Notice: session_start(): Ignoring session_start() because a session is already active in /srv/www/html/dfl2db/include/dbsettings.php on line 3
Story JAT_02_0_00243

Story JAT_02_0_00243

Up to stories list

Back to main menu

Story information
ETK index	From the time of villeinage / Fra hoveriets tid
Publication ID	JAT_02_0_00243

Collection information
Associated informants and places

Story contents
Places mentioned in this story	Øster-Velling Mari-Malene Ryumgård Fævejle
Keywords associated with this story	skabe 1 herregård 1 kvinde 1 dag 1 dårlig 1 gifte 1 bryde 1 række 1 stejle 1 rage 1 gammel 1 rigtig 1 tilfælde 1 eje 1 følge 1 tie 1 skole 1 hilse 1 sikker 1 fæste 3 sikkerhed 1 time 1 tort 1 betale 1 forunderlig 1 delig 1 besvime 1 uhyre 1 fod 1 ske 1 mening 1 nytte 1 træde 1 formodentlig 1 bemærke 1 fætter 1 selskab 1 rask 1 råde 1 ligfølge 1 glemme 2 amerika 1 smule 1 tråd 1 friske 1 skjøde 1 læse 1 sagtens 1 ængstelig 1 flink 1 hede 1 mor 1 ulykkelig 2 skjænk 1 skikkelig 1 værst 1 gynde 1 hus 1 resultat 1 tidlang 1 skaber 1 spil 1 læge 2 forsamle 1 slem 1 dame 1 våben 1 vie 2 aflevere 1 forfader 1 hvorefter 1 rigtignok 1 minsæl 1 mal 1 ægte 1 vidne 1 kirkebog 1 aflægge 1 segl 1 forbande 1 ægteskab 1 as 1 præken 1 ligtale 1 jærnbane 1 biskop 1 utro 1 boelssted 1 ægtefælle 1 optage 1 egen 1 landmand 1 eksamen 1 fallit 1
Text of Danish publication	?243. Den store gård Ryumgård er kjöbt sammen af en del små herregårde, som blev ved at ligge på deres plads. På en af de parceller eller gårde, som kaldes Ny-Ryumgård, boede for en del år siden en Monrad, der var fætter til biskop Monrad. Han ejede familiens originale våben og segl, ti den er optaget i den österrigske adelsstand, fordi en af dens forfædre havde ladet sig binde til en stejle hen ved 14 timer for at udspejde den tyrk- iske hærs störrelse, idet den marsjerede forbi. Monrad er egent- lig Mondrad. Denne Monrads fader var præst i Östervelling og kjöbte gården til ham for at få ham forsörget. Nu fandt han det også fornødent at få ham gift, og så fandt han ham en pige, der tjente på Fævejle. Sönnen skulde altså på frieri. Han kjendte rigtignok ikke den pige, han skulde have, men han vidste dog nok, at hun var enöjet og havde en plot på det dårlige öje. Da han nu kom i nærheden af gården, spurgte han en mand ud, om der ikke på gården var en jomfru, der havde en plot på det ene öje. Det sagde han ja til. Han tog altså ind på gården, fandt husets damer forsamlede og undersögte alle öjnene, indtil han fandt de rigtige. Hun var formodentlig forberedt på frieriet, da forbindelsen jo var bestemt, sagde straks ja, og de blev så gifte, men ægteskabet, der var barnløst, var og ulykkeligt, idet han i höj grad var hende utro. Endelig befriede døden ham fra den ægtefælle. Men han havde en allerkjæreste, der hed Karen Trampe, som han havde bygget et hus til i Ryumgårds skov, og med hvem han havde fem börn. Alle disse börn havde fået hver sin fader tildelt, som han betalte for at tage sig det på, og som altså var bleven indskreven i kirkebogen. Den ene af dem fik således en gård i fæste for at lægge sit navn til. Da nu en tid var gået, vilde han dog gjærne, at alle disse bftrn skulde være ægte, men så længe kvinden var frisk og rask, skjottede han ikke om det, da han i gruuden ikke kunde lide hende. En- delig blev hun så syg, og han kom da op til mig og bad mig om at gå ned og se til hende og skjönne, om hun kunde leve, for når æ vidste, at det forbandede asen skulde blive rask igjen, så vilde æ ikke lade mig vie ti! hende, for æ vil ikke have hende op på gården. Jeg gik og kom til det resultat, at hun kunde ikke leve, men rådede ham dog for en sikkerheds skyld at lade en læge hente. Lægen var af