Notice: session_start(): Ignoring session_start() because a session is already active in /srv/www/html/dfl2db/include/dbsettings.php on line 3
Story JAT_05_0_00413

Story JAT_05_0_00413

Up to stories list

Back to main menu

Story information
ETK index	Outdoor life / Livet uden døre
Publication ID	JAT_05_0_00413

Collection information
Associated informants and places

Story contents
Places mentioned in this story	Als Assens Dreslette Helnæs
Keywords associated with this story	gård 1 nabo 1 blå 1 ligne 1 væg 1 historie 3 række 1 dreng 2 is 2 land 1 dige 1 tilfælde 1 rig 1 eftermiddag 1 horn 2 lue 2 kjende 3 tønde 1 reb 2 slæde 1 høre 1 flok 1 skjælde 1 gælde 1 træffe 1 ussel 1 post 1 narre 2 kort 1 pose 1 svær 1 bringe 7 rum 3 sikkerhed 1 sjælden 1 snaps 2 ise 1 lomme 1 vanskelig 1 betale 1 dreje 6 frelse 1 nær 1 sejle 1 gjemme 1 bytte 1 afsted 2 regel 3 liste 2 morsom 1 løb 1 foder 1 piske 1 lig 1 del 3 li 1 fjende 2 pudse 1 næse 1 skrig 1 tojet 1 tigge 1 dristig 2 fange 1 forundring 1 forlegenhed 1 gjemt 2 anke 1 anker 1 tur 1 lykke 1 aftale 3 vige 1 tond 2 krybe 1 sende 1 udtryk 1 vinde 1 svend 1 tus 1 kande 5 fin 1 pinde 1 tilfældigvis 1 made 1 steg 1 tillade 1 tang 1 gods 1 nøde 1 vrede 1 beklage 1 svag 1 værst 1 lem 1 nappe 1 vare 1 slette 1 undtagelse 1 forvoven 1 små 1 brøle 1 passe 1 rigsdaler 1 hul 1 hemmelig 2 spænde 1 vente 1 bilde 1 gulv 1 skjule 2 fangst 1 herover 1 kappe 1 orden 1 vejr 1 koste 1 vidne 1 behjælpelig 1 parat 1 runge 1 udtale 1 slesvig 1 skjul 1 oprindelig 1 stange 1 ligefrem 1 me 1 advarsel 2 vedkomme 1 skolelærer 1 eksempel 1 døve 1 anbringe 1 adgang 2 krikke 2 bøde 1 kortspil 2 formue 1 billig 1 velkommen 1 tilfældig 1 fornøjelse 1 snu 1 smug 2
Text of Danish publication	?413. I mange af gårdene (om ikke i alle) var der hemme- lige rum. Snart var de under gulvene og snart mellem to vægge med adgang fra loftet, men den adgang var da skjult. Disse hemmelige rum var vist oprindelig beregnede på at skjule sig i i ufredstider, men senere blev de brugt til at gjemme brændevins- töjet i, når det ikke var i brug. Det gjaldt også om, når der kom bud fra naboer og andre, at der var ugler i mosen, så der at få tojet bragt ind. Ikke sjælden sendtes der ridende bud fra Bogården til byen med advarsel, når landrytterne lod sig se på Bobakken. Så snart skolelæreren så strandrytterne (toldvæsenet), så lod han straks hornene løbe med advarsel til hjemmene. Flere gange er bræudevinstöjet derved blevet frelst, og man kjender kun ét eksempel på, at det gik i løbet. Han tog mit brændevinstöj, dette udtryk kan endnu høres i kortspil, når én uformodet bliver bet. Alle i huset fik deres snaps til maden med undtagelse af lille- pigen, drengen og hornene. Hjemmebrændevinet var kun et dår- ligt produkt, og man kan endnu høre folk ytre om en god snaps: Det er kjøbebrændevin. Denne sidste slags brændevin var i alle tilfælde dyr i kongeriget, men i Slesvig var den billig, derfor kom der snart et storartet smugleri i gang, nærmest med brændevin, men også med bomuldstöj, torklæder o. lign. Varerne kom over Als, og en kande brændevin kostede der en mark kanden, men her fik man to mark. Alle beboerne var smuglernes hælere og hjælpere, og for en kande brændevin rejste man sig midt om natten for med heste og vogn at hjælpe smuglerne til rette. Her på Helnæs var der i det mindste én dristig og driftig smugler, der tjente sig