Notice: session_start(): Ignoring session_start() because a session is already active in /srv/www/html/dfl2db/include/dbsettings.php on line 3
Story JAT_06_0_00045

Story JAT_06_0_00045

Up to stories list

Back to main menu

Story information
ETK index	Our forebears' way of thinking and spiritual life / Vore fædres tankesæt og åndsliv
Publication ID	JAT_06_0_00045

Collection information
Associated informants and places

Story contents
Places mentioned in this story	Øster-Hæsinge Sandholt
Keywords associated with this story	synde 1 farlig 1 bryde 1 dejlig 1 læsse 1 post 1 skole 2 vælte 1 fæste 1 fiske 1 herop 1 lomme 1 slæbe 1 nederst 1 bestemt 1 nem 1 ten 1 farbroder 1 fly 1 græde 1 lære 1 glemme 1 st 1 møller 4 stund 1 venskab 1 kræve 1 tænke 1 besvær 1 musikant 1 ur 1