Notice: session_start(): Ignoring session_start() because a session is already active in /srv/www/html/dfl2db/include/dbsettings.php on line 3
Story JAT_02_0_00277

Story JAT_02_0_00277

Up to stories list

Back to main menu

Story information
ETK index	From the time of villeinage / Fra hoveriets tid
Publication ID	JAT_02_0_00277

Collection information
Associated informants and places

Story contents
Places mentioned in this story
Keywords associated with this story	dyr 1 plage 2 skrækkelig 1 gjæst 1 dejlig 1 tønde 2 skære 1 ussel 2 hoppe 1 gribe 1 marked 1 hore 1 fæste 1 hjælpe 2 kost 1 lomme 1 bære 1 slukke 1 stump 1 betale 4 hole 1 redskab 2 vædde 1 putte 2 kar 1 umulig 1 bytte 1 hidtil 1 rar 1 begynde 2 agere 1 kjedel 1 kjeddel 1 far 1 bage 1 brygge 1 klemme 1 mat 1 kobberkjedel 1 løse 1 sæk 2 krog 1 skaft 1 aftale 1 tond 1 fylde 1 terpe 1 klage 1 vinde 2 klat 1 smage 2 pinde 1 smag 3 brod 2 fortære 1 fjerde 1 megen 1 tom 1 pot 2 kobbel 1 måtte 1 fællesskab 1 måltid 1 rigsdaler 2 heldig 1 lire 1 spænde 1 måned 1 spark 1 urimelig 1 part 1 buse 1 olie 1 molbo 1 drukken 1 kro 1 oldermand 3 skår 1 blomme 2 overkomme 1
Text of Danish publication	?277. Da Molboerne havde deres jord i fællesskab, blev der ikke holdt anden deling, når cle skulde have deres korn hostet, end at den mand fik mest, der kunde få det meste hostet, og den, der kun kunde overkomme lidt, måtte nojes med det. Så var der en gårdmand, han havde altid måttet hjælpe sig med en lille part, for han havde hidtil været ene om det, og han kom i da tanker om at få sig en hostkarl. Så red han fra by en dag for at fæste sig én, og var også heldig nok til at mode én, der vilde tage plads hos ham. Hvad vil du have i lön? sagde manden. A, det kan vi tale om, når vi far ende på hosten. Nej, så er jeg ræd, du skal gjore for store for- dringer. Nej, jeg skal ikke være urimelig. Så fulgte han med hjem, og de kom til at se på redskab. Manden kom med den hole og det skaft, han plejede at bruge. Det var da en ussel pind, sagde karlen, 'der er en lasmerstang. lad mig få holeen på den. Så satte han to vognkjæppe til håndtag og fik et par kroge sat på også, og mödte så med det redskab, da hosten skulde gå for sig. De havde en oldermand, der Mæste i et horn. når de skulde begynde, og når de skulde holde op. Nu lod sig- nalet, og der blev begyndt, Den fremmede karl spændte godt på og tog en ager af hvert skår. Oldermanden syntes, det blev for meget, og råbte til ham. han skulde holde op. Men det brod ban sig ikke om og gik sin egen gang. Da lob oldermanden ben til ham og sagde: Kan du ikke hore. vil du nu holde op! Så vilde han have sparket karlen i det samme, men han var suild nok til at klemme hans ben sammen om oldermandens ben, og så måtte ban gå og hoppe på ét ben bag efter karlen, til han kom til enden af skåret. Da de så skulde have kornet ind, syntes han, mandens heste var for usle til at kjøre med. Han fik lov til at drage til marked med dem for at få dem byttet. Så kom han til én, der havde et kobbel heste. Hvad vil du have for de plage? Kalder du dem plage. Ja, de er ikke större, end at jeg kan kaste den ene over kroen og løbe om til den anden side og gribe den. Ja, kan du det, så må du få dem begge to, sagde manden. Så tog karlen den ene hest og kastede den over buset og løb om til den anden side og greb den. inden den faldt til jorden. Nu havde han vunden de to heste, og handelsmanden klagede sig, for det lian skulde af med hans dejlige heste, men det brod karlen sig ikke om. Han solgte de andre heste for 50 daler ug puttede de penge i sin egen lomme. Så drog han hjem med de nye heste. Da manden så dem, sagde ban: Hvordan skal jeg dog få dem betalt, de har da været svært dyre. De er betalt, sagde karlen. Manden havde mange blommer og vilde gjærne have nogle solgt. Så skulde karlen kjøre til kjöbstad med fire tønder. Da han kom ud på vejen med dem, vilde ban gjærne smage en blomme, og så løste ban op for den ene sæk og begyndte at spise, for han havde ingen smagt af dem endnu De smagte ham så godt, at han spiste dem allesamnien. Det kunde være rart at smage den anden sækfuld også, og så spiste ban også dem. Da må jeg smage den tredje sækfuld med, og så spiste han også dem. Nu vilde han egentlig ikke have haft flere, men han syntes, det nu var vel lidt at kjore til kjöbstad med én sæk blommer, og så spiste han den fjerde tønde også. Da han kom til kjobstaden, gik han ind til en kobbersmed, for han skulde have en kobberkjedel med hjem. Der stod én færdig, der kunde tage en halv tonde. Hvad skal den fjerdingskjedel koste? sagde karlen. Kalder du det en fjerdingskjedel, nej, den er til en halv tønde, sagde kobbersmeden. Da er den ikke större, end at jeg kan drikke den tom, om også den er fuld. Ja, kan du det, så må du få kjedlen. Den blev nu fyldt, og karlen var ikke længe om at tomme den. Så rejste han hjem med den, og da manden så den store kjedel, var han ved at klage sig for, hvordan han skulde fa den betalt, han kunde godt have hjulpen sig med en fjerdingskjedel. Å, den er betalt, sagde karlen. En tid efter kom han igjen til kjöbstaden. Han kom ind til en kjöbmand, hvor pigen var ved at brygge. Må jeg ikke få lidt at drikke af karret, sagde han. Jo, og så tömte han det. Pigen lob hen til kjöbmanden og sagde, at der var kommen et skrækkeligt menneske og havde drukken alt oliet for hende. Kjöbmanden kom nn til at tale med karlen og spurgte ham om, hvor meget han egentlig kunde spise og drikke på én gang. Ja, nar jeg skal have alt det, jeg kan fortære, så kan jeg spise fire tønder rug, der er bagt i brød, og fire tønder smör og så drikke lire tønder brændevin og fire tønder öl, og endda en pot brændevin til at slukke efter med. Det var ikke lidt, sagde kjöbmanden, vil du komme her ud en dag siden, så vil jeg give dig sådant et livfuld. Der blev nu bestemt en dag, da karlen skulde komme, og han rejste hjem. Han fortalte manden om hans aftale med kjöbmanden. Men, hvordan kan du spise alt det, siger han, her hjemme tærer du jo ikke mere end én af os. Jo, jeg kan spise for én dag, men når jeg får sådant et måltid, så hjælper jeg mig i to måneder. Dagen kom, og karlen rejste ud til kjöbmanden. Han havde fortalt en del af sine venner, hvor meget han vidste et menneske kunde spise og drikke, men de syntes, det matte være helt umuligt at rumme så meget i sig. Så væddede han med dem om 10,000 rigsdaler, at han kunde lade dem se det, og de var alle til stede og så på karlen, mens han var kjöbmandens gjæst. Karlen var rask til sin mad, han tog en stump brød og en klat smör og puttede i munden og blev ved og spiste det lige så hurtig, som det blev båret ind til ham. Så drak han fire tønder brændevin og fire tønder öl og til sidst en pot brændevin. Der var en undren over ham, men kjöbmanden var glad, han vandt de 10,000 rigsdaler. Så rejste karlen hjem til manden, og nu spurgte hán ham, hvad han skulde have for hans høstarbejde. Jeg vil ikke have andet, end om jeg må få den rustne brodkniv, der sidder under bjælkehovedet. Den fik han, men hvad han brugte den den til, véd jeg ikke. Ane Nielsen, Lisbjærg terp.