Notice: session_start(): Ignoring session_start() because a session is already active in /srv/www/html/dfl2db/include/dbsettings.php on line 3
Story JAH_06_0_00951

Story JAH_06_0_00951

Up to stories list

Back to main menu

Story information
ETK index	Our forebears' way of thinking and spiritual life / Vore fædres tankesæt og åndsliv
Publication ID	JAH_06_0_00951

Collection information
Associated informants and places

Story contents
Places mentioned in this story	Ålborg Mejlby Ravnkilde Kongens-Tisted Gislum
Keywords associated with this story	banke 1 nabo 1 farlig 1 væg 1 hertil 1 jordemoder 1 tilfælde 1 kjende 1 høre 1 skrive 1 bande 1 soldat 2 strække 2 gælde 1 træffe 2 rende 1 skole 2 hort 2 frastand 1 pibe 1 konge 2 halvdel 1 brun 1 hore 1 pen 1 klokke 2 tyk 1 smed 1 sikkerhed 1 stærk 1 gjøre 1 lave 1 slukke 1 løbe 2 drag 1 spektakel 1 lytte 1 husmand 1 løverdag 2 øge 1 fare 1 opdage 1 samle 2 folk 1 ilde 1 forlade 1 sognefoged 2 bytte 1 afsted 4 bed 1 bevæge 1 korsvej 2 dagning 1 tysk 3 krig 1 amt 1 begynde 1 ske 1 pak 1 havre 1 skulder 1 ansigt 1 værd 1 føre 1 bro 1 forfærdelig 1 re 2 rygte 1 kirkeklokke 1 sabel 1 vagt 3 fjende 3 kant 1 vove 1 hytte 1 strænge 1 styrke 1 mulig 2 træde 1 koge 1 by 1 holde 1 tår 1 glad 1 lo 1 ringe 3 familie 1 leje 1 spisekammer 1 lyde 1 sende 1 tro 1 pig 2 føde 1 farvel 1 smule 1 tjenestepige 1 enkelt 2 skum 1 brod 1 smørrebrød 1 sult 1 pleje 1 ryge 21 tilpas 1 midnat 2 beslutte 1 flygte 2 pjalt 1 slås 1 uagtet 1 vovet 2 ord 1 færde 1 uro 1 flyve 1 kvart 1 vante 1 forvalter 1 jæger 2 stage 2 mangen 1 klæder 1 enhver 1 nåde 1 snarest 1 vindue 1 altsam 1 hosesok 1 love 1 skille 1 våben 5 aflevere 1 tåge 1 måned 1 vinke 1 brev 2 overtale 1 bilde 1 tysker 4 forpagte 3 provst 1 fork 2 jylland 1 vistnok 1 orden 1 omstændighed 1 halvvejen 1 pakke 1 udflyttergård 1 vestside 1 madam 2 borg 1 mild 1 mod 1 skytte 1 berette 1 afsides 1 satan 1 anfører 2 blotte 1 burde 1 ordre 2 lampe 1 å 1 april 1 smedie 1 håb 1 slave 7 amtmand 3 sofa 1 menne 2 lyve 2 mart 2 brøgge 4 skrivelse 1 tyges 1 fredag 1 stilling 1 arrestere 1
Text of Danish publication	951. I sidste halvdel af marts var Ilte bataljon draget sydpå fra Ålborg og kom forst imod fjenderne, og der gik forfærdelige rygter om Tyskerne. Folk var meget bevægede og gav meget til soldaterne og kongen: penge, havre, rug, uldtröjer og vanter, masser af hosesokker o. s. v., det kjørtes til Hobro og sendtes derfra til armeen. Meget blev vel også på oplagsstedet, men soldaterne vidnede dog, at de havde fået en del. Ingen spurgte sin nabo om, hvad han gav, hvilket ellers altid er tilfældet. Sindene var i stor uro, der var kommen sådan begejstring over folket. Så en aften, den 29de, jeg havde lige givet skolen lov, kommer min nabo på Brorstrupgården, Ryge, over til mig og siger: Men har De nu hørt, Brøgger, hvad galt der er? Nej, jeg havde intet hørt, men galt var det jo hele tiden. Så fortæller han : Jeg var ude i norremarken, og da kommer der én kjörende ad Smårup til fra Mejlby, alt hvad remmer og töj kan holde, og vinker ad mig længe för han kom i nærheden af mig, og jeg løb jo hen til vejen. Så er det forpagter Konradsen fra Kyy (0) han havde været på Fastrup- lund hos Tygesen, og han fortæller, at Tyskerne havde lukket Rendsborg slaver ud, og der havde samlet sig en hel del marodører og tysk pak til dem, og de var kommen ned i Xörrejylland og havde skjændt og brændt på deres vej hele tiden, og i går var de kommen til Viborg. Han vilde da spörge mig om, hvad vi nu skulde gjøre, for alle menne- sker flygtede for dem, hvor de kom frem. Så siger jeg til Ryge: Det kan ikke være muligt, Ryge, jeg tror ikke et ord af det. Kjender De den Konradsen ? det må være noget, han vilde bilde Dem ind. Nej, siger Ryge, han færdes ikke med lögn, jeg er vis på, det er sandt, og han kommer lige fra Fastruplund. Min kone og mig vi vil til Ålborg med börnene, for vi vil ikke blive her, når sådanne mordere kommer, men nu er det for sent i aften. Vi holdt da krigsråd, og da han var sognefoged, så lå det ham jo på sinde, hvad der skulde gjøres, og degnen var da heller ikke nogen uvigtig person i sognet. Vi blev da enige om, at alle folk skulde have at vide, at der var nød på færde, og da ban havde et par store drenge, skulde de løbe om i sognet og sige det. Da Brorstrup ligger noget afsides fra. landevejen, skulde de, hvis sværmen kom i nat, have alle lys slukkede og döre lukkede, måske den da kunde gå vor dör forbi. Jeg var meget ilde stedt. Vi havde to små börn, og min kone gik og ventede sig hver dag. Ryge og hans kone kom over til os om aftenen og sagde, at de vilde til Ålborg næste morgen for at hytte dem, men madam Ryge vilde ikke af sted uden at have min kone med, hun kunde ikke være bekjendt under disse omstændigheder at forlade hende. Jordemoderen vilde vistnok også flygte til Ålborg. Min kone lovede det dog ikke til sikkerhed, og jeg var også imod det. Endelig fik jeg hende i seng, jeg derimod gik og lyttede og var oppe ved kirken, om der var ikke noget at opdage, fik altså grumme lidt sövn. Om morgenen kom nogle skolebörn. Da jeg lige havde holdt morgenandagt, kommer Ryge farende. Å, det er rent galt, de er på vejen hertil, provsten er med familie kjørt til Ålborg, forpagter Hansen på Smårup er med familie kjørt til Hobro, og alle flygter. De må endelig overtale Deres kone til at følge med os. Jeg har fået bud ud, at alle beboerne skal samles her, at vi kan gjøre mod- stand. Men slaverne kan da ikke flyve af sted, siger jeg, lad nu en karl komme på en rask hest og ride ad Binderup til. Det var en mild forårsmorgen, men der lå en tyk tåge hen over jorden, så man i frastand ikke kunde se synderligt. Ryge var nöje over hestene og går da ind til naboen og siger til sönnen der, at han skulde ride ad Binderup og komme tilbage og sige besked. Han hed Sören og var et meget oprigtigt og grundskikkeligt menne- ske, så jeg havde tiltro til barn. Han kommer afsted på et stort brunt øg og rider i strakt karriere ad Binderup til. Mens han er borte, laver Ryge vognen til, og folk fra sognet begynder at samles. Jeg gav börnene lov til at gå hjem. Et godt kvarter efter kommer Sören tilbage, alt hvad hesten kunde strække, og den var ganske hvid af skum, og vi kommer jo derhen.o Nå, hvad så du? siger Ryge, er der nogen? Å, siger han, der er så mange, te det er grusseligt, og Binderup brænder på alle kanter. Er det sandt? Ja, det er. Vil De nu tro det, Brøgger? Ja, nu vil jeg tro det, for jeg vidste, at Sören aldrig havde sagt en lögn i hanso dage. Jeg hjem til min kone, og nu skulde hun afsted til Ålborg. Hun havde begyndt at lave sig til og fået börnene i noget af klæderne. De var glade ved at komme til Ålborg, men hun var noget nedfalden. Vi tog den smule med, vi havde, og kommer over til Ryge. Alle blev de så pakkede i en stor vogn og kom afsted. Men för Ryge kjørte, var Mejlby mænd og de andre fra sognet bleven samlede i gården med deres våben, hvad öjeblikket kunde give dem. De fleste havde skovøgser, for det er jo i skovegnen. Et par enkelte havde gamle muskedonnere med flintlåse om der var noget i dem, véd jeg ikke, men de så da mere mandhaftige ud. Nogle enkelte havde grebe og forke, og Jokum havde en plej el, som han var løben lige fra loen. Lige idet Ryge vil kjøre, træder smeden i Mejlby frem, han var enöjet, men skulde føre ordet, og han foreholder jo Ryge, at da han var sognefoged, så burde han blive, for nu stod de der og havde ingen anfører, når de skulde nu imod slaverne. Ja, bitte Niels, det er nu også ganske rigtig, men jeg ser ikke godt, og jeg er heller ikke rigtig rask, Brøgger derimod har lovet at gå i mit sted, og han er meget bedre og stærkere til det brug end jeg, så jeg mener, I er godt tjent med det bytte. Jo, nar degnen vilde anføre dem, siger de andre mænd, så måtte Ryge kjøre, og jeg sagde farvel til min kone, og de rejste at. Så skulde vi til at have mandtal og have våbnene set efter. Det var godt nuk i orden. Mine våben var en sabel og en fork. Jeg havde en tjenestepige, hun kommer så lobende og siger, hun turde ikke være ene hjemme. Så får du jo at gå, sigerjeg, men lad bovederne komme ud forst, de får så passe dem selv. I må huske på, det var sidst i marts måned. Jeg var aldeles vis på, at jeg ikke kom levende hjem mere, ug var fast bestemt på at slå alle de slaver ihjel, jeg kunde. Så rejste vi af, vesten ud af gården og over marken og Vesterkjær og ad Lille-Binderup, og det gik i stormskridt, det gjaldt jo om at komme til snarest mulig at slå ned på det Satans skidt. Tågen holdt sig endnu over jorden, sa vi kunde ingen ting se. Da vi var kommen lidt ud på marken, var der en mand i Mejlby, der bed Jens Tras. han græd, alle vi andre var ved godt mod. Han sagde: *Å, Gud nåde os for vor gamle konge. Havde vi haft ham, havde vi ingen krig fået. Ja, siger smeden, sådan er det at få en nar til konge, så går det ud over vi andre. Alt skulde jo i den tid gå ud over kongen, han var alt, og kjendte omtrent ethvert menneske i landet, mente man. Så tykte smeden, det gik for rask Holdt, lad os ikke gå så rask, skal vi slås ihjel, så kan vi, Fanden flyvgale i mig, komme tidlig nok. Yi sagtner da lidt. En skolelærersön her fra Ravnkilde, Sören Klysner, der havde været kastels- jæger i sin tid, han havde fået en bitte tår på lampen for at styrke modet og var godt tilpas, han sandede også smedens ord, at det var ikke værd at rende så stærkt. Så ligger der er stor höj, Joshöj, den kom vi forbi, og da kom vi i tanker om at spejde lidt fra den höj, hvordan stillingen var, og det skulde Sören Klysner, da han var min adjudant, for det han havde været jæger, og ban havde en bosse. Da han kommer derop, kan han se oven over tågen. Nu var han slem til at lyve, og så tager han på at bande: Lille-Binderup brænder, og der er så mange på landevejen som sand i stranden. Vi tænkte ikke på, at han vilde lyve, men vi vilde dog holde krigsräd nu. Vi vidste jo godt, at vi kunde ikke rnag-te dem, da de var så mange. Så besluttede vi at gå nord på i stedet for vester, og så kunde vi nok træffe dem fra de östre byer, Sønderup, Suldrup, Haverslev, Giver og Årestrup, der henne ved korsvejen, derfor gik vi over Smårup mark. Smårup ligger noget höjt, og da vi kom derop, kunde vi se over tågen, og da var der også flere hundrede mennesker ved den korsvej, de var taget dertil ligesom vi, i håb om at træffe flere folk. Konradsen havde hele vejen fortalt om det, og gjort det så galt, og de havde troet ham. Der var forvalter Ammidsbøl fra Nörlund, han var mödt med skytten og skovfogderne og hele tjenerskabet fra Nörlund og Torsted- lund, og der var både kjorende og ridende. Så gik jeg forst hen til Ammidsbøl og spurgte ham, hvordan det egentlig hængte sammen, og hvad han havde hørt. Jeg tror, det er lögn altsammen. svarede han, jeg har haft et ridende bud i Høgslev mølle, og de havde ingen fjender set, men de fortalte også, at slaverne var i Viboig, og at byen var brændt. Så fik jeg en mand på en hest, og han skulde ride så stærkt han kunde bag efter Ryge. Jeg vilde have min kone hjem igjen, og vilde han ikke kjore, så skulde hun leje en vogn. Han nåede dem også i Stöv- ring kro, hvor Ryge gav brod, og så kom de da hjem igjen. Men nu tykte vi ikke, vi vilde skilles ad, nu vi var så mange mennesker samlede, inden vi havde gjort noget, og sa skulde Ammidsbøl skrive til amtmanden i Viborg, og der kom to ridende mænd af sted med brevet, det var jo risikabelt for én at ride. Hvis de så slaverne, skulde de vende hjem igjen, men ellers aflevere brevet. Så drog enhver til sit. Buddene kom godt nok til Viborg og kom om natten med en skrivelse fra amtmanden, hvori han for- talte, at der ingen var i Viborg, men det var nu vist og sandt, at Tyskerne havde kastet en hel del friskarer og marodører i land på vestsiden af Jylland, og vi skulde holde vagt på alle broer og overgange over åer og bække og ved alle korsveje, og vi skulde sörge for at have våben. Det bedste, han kunde anbefale, var en pig på en lang stage. Det var en stræng ordre, der kom fra ham, og uagtet vi ikke horte under Yiborg amt, adlød vi den. Smeden stod i smedien og fik folk til hjælp for at lave våben. Det var en fredag, det første slag stod, og om løverdag nat skulde der gå vagt i hver by, og de fik ordre af amtmanden til at ringe med kirkeklokken, så snart der viste sig noget, som havde hentydning til slaverne. Den nat gik jeg vagt indtil midnat der i Brorstrup. Jeg så efter klokken og var af og til inde at se til min kone, der var noget mistrostig. Lidt over midnat sov hun, da jeg igjen kom ind. Jeg var sulten, gik ind i spisekammeret og spiste smørrebrød og kogte æg. Så kommer en af Ryges karle, Pibe-Niels, rendende til vinduet, han skulde nemlig løse mig af, og råber: Nu er det galt, a kan høre kirke- klokken ringe i Tisted og Binderup. Det var stille vejr og jeg tænkte, at det kunde nok være muligt, skjöndt man ellers ikke hørte dem. Da jeg kom ud, horte jeg godt nok klokkerne, og jeg springer op og giver mig til at ringe med den bitte pjalt klokke, vi havde, skjöndt den ikke kunde høres langt, men ringes skulde der jo. Da jeg har ringet lidt, kommer der bud fra Ryge, at jeg måtte endelig komme der over. Forpagter Hansen i Smårup havde vovet sig hjem fra Hobro om løverdagen for at se til bedriften, men turde ikke ligge hjemme om natten og havde vovet sig over til Ryge. Nu skulde der igjen holdes krigsråd og to mand, en karl og en dreng, blev så sendt op at ringe med klokken, det turde vi ikke lade være. Én kunde godt, men den turde ikke vove sig ved det, siden det var så farlig en tid. Hansen sad i sofaen og var så hvid som en væg i hovedet. Han vilde til familien i Hobro, men turde ikke ride ved nattetid, og Ryge vilde til Ålborg. Men nu vilde madam Ryge ikke af sted. Der blev sendt bud efter folk i sognet, at de skulde møde ved skolen, så snart det blev lyst, og så vilde vi igjen drage over ad Tisted, for fjenderne måtte jo komme vester fra. De mödte også mandstærke og havde deres våben med, en pig på en stage på skuldrene. Jeg skulde være anfører igjen, og Sören Klysner adjudant, og da de så var mödt i dagningen, så satte vi afsted efter Tisted, for vi skulde jo hore, hvad de ringede for, og hvor vidt slaverne var. Men vi kom ikke uden halvvejen, inden der kom bud til os, at det hele var lögn. Det var gået sådan til, at en husmand oppe i Gislum, der hed Borge, en drukkendidrik var det, men tillige en stor abekat til at finde på kunster, og så en anden en, de kaldte Sorte-Smeden, det navn lydede han også godt nok, de havde sværtet dem i ansigtet og var gået ind i en udflyttergård ved Gislum og havde der pludret en hel del op tysk kunde de jo ikke snakke og banket på vinduer og döre, men ellers ikke gjort nogen fortræd. Folkene troede, det var tysk, de snakkede, og mente, det var slaverne, var så løben i det blotte linned ned til byen og sagt, at Tyskerne var der, og derfra var hele spektaklet kommen. De blev også begge to arresterede og fik noget vand og brød, og da de ikke havde noget at betale med, så måtte amtet betale krigsomkost- ningerne. Dermed havde så slavekrigen ende. Endnu må jeg berette, at min kone fødte en dreng den 5te april. Godt var det, hun kom hjem, ellers havde hun født ham i Ålborg. Pens. lærer C. Brøgger, Bavnkilde.
Map