Notice: session_start(): Ignoring session_start() because a session is already active in /srv/www/html/dfl2db/include/dbsettings.php on line 3
Story JAT_02_0_00236

Story JAT_02_0_00236

Up to stories list

Back to main menu

Story information
ETK index	From the time of villeinage / Fra hoveriets tid
Publication ID	JAT_02_0_00236

Collection information
Associated informants and places

Story contents
Places mentioned in this story	Langesø Farstrup
Keywords associated with this story	banke 1 skabe 1 farlig 1 bestille 1 tå 1 dårlig 1 skrald 1 eje 1 hår 1 narre 1 buks 1 banken 1 vågne 1 fald 1 herop 1 mødding 2 kat 6 tabe 1 slæbe 1 hale 1 liste 1 dryppe 1 ene 1 ske 1 pak 1 udbrod 1 værd 2 rotte 5 piske 1 del 1 pudse 1 doven 1 træde 2 uge 1 koge 1 skomager 2 nyde 1 fange 1 ny 1 morg 1 forære 1 lever 1 levere 1 fylde 1 si 24 smage 1 brod 2 krus 3 ærgerlig 1 værelse 1 garde 1 slide 1 ulykkelig 1 sove 2 hid 1 pot 2 stald 1 regne 1 baron 2 hellere 1 hug 1 uår 1 indeholde 1 pris 1 benytte 2 rigsdaler 1 foruden 1 spænde 1 hovmark 1 brev 1 støv 1 rydde 1 tjener 5 mus 2 støvle 1 godhed 1 mundheld 1 nærved 1 hol 2 hovfolk 1 ordret 1 blive 1 kro 1 gartner 1 sofa 1 optage 1 hovbonde 1 vænne 1 tærsker 1 slukøret 1 muldvarp 1 stadig 1
Text of Danish publication	?236. Geheimeråd A C. Holstein på Langsø var lidt ejen- dommelig, men han var meget god af sig, og folk kunde narre ham for et godt ord. Hovfolkene gjorde han aldrig nogen for- træd, og de var nærved at benytte sig vel meget af hans godbed. En fæstebonde piöjede en hel dag på Langsø hovmark foruden skjære. Da han kom ind til garden om aftenen, fandt han den der, og kunde da regne ud, at han havde tabt den der om morg- enen. Holstein var en dag inde hos Anders Christensens moder i Farstrup og blev trakteret med öl i en lerpotte. Så da han havde smagt det, sagde han: Sier for jeg sier, det öl er et krus værd. Ja,, det har vi ikke råd til at få. Ja, så vil jeg forære jer et. Næste gang han kom der, fyldte hun kruset med dårligt öl og kom godt öl i potten og satte begge dele på bordet Han drak forst af kruset og siden af potten. Sier for jeg sier, potteøl er dog frem for krtisol. Det var hans stadige sige: Sier for jeg sier. Der var ingen ting, han var så ræd for som mus og rotter. Han rendte tit ud i stalden tidlig om morgenen for at se efter hestene, og det kunde karlene ikke lide. For så at vænne ham af med det, fik de noget vand op på sivden, og det lod de dryppe ned i håret på ham. Hvad er det for vand ved mit hoved? råbte han, det vil jeg ikke have. Det kommer fra kattene, sagde de lige så rolig. Slå så kattene ihjel, jeg vil ikke have dem til at gjore det. Karlene lukkede så kattene inde i et hus i nogle dage og brod et hul i staldbroen et par dage efter. Da han kom ned i stald- en, så han det. Hvad er det for et hul? A, det er et, rotterne har lavet, nu er de jo gale, da katten er borte, Kristian, her er ti daler, gå ud og kjob katte hos bønderne. Da gehejmeråden var gået op, lukkede de jo kattene ud og be- holdt pengene. En gang var han borte fra gården en 4 uger, og da drev tjeneren og kusken en farlig ballade. De slog også et stort glasskab i stykker. Da han så kom hjem igjen, trådte den ene tjener frem. A, Herre, jeg er så ulykkelig, jeg kan lige så godt gå hen og hænge mig. Hvad er der da i vejen. Der var kommet en rotte op på værelserne, og da vi så jog efter den, væltede den det store glasskab, og det gik i stykker. Sier for jeg sier, fik I rotten? Jo, den lå der da. Så havde de fået én hos tærskeren at vise ham, og de havde da kommet den i kogende vand, for at den skulde holde