en lille formue. Aldrig blev han taget, dels på grund af hans snedighed, og dels fordi beboerne holdt med ham. Men landrytterne tog vel også mod stikpenge. Deres lön var så ussel, at de ligefrem var nødte til det. En gang var smugleren dog nær ved at blive nappet. En gårdmand kjørte for ham med et læs brændevin, der skulde op til Snave og Dre- slette. Det var naturligvis om natten, og da de kom gjennem Nyled (i skjellet mellem Melchersen og H. Hansen), sprang der to landryttere frem og greb hestene i linerne. Kusken piskede imidlertid på hestene, og de sprang til. så angriberne måtte nöjes med et 10 kanders anker, som de fik held til at nappe af vognen. Turen fra Als måtte foretages i mulm og mørke og var så meget besværligere, fordi de ikke kunde have lys ombord. De sejlede aldrig direkte til hjemstedet, men smuglegodset blev bragt i land snart her, snart der på kysten og som regel gjemt i tangen, hvor det henlå, indtil man ved beboernes hjælp kunde få det trans- porteret til bedre gjemmesteder (de hemmelige rum) eller til be- stemmelsesstederne. Smuglerne havde altid vagter, hvor de vilde lande, og der blev ved hjælp af fyrtöj givet aftalte signaler, om der var nogen fare at befrygte. Faleboeme (Falsledb.) var især dristige smuglere, og da Helnæs lå lige for, så bragte de ofte deres varer i land der. En gang havde de gjemt deres ankere (der altid var på 20 kander) i noget rapsfoder og bælge. Ejeren vidste intet om smuglergodset og antændte dagen efter foderet for at blive af med det. Til hans store forundring steg der på én gang svære blå luer til vejrs. Det var jo Faleboernes brændevin, der gik op i luer. Om vinteren på is kunde smug- leriet rigtig gå for sig. Man spændte en hest for en lang række isslæder, hvorpå ankerne var anbragte. En gang da vejen blev lagt over Langoret, så man der to mænd, og da de ikke vilde give de aftalte signaler, så skyndte man sig tilbage, medens en mand listede sig lidt nærmere for at se, om det var fjenden. Da var det Langøres ledpæle. En gang var isen så svag, at man for sikkerheds skyld lod hesten (en gammel krikke) trække slæderne i et langt reb, og en mand sad parat til med en kniv at kappe rebet, om hesten gik igjennem. Men de kom dog lyk- kelig i land. Albertus, der var toldkontrollør (?) i Assens, var dog smuglernes værste fjende. Han tog ikke mod stikpenge. At narre ham eller bringe ham i en lille forlegenhed var smuglernes störste fornøjelse. En gang skulde de gå i land over Falsled skov. Albertus vidste det og var på sin post, men det var smug- lernes håndlangere også, og fra deres skjul så de Albertus krybe ind i et stort torskehyttefad for gjennem hullerne af det at kunne udspejde landgangen. En af vagterne lister sig da langs med et dige hen til hyttefadet og sætter pinden for lemmen. Da tiden var der, så gav vagterne deres signaler, der lød på ingen fare. Godset blev bragt i land og transporteret lige forbi Albertus's næse Han larmede og skreg, men smuglerne var helt døve. Først e tid efter, da alt var bragt i orden, hørte tilfældigvis en mand (en smugler naturligvis) hans skrig, og kom til for at udfri ham. Han viste ham nu stor deltagelse og beklagede ham i höjeste grad, samt skjældte de slemme mennesker dygtig ud, der sådan havde lukket ham inde. Man kan fortælle mange historier om, hvordan Albertas er bleven pudset, og man gjör det med stor glæde. Der skal endnu kun