Notice: session_start(): Ignoring session_start() because a session is already active in /srv/www/html/dfl2db/include/dbsettings.php on line 3
Story JAT_05_0_00326

Story JAT_05_0_00326

Up to stories list

Back to main menu

Story information
ETK index	Outdoor life / Livet uden døre
Publication ID	JAT_05_0_00326

Collection information
Associated informants and places

Story contents
Places mentioned in this story	Håsum Dover
Keywords associated with this story	historie 1 dag 1 stamme 1 brække 1 skrive 1 følge 1 gribe 1 kost 1 opholde 1 søge 1 potte 1 kone 1 ager 1 kløve 1 ond 1 simon 3 ven 1 herre 1 svoger 2 behøve 1 græde 2 næse 1 tigge 2 tåle 1 skilt 1 ty 1 slagsmål 1 farvel 1 konfirmere 1 dele 1 dram 1 hvorimod 1 pot 1 slås 1 ukjende 1 tiltale 2 mangen 1 gammelfader 1 vistnok 1 bestemmelse 1 bibel 1 tyveri 1 kjæltring 2 losere 1 arrest 1 foregive 1 kontor 1 ernære 1 forhør 1 uhindret 1 arrestere 2 kåål 1 glarmester 1
Text of Danish publication	?326. Min ganunelfader, Skelöje-Simon, kunde hverken læse eller skrive, men han kunde meget udenad, som hans fader havde lært ham. Således kunde han store stykker af bibelen på sine fingre, og han var heller ej ukjendt med fædrelaudets historie. Hans fader stammede fra en bedre familie og havde gjort noget ondt, hvorfor han römmode og så gav sig til kjæltringerne. En gang fulgtes de ad fra Kingkjobing, hvor den gamle havde været at kjohe glar. Da kom en vogn forbi dem med fire herrer på. Den gamle gav sig nu til at græde. Hvorfor græder du? spurgte sönnen? Det vilde han ikke ud med, men til sidst for- talte han, at den ene af personerne på vognen var hans broder, ug så tilföjede han: Der kan du se. hvad der kommer ud af at bære sig skidt ad. Han var en 14, 16 år, da han blev sendt ud for at skulle ernære sig på egen hånd. Den gang bestemmelsen kom, at kjæltringerne skulde hjemsendes til deres forsörgelses-kornmune, sad han arresteret i Skive og blev da ikke hjemsendt, hvorfor han, da han atter kom ud, fik lov til at gå uhindret omkring alle hans dage. Men han kunde jo ikke sörge for sig selv, og hans forsörgelses-kornmune var Dover-Veng, der måtte han ty til, hvorimod hans kone og tre börn blev sendt til Håsum. På den måde blev de skilt ad. Han fik så præsten i Håsum, Easmussen, til at lade beboerne søge om at få ham som glarmester, og han kom da op til Håsum, og de kom atter til at bo sammen. Der blev de så virkelig gift, og han blev ved at være der i sognet til konens dod. Siden opholdt han sig en tid ved hans sön, indtil han på det sidste atter kom ned til Dover-Veng og var på kommunen. Beboerne der vilde ikke tro, den første gang han kom der, at han ikke var konfirmeret, fol- det han kunde så meget, Han var kim tiltalt den ene gang, der för omtaltes, og det gik sådan til. Han kom en nat til at losere hos en mand, der forførte ham til at gå hen og stjæle 4 lundstikker for sig, og det gav han ham en mark for. Så stod det hen i mange år. Men en dag kom han og hans svoger op at slås meget alvorligt. Min gammelfader fik ved den lejlighed hans næse kløvet og bar ar af det alle hans dage. De blev arresterede for det slagsmål, og svogeren, der vidste om det gamle tyveri, raældte det på kontoret, og så fik Simon nogle dages vand og brød for det. Den mand, der havde forført ham, var også tiltalt, men slap vistnok fri. Han brød så ud af arresten ved hjælp af hans blikkenslåerværktöj, som han havde med sig, fik- en sten brækket op ud til gaden og kom så på fri fod. Men han blev snart atter greben og sat ind. Arrestforvareren var hans gode ven, og de delte mangen pot brændevin sammen. En dag skulde han i forhør, men havde været fuld om aftenen för, og så foregav arrestforvareren, at han var syg, for han kunde ikke tåle den slage kost, han fik. Lad så din kone give ham en potte ollebrød og lad hende komme et godt stykke smör i. Han stjal aldrig siden, og han löj heller aldrig. Men han vilde jo gjærne til sidst gå omkring og tigge en dram. Han var et skikkeligt menneske, og ingen havde noget imod ham eller vs ond på ham. Når han nu gik omkring og tiggede, sagde har Når I nu kan finde noget godt til Gamle-Simon, så skal a dc og kåål bede godt for jer, til a kommer igjen. Han kom aldrig ind, hvor a tjente, for ikke at genere mig; han satte sig ude på agrene og ventede, til han sa mig, og så kaldte han på mig. Da han sidste gang rejste ned til Dover og sagde mig farvel, bar han sig lige sådan ad, og så sagde han: Lad mig nu se, du følger en sand mund og en tro hånd, så behøver du ikke at gå af vejen for nogen, for det du er fattig. Den gang tjente a i Kirkeby. Peder Hansen, V.-Grönning.
Map