sig noget længere og ikke se ud som halvrådden, hvad den jo i virkelig- heden var. Så gjör det ikke noget, for rotter kan gjøre meget mere skade, end det skab var værd. Han gav penge for alle de rottehaler, tjeneren foreviste ham. Tærskerne fangede rotterne, men de måtte ikke selv komme op til ham med dem, han vilde blot se halerne af dem, og så blev de altså hugget af og leveret tjenereD. En dag han gik ude i haven, fandt han den dovne gartner sovende. Hvad, sover du! Han vågnede op, men var snarrådig nok til at sige: Stille, jeg lurer nå muldvarpen. Gehejmeråden listede sig da bort på tæerne. Hans tjener havde en gang været ude om natten at sjove, men kom dog op i rette tid og passede sin gjerning. Da så den gamle gik ud at spa- sere, lagde tjeneren sig på sofaen og faldt i søvn. Lidt efter kom den gamle og så det. Sier for jeg sier, hvad ligger du der efter? Hys, jeg lurer på musen. Sier for jeg sier, bliv dog liggende. Det mundheld kom altid, uår han ret var optaget af noget. Kusken var især den, der benyttede sig af hans godhed og drev löjer med ham. En gang havde han ordret ham til at kjøre sig op på en af de höjeste banker ved enden af søen, for at han der kunde nyde udsigten. Men da de så skulde tilbage, sagde kusken: Ja, nu bar jeg kjørt herop, men nu kommer gehejmeråden til at kjøre ned, for det kan jeg ikke. Sier for jeg sier, du skal kjøre ned. Jeg kan ikke, det kan i alt fald kun ske, når gehejmeråden holder bag i vognen. Han gjorde det også. Kusken sad på vognen og kjørte, og Holstein lod sig slæbe bag efter ned ad banken og sled bukserne helt op. En gang havde han bestilt et par støv- ler af en skomager på landet, Da nu manden kom og vilde levere dem, turde han ikke tage mere end 5 rigsdaler. Da Hol- stein borte, hvad pris de var til, sagde ban: >Sier for jeg sier, det er ikke stovler for mig. Han mente jo, de var for billige. Dem kan du gå med igjen. Skomageren gik nok så slukøret og kom ned til kusken, hvem han fortalte, hvordan det var gået ham med støvlerne. Hvad skal du have for dem? siger kusken. Ja, han kom til at have dem for tre daler. Nå, så fik han dem og pudsede dem og hængte dem op i kammeret. En tid efter kom gehejmeråden derind, for han skulde jo så tit snakke med ham, og da så han stevlerne og sagde: Sier for jeg sier, det er ikke stovler til dig, det er stovler til mig, bær dem op straks. Kusken måtte op med dem, hvad han for resten hellere end gjærne vilde, og så fik han vel en halv snes daler for dem. Han havde fået nys om, at pigerne levede höjt, når han var borte En dag siger han så til kusken: Sier for jeg sier, spænd for, jeg skal ud at kjore. Han havde fået sin kuffert pakket, og kort efter holdt kusken for dören. Vi kjører til Odense, sagde Hol- stein höjt, og dé kjorte. Men da de så kom til Kom-igjen-kroen, der ligger ved landevejen ved indkjörselen til Langso, så siger gehejmeråden, at han skal vende og kjøre tilbage. Det sker jo, men da han kommer på den höje bakke, der var oven for gården, slog kusken med den store firhestes pisk et skrald, så det gjald- ede i skoven, og dermed gav han dem et varsel hjemme. Hid- stein udbrod nu helt ærgerlig: Sier for jeg sier. det skulde du ikke have gjort, nu har jeg ikke noget for alt dette. Alting var også ryddet til side, da de kom hjem. En dag han stod ude på møddingen, fik han et stort brev fra kongen. Han brod det straks, og det indeholdt hans udnævnelse til baron. Så sagde han: Sier for jeg sier, jeg bliver baron, som jeg står her på møddingen. Da råbte hovbønderne i munden på hverandre: Møddingbaron, moddingbaron! Jakob Rasmussen, Stensby.
Map