samme mening og sagde, at hun ikke havde længe tilbage. Han lod sig så vie til hende, og jeg var det ene vidne. Det var den ejendommeligste vielse, jeg har set, for han stod ved foden af sengen og rakte hånden op til hende og blot vielsesformularen blev læst op. Nu blev hun lidt raskere, sagtens af glæde over det skete, og han gik og var helt ængstelig. .E tror minsæl nu, hun kommer sig, sagde han. Men hun faldt tilbage, og en otte dages tid efter var hun død. For Monrads skyld var der et talrigt ligfølge. Der var på den tid en höjst mærkværdig præst i Mari-Malene, han skulde naturligvis holde ligtalen. Men så skete det ulykkelige tilfælde, da han havde talt en lille smule, at en karl, der var med til at bære liget, fik ondt og besvimede, og da tabte præst- en aldeles tråden i den tale, han stod og holdt. Han tav stille og stod på sin forunderlige måde og gabte. Dernæst trådte han ben til Monrad og sagde, idet ban tog prækenen op af lom- men og kastede op i den: Så langt kom jeg, og så langt er der tilbage, bryder De Dem om at høre det? Nej, så mænd gjör jeg ikke, sagde Moniad, og så var det forbi til stor mor- skab for deltagerne, hvorefter liget blev begravet. Men nu be- gyndte egentlig det værste, nemlig at få alle de 5 fædre til at fraskrive sig al mulig ret til börnene. Den, han havde værst at gjøre med, var den mand. der var indskreven for den ældste sön, og som havde fået sin gård i fæste for det, Drengen havde en tidlang gået i Randers latinskole, men da Monrad nu kom til manden, sagde han, at han begyndte nu at blive gammel og tænkte på at tage ham hjem fra skolen, fordi han nu kunde have nytte af ham ved arbejdet i gården. Endelig for at be- væge manden måtte han tilbyde ham gården som ejendom. Han fik den først i fæste for at blive fader og siden til eje for at blive fri for det. Så fik Monrad altså börnene til sig, men han fik kun lille glæde af dem. Sönnen, der var på latinskolen, fik ingen eksamen, kom hjem og gik og lapsede sig. Siden fik han en gård tæt ved Kalvøvig og er nu rögter. En anden har et lille boelssted i Nörager. En datter er gift med en konduktør ved jærnbanen, én med en landmand, der har spillet fallit, og den yugste sön er i Amerika. Monrad var altid bedst fornöjet, når han havde en malkepige på skjødet. Dem holdt han af og bar dem fra den ene ko til den anden. Han var ellers en hjælpsom mand og flink mod sine folk. Men en uhyre kjedelig person var han at have i selskab, for han sad og sov den ene lille søvn efter den anden. Men folk tålte ham, fordi han var en formu- ende mand og i det hele skikkelig. En gang var han på besøg nede på Vedø og drak te der. Da han rejste, blev han fulgt ned i gården af ejeren. Men lige med ét siger han: Æ glemte noget, bad karlen om at holde lidt ved hestene endnu og løb igjen op i stuen. Og hvad havde han så glemt? At lægge te- skeen oven på overkoppen til tegn på, at han ikke vilde have mere, det var skik den gang. Æ glemte aflægge teskeen op, sagde han og gik så igjen, nu var han da sikker på, at de ikke skjænk- ede for ham, efter at han var rejst. En dag kom Monrad ind på amtstuen i Randers for at betale sin skat, og afleverede bog og penge med de ord: Æ skulde ellers hilse fra den unge hr. Monrad på Ny-Ryumgård, her var hans skat. Kontoristen kjendte ham ikke, men havde hørt megen tale om Monrad og hans sær- heder, og så spörger han, om han kjendte Monrad. Han svarede ja. Det kunde han jo heller ikke selv fragå, om også han lod, som han vilde være en anden. Han er nok fjollet, föjede så kontoristen til, han skaber sig jo, som om han ikke er rigtig klog. Det syntes Monrad dog blev vel grovt, hvorfor hau helt tort bemærkede: Æ er ellers selv den unge Monrad. O. Holm, Ørsted.
Map