Notice: session_start(): Ignoring session_start() because a session is already active in /srv/www/html/dfl2db/include/dbsettings.php on line 3
Story JAT_05_0_00208

Story JAT_05_0_00208

Up to stories list

Back to main menu

Story information
ETK index	Outdoor life / Livet uden døre
Publication ID	JAT_05_0_00208

Collection information
Associated informants and places

Story contents
Places mentioned in this story	Lemvig Nørre-Nissum Lomborg
Keywords associated with this story	leve 1 sonde 2 mistanke 1 gifte 2 stamme 1 nøgen 1 horn 2 fornærme 1 skumring 1 hjemad 1 får 2 narre 1 plukke 1 gribe 1 hort 1 ærme 1 mærkelig 1 hore 1 fæste 1 blæse 1 broder 1 fald 1 port 1 slagte 2 færd 1 hestesko 1 løverdag 1 opdage 1 ret 1 rykke 1 lam 1 ve 1 søge 1 true 1 økse 1 bekjende 2 tyve 1 hård 1 sy 1 dyb 2 arm 1 uld 2 flokke 1 lære 1 husbond 1 kraft 1 gjemt 1 nægte 3 stikke 1 bænk 1 lykke 1 lever 1 slutte 1 mage 1 kjøkken 1 dommer 1 brod 1 drev 1 overbevise 2 skam 1 savne 1 er 1 kniv 2 tom 1 forholde 1 tale 1 sigte 1 blodig 1 synd 1 grave 1 spek 1 takel 1 nissum 2 krage 1 tidlang 1 kue 1 læge 1 erklære 1 undersøge 1 pine 1 sår 1 mumle 1 egn 1 vistnok 1 vidne 1 rolig 1 list 1 vind 1 indtryk 1 bekje 2 tyveri 2 uskyldig 1 mord 1 blive 1 ærlig 1 forhor 1 fersk 1 tugt 1 undersøgelse 1 tyvekoster 1 dækken 1 tugthus 2
Text of Danish publication	?208. I Nörre-Ravndal i Lem boede en mand ved navr Sören Kristian Ravndal. Kort efter at han havde fået gården, giftede han sig med en pige, der hed Mette, men de passede ikke godt sammen, for han var ærlig og vilde ingen fornærme, men hun var slem til at stjæle ; når hun kunde komme af sted med at rapse noget, hun kom forbi, så tog hun det, hvad enten hun havde brug for det eller ikke, og det, hun ikke kunde an- vende, det solgte hun i Lemvig. Manden syntes ikke om dether, men hun var ikke til at forbedre. En tidlang gik det så stille af. Naboerno mumlede jo noget om, at Mette Ravndal havde vist taget det, når noget blev borte for dem, men ingen kunde overbevise hende, og så gik det, så længe manden levede. De havde en karl, der hed Jens Peter, han hjalp hende vistnok med denher stjælen, og noget havde do i alt fald sammen. Både Narre- og Sønder-Ravndal var den gang fæste til Lemvig præst, og hvert andet år skulde den ene gård levere et lam til præsten, og hvert andet år den anden. Det år Nörre-Ravndal skulde lev- ere lammet, da stjal Mette det i Sonder-Ravndal. Manden, der var Sören Kristians broder, mærkede det nok, men vilde ikke i spek- takel med hende, især da han ikke kunde overbevise hende. Men en gang, da han var i Lemvig, kern han forbi en port, hvorpå var slået et lammeskind op, som han kunde kjende, for det bar hans mærke, som alle hans får gik med, og så kunde han nok slutte sig til resten. En dag var karlen, Jens Peter, ovre i Sonder-Ravndal, og her fortalte han om, at de hjemme havde en hest, der var så slem til at slå, og hans husbond og han var så bange for, at den skulde slå ham ihjel en gang. Folkene i Sønder-Ravndal syntes nok, det var en sær snak, men brød sig dog ikke videre om det. Så varede det ikke længere end til løverdag aften, da fandt de Sören Kristian liggende ude i stalden bag ved en hest og var dod. Han havde et dybt sår i nakken, men der blev ikke gjort mere ud af det den gang, og han blev begravet. Nu kunde Mette rigtig slå sig løs med sin stjælen, og det kunde aldrig lykkes nogen at få hende greben på fersk gerning. Hun blev snart kjed af at sidde enke, og da krage søger mage, så giftede hun sig med en karl fra Lomborg, der hed Ville, og da han kom, havde han stjålet et par beder omme fra hans egn, og dem gav han hende så i fæstensgave. Ku begyndte de ret at stjæle på kraft. De kjørte omkring med heste og vogn om natten og stjal, hvad de kunde fa fat på. En aften i skumringen var de gået over på en nabomands mark og havde drevet hans fåreflok, som gik løs, hjem til deres egen gård. Så havde de taget to beder ud, og derefter ladet de andre får gå igjen. Men nabomandens börn, en stor dreng og en pige, havde set dem drive med flokken, og da den så kom tilbage, og bederne savnedes, så løb hornene straks om og spurgte, om de ikke havde set et par fremmede får, for der var blevet to borte for dem. Nej, de havde naturligvis hverken hørt eller set dem. Men da hornene så gik igjen og kom forbi bryggersvinduet, så de derind ad, at Mette stod med en blodig kniv i hånden, og de var allerede i færd med at slagte bederne. Så siger pigen til broderen: Bliv du nu stående ved dören, så løber a ind, fora er bange for, Mette skal stikke kniven i mig også. Hun list- ede sig nu ind ad bagduren og så, at bederne lå på slagte- bænken. Mette havde ærmerne opsmøgede, og armene var over- stænkede med blod. Men da hun horte pigen komme, løb hun hen imod hende med kniven i hånden og så ud som en furie Så blev pigen bange og skyndte sig ud, og de lob nu begg hjem ad og fortalte, hvad de havde set. Der blev nu gjort an stalt, og Ville og Mette måtte en tur til Lemvig. Der kom d i forhor, og da der nu var vidner nok på det tyveri, måtte d til at bekjende, og så kom også alle deres andre tyverier for. Til sidst kom talen også på Sören Kristians dod. Den sag vilde Mette slet ingen tale hore om ; hun nægtede alt. men dommeren havde alligevel mistanke til hende, og han truede hende med, at hvis hun ikke vilde bekjende, så skulde liget graves op igjen. Hun blev lige godt ved at nægte, og enden på det blev, at Sören Kristian blev gravet op og undersøgt. Lægen erklærede da, at hullet i nakken var for dybt til, at det kunde stamme fra en hestesko, og da Mette hk liget at se, gjorde det dog indtryk på hende, og hun bekjendte, at det var Jens Peter, der havd taget en okse og slået ham ihjel med. Han blev naturligvis til sagt til at mode for retten, og den okse, der var brugt til a fuldbyrde mordet, blev også hentet, men Jens Peter blev ved a nægte, at han havde haft noget dermed at gjore, og da Mett stod med øksen i hånden og sagde, at med den havde han slåe hendes mand ihjel, svarede han, at han var uskyldig i det, men han vidste nok, hvem der havde slået ham ihjel. De kunde ikke gå ham så nær, at de kunde få ham til at sige, hvem det så var, og mærkeligt nok blev han også fri for straf. Derimod fik Ville fem ars tugthus, og Mette blev dömt til at være der i tolv år. I tugthuset lærte de begge at va^ve, og da de så kom ud igjen, var gården solgt, og de kjöbte et lille hus tæt ved. Mette begyndte igjen med hendes stjælen, og hun sagde, at hun var glad ved, hun havde ikke lukket tugthusdören hårdere i, end hun kunde lukke den op igjen. De havde gravet et hul i deres kjøkken, hvori der stod et saltkar og flere andre ting, som d gjemte deres tyvekoster i. Det hul var lukket med en lem, så det var ikke til at opdage, når man kom ind i huset. En aften var en mand og kone fra Nissum by i Lemvig for at kjøbe ind til et gilde, og som de nu bedst kjorte hjemad med de kjöbte sager bag i vognen, syntes de, der var noget, der tog i vognen der bag omme, men de troede jo, det var vinden, der blæste. Der faldt alligevel et ord om, at der var da vel ingen, der stjal deres sager af vognen, men de kunde ingen se og brod sig da ikke videre om det. Men da de kom hjem, var vognen tom, og senere fik de at vide, at det var Mette Bavndal og Ville, der havde bestjålet dem. En anden nat var Mette gået ind til deres får der i Nissum by og havde plukket ulden af to af dem, så le var næsten helt nøgne. Bet var jo både synd og skam at pine dem sådan, og i lang tid måtte fårene gå med dækkener på, som blev syet fast om dem. Nu blev der gjort undersøgelse igjen, for man sigtede Mette og Ville, og de bekjendte også, både at de havde rykket ulden af fårene og stjålet af vognen om aftenen på vejen fra Lemvig. De blev så dömte til to års tugt- husarbejde, og da de kom hjem fra det, forholdt de sig rolige. Så en dag, da Mette var inde i Lem gartners lade, døde hun pludselig, og siden hørte man ikke til, at Ville drev på tyve- håndværket, Karl Kr. Jensen, Gadum.
Map