans svende. Det var en stor sandhed, for vi var ikke anstændige, men præsten havde heller aldrig talt med os om at være det. Vi blev da endelig konfirmerede, og næste søndag var vi til alters. Det var den sidste søndag, præsten kom i kirken. Den 24. april fik degnen hans afsked uden pension, og sidst i maj fik præsten ligeledes hans afsked uden pension. Således skildtes disse to hæder- lige mænd ved deres embeder i Estvad. Degnen vilde folkene gjærne have beholdt, for han var god nok til at lære börnene, men han havde forset sig så meget, at det ikke kunde nytte, de gav ansögning ind om at beholde ham. Det var nemlig ikke nok med, at han havde forset sig i kirken, da han løb op og ned ad kirkegulvet med alter- lysene, men han havde også givet sig i svirelag med sol- daterne, som kom til Estvad. Det var en aften i marts måned der kom en 100 danske soldater og blev indkvar- terede i byen, og på en molle lidt uden for samme lå hovedvagten. En aften, da degnen havde fået sig en lille rus, kom han ind der i møllen og kom strags i svirelag med to ryttere, der nylig havde fået deres feltflaske fyldt med brændevin. De fik nu degnen stillet an midt imellem sig og begyndte så småt at lugte til flasken. Degnen, der var lidt beruset, för han kom, blev snart helt fuld, og så begyndte de at drive spot med ham, den ene vilde have hans datter og talte svært op med ham om det, den anden tog tolden af sin feltflaske, sved den i lyset og sværtede dermed degnen i ansigtet, så han blev ganske sort. Endelig tog de et stykke kride og overmalede hans klæder med ordener, så han kom til at ligne en fastelavnsnar. Så fremtog de et spejl og lod ham se, hvor smuk han var bleven. Da han nu fik sig selv at se der i spejlet, mærkede han forst, at de vilde drive spot med ham, blev vred og vilde nu vise de to modige ryttere, hvem de spögte med, hvorfor han vilde mælde dem til løjtnanten, som boede i et gjæsteværelse der i møllen. Han fik den soldats navn at vide, der havde sværtet ham i ansigtet og udstafferet ham med de mange hæderstegn, og så gik han hen og pikkede höfligt på dören til løjtnantens værelse. Kom ind! sagde löjtnanten med hård stemme, og degnen åbnede sagte dören, men da löjtnanten fik det sorte ansigt at se, blev han forskrækket og var nær sprungen ud af kammeret. Men endelig tog han mod til sig og befalede soldaterne, at de skulde transportere degnen ud, og et par af dem led- sagede ham hjem. Dagen efter skrev löjtnanten til provsten og berettede barn hele degnens opförsel i møllen, hvorpå provsten skrev et brev til præsten i Estvad, som han skulde lade oplæse for degnen, og det brev lød på, at hvis degnen ikke forbedrede sig inden to måneder fra dato, vilde han öjeblikkelig blive afskediget. Men præsten, der var lige- gyldig med alting, var også ligegyldig med dette og beholdt brevet, til tiden var udløben, som den stakkels degn skulde have at forbedre sig i. Da han nu ingen forbedring havde gjort, fik han pludselig sin afsked fra embedet. Beboerne havde næsten i to år forgjæves sögt om at få præsten sat fra embedet, uden at det kunde lykkes for dem, men da nu degnen havde fået sin afsked, tog han fat på sagen imod præsten. Har han forvoldt, at jeg er kommen fra embedet, sagde degnen, så skal jeg være ham mand tor, at han snart skal komme til at gå samme vej. Han skrev nu en klage over præsten og fik to af sognemændene til at underskrive den, sendte den dernæst til Kjöbenhavn og havde den glæde, at der en tre uger efter kom bud til præsten, at han skulde komme derover, og da han kom tilbage, var han også afskediget fra sit embede med det samme. 1876. Rasmus Madsen. Om hans entledigelse fortælles fra aldeles pålidelig kilde (hans eftermand i embedet) følgende: Forpagteren på Est- vadgård vilde have sit barn döbt en sognedags eftermiddag og overlod ham selv at bestemme tiden, men truede med, at hvis præsten ikke mödte akkurat, lod han indrykke en klage over ham i Fædrelandet. Gj. smølede som sædvanlig, og da skrev for- pagteren et skarpt indlæg og sendte provsten det med be- mærkning, at hvis præsten ikke inden 8 dage blev suspen- deret, så sendte han stykket ind til et kjöbenhavnsk blad. Provsten var heller ikke skånet i bemældte stykke. Da kom denne (P. J. Bötcher) strags og suspenderede Gj. Han var fra skoletiden vel kjendt med ham og boede i hans forældres hus, vilde også helst lade ham sidde de 5 år i kaldet, for at han kunde få pension. Den fik han jeg betalte ham pension al min tid i Estvad, og desuden fik han af staten vist nok 600 kr. I Viborg, hvor han boede hos en familie, vilde han fortsætte med at spise til middag om natten, men måtte til sidst nødes til at gå ind på, at han ingen mad fik efter kl. 10 om aftenen. Han var meget pillen med klæder og satte en skrædders tålmodighed der i Viborg meget stærkt på prøve. Han måtte tage mål i sengen, da præsten som sædvanlig ikke var stået op, og skrædderen fandt det til sidst klogest at tage den nye klædning med sig igjen. Det var en juledag, præsten kom for sent ligesom sæd- vanlig. Degnen havde gået omkring i byen imens og smagt på folks julebrændevin og var bleven lidt omtåget. Da de skulde nu til at begynde, vilde præsten have messeklæderne på, og da degnen havde hjulpet ham i messehaglen, drejer han ham om imod menigheden og siger: Der kan I se ham, den kjæltring. Så var han færdig. En anden fortæller: Da degnen Visti Sörensen skulde til at læse slutningsbönnen i korsdören, var det blevet så mørkt, at han kunde ikke se. Så stod han der i dören og hakkede i det, for han kunde ikke huske bönnen uden ad. Da siger han: Da er også Fanden i det, at han kan ikke blive færdig, mens vi kan se. E. T. K.
Map