Notice: session_start(): Ignoring session_start() because a session is already active in /srv/www/html/dfl2db/include/dbsettings.php on line 3
Story JAH_06_0_00902

Story JAH_06_0_00902

Up to stories list

Back to main menu

Story information
ETK index	Our forebears' way of thinking and spiritual life / Vore fædres tankesæt og åndsliv
Publication ID	JAH_06_0_00902

Collection information
Associated informants and places

Story contents
Places mentioned in this story	Vorde
Keywords associated with this story	leve 1 gnide 1 brække 1 hitte 1 skjælde 1 kjælling 2 tunge 1 fiske 1 host 1 løverdag 2 stak 1 præke 2 stol 3 bytte 1 bevæge 1 forstå 1 ønske 1 hund 1 ed 1 re 2 græde 1 bagland 1 svar 1 rejse 1 stikke 1 bænk 1 holsten 1 svinge 1 sag 1 farvel 1 forsamling 1 konfirmere 1 stund 1 smle 1 skorsten 1 give 1 tale 1 pigebarn 1 dække 1 forfalden 1 luft 1 stage 1 skjænke 1 heldig 1 frygte 1 ringer 1 pine 1 søndag 1 foræring 1 madam 2 kanske 1 slugt 1 omkuld 1 konfirmant 3 gjedde 1 teglsten 1 præken 1 skamme 1 flittig 1 skrifte 4 konfir 1
Text of Danish publication	902. Pastor Clausen i Vorde var så meget en sölle præst og havde så meget en afskyelig kjælling. Hun var ydmyg i det, og når de var til forsamling, og hun sad inde pa bænken og vilde om, mens bordet stod og var dækket, så kunde hun lige tage ved bordet og svinge sig oven over det og så komme ud på gulvet uden at röre ved sagerne. Han var jo forfalden, og det var hendes skyld, han havde ikke hunds ret ved hende, og derved blev han jo så meget ringere. Han gik gjærne ud imod konfirmanterne på vejen, nar de kom og vilde til præsten, og det var for at se, om de havde ikke noget til ham, fisk eller æg eller sådant. Den, der var så heldig at have en foræring, blev jo fri for at læse den dag og levede godt til. Men så var det en dag, han havde konfirmanter, da var han bleven fuld, og så falder han baglænds ned af stolen, og kommer om at ligge på alle fire på gulvet. Da stikker konfir- manterne jo i at le. Madammen var også til stede den dag, og hun bliver jo gal og skjælder dem ud. De måtte skamme dem ved at glæde dem over det, hendes mand kunde der have brækket både arme og ben. Så hittede hun på, at når de skulde ud, skulde de jo have et lag hug alle sammen. Der var sådan en lang gang med en skorsten, sådan at der kunde ikke komme uden én om ved den ad gangen. Der stod hun jo så med krabasken. Nu var der en stor lang dreng, de kaldte Per Bæk, og han kom for i geleddet, men da kjællingen begynder at smöre på, sårender han hende omkuld op i skorstenen, og så blev der luft. De ud så stærkt de kunde oven på hverandre, nu var de jo byt for den gang; men så frygtede de, at det skulde blive galt, når de kom igjen. Men de hørte ingen ting til. Min fader var fra Ejstrup, men gik dog derover. Så kommer han en dag og har en stor gjedde med sig. Da kommer præsten imod ham på vejen. Skal jeg have den? siger han. Ja, det forstår sig. Det er en stor en, den har slugt mange. Så fik han et stort gilde og kom ikke imellem de andre konfirmanter den dag. Den sidste dag för de skulde konfirmeres, skulde der ofres, og da holdt præsten en tale for dem, og madammen var da også til stede. Men den kunde ikke bevæge dem sådan, at de kom til at græde. Da blev hun atter gal og lod nogle ord falde om, at de skulde have teglsten at gnide deres öjne med, siden de ikke kunde bevæges af sådanne kjönne taler, som hendes mand holdt. Konfirmationsdagen sagde han: Lev- vel, det er mit sidste farvel. Så svarer folk nede i stolene: Ja, giv dem noget at leve af. Folk gik til skrifte om løverdagen den gang. Så boede der nogle slagtere i Kjølsen, og de kunde ikke få stunder til at komme til skrifte om løverdagen, for da skulde de jo til Viborg, men så for at skrifte dem om søndagen skulde de give ham en kjendelse. Et sted, hvor der var fire fra til skrifte, gav de ham en fætunge. Det tykte han jo var for lidt, og så sagde han: Fire folk for en tunge, det kan jeg Fanden pine mig ikke. En gang holdt ban host- præken og talte om den store mand Villum i Vordegård. Han har stakke så höje, så höje. Så var der nogle nede i stolene, der tog svaret og sagde: te de kunde ikke nå til dem med en 18 alen stage. Da hans kone havde fået et barn, begyndte han med det i prækenen: Vorherre har skjænket mig og min kone i nat et lille pigebarn. Det er det förste barn, Vorherre har givet mig, og kanske det og bliver det sidste, det véd jeg ikke, det kan jeg ikke sige eder. Og nu var det jo hans ønske, om de vilde være så gode flittig at besøge hans kone. En gang havde han gjort en tur til Holsten, hvor han var fra, og det holdt han en hel præken om i kirken, og hvordan hans fader gav ham penge med på rejsen, og hvordan de kyste hinanden o. s. v. Sml. nr. 867869. Lavst Jensen, Bjærggrav.
Map