fortælles, hvordan den store Als (udtales med langt a) drejede Albertus en knap. Store-Als hed egentlig Drejer og kom i smugletiden meget til Helnæs. Han var en forvoven og snu karl. Albertus kjendte ham ikke person- lig, og da han en gang traf ham og fik at vide, at Drejer bo- ede på den anden side (o: af vandet), så spurgte han ham, om han ikke kjendte den store Als. Jo, ham kjender jeg godt, sagde Drejer. Det er en nederdrægtig smugler, sagde Alber- tus, og jeg kan ikke få fingre i ham. Kan det være så vanskeligt, sagde den anden. Efter Albertus's opfordring skulde Drejer da være ham behjælpelig med at fange den store Als og som belönning have halvparten af smuglergodset. Nogen tid efter får Albertus at vide, at Drejer og Store-Als var én og samme person, og da han så træffer ham helt tilfældig, siger han halvt i vrede : De har jo löjet for mig. De sagde jo, at De kjendte den store Als. Dertil svarede han: Der er Gud forbande mig ingen, der kjender ham så godt som jeg. Store- xlls bragte meget smuglergods her til Helnæs. Han kjöbte meget korn og sjakrede med al ting. For en 40 år siden kom han endnu ofte herover, og jeg kan godt huske ham. Det var eu gammel höj, vejrbidt og jovial søulk, der i sine historier löj, som om han var betalt for det. Han var velkommen alle vegne, for hvor Stoie-Als kom frem, der var kommersen med. Man vilde så småt holde ham for nar, men som regel blev vedkom- mende selv nar, al tid dog i al godmodighed. Trekort var hans lidenskab. En søndag eftermiddag eller aften, da han forlangte kortene frem, bildte man ham efter aftale ind, at det var ved- taget efter præstens opfordring, at den mand, der tillod kortspil i sit hus på en søndag, skulde bøde 5 rigsdaler. Store-Als havde sølvpengene løse i lommen og greb straks ned og lagde 5 rigs- daler på bordet. Börnene vilde også narres med den godmodige mand. En gang fik nogle stykker ham med ud i sjoen for at stange ål. Da byttet skulde deles, og drengene efter akkorden skulde have de halve ål, så den store Als ned i posen og sagde: Her er Gud forbande mig ingen halve ål. Derpå drog han afsted med hele fangsten og med drengene efter sig, udvekslende saftige vittigheder med dem. 8 til 14 dage ad gangen var han lier på Helnæs. Han var fuld af historier, der som regel ikke var helt passende for fine oren. Når han havde fortalt en rig- tig håndgribelig, men altid morsom lögn, så kaldte han sin følge- svend til vidne på den: Er det ikke sandt, hvad jeg siger, Frits? >Jo. Jeg skal fortælle endnu en smuglerhistorie, som jeg dog ikke kan huske min hjemmelsmand for. En gang drog en hel flok smuglere over isen med slæder. De vendte tilbage med dagen og kunde derfor vente, at tolderne vilde op- dage dem. Det skete også. Albertus kom til hest efter dem, og de spredtes nu for alle vinde. Men én. der havde en stor tonde på sin slæde og kun en gammel krikke for, knnde ikke komme så rask afsted. Albertus sætter efter ham. Eallöj, töv lidt, hvad har du i din tonde? Vand, siger smugleren. Ja, jeg skal give dig vand, vil du bikh mig ind, at du rejser til Als efter vand. Jo, det er kun vand, for alle brøndene i byen (Helnæs eller Falsled ?) er tilfrosne, så vi må hente vandet på Als. Folg med mig. så skal du få vand, brøler Albertus, og de kom så til land, spundset blev slået af, og det viste sig nu, at der kun var vand i tønden. P. Runge, Helnæs. Til 0. Lægevæscnet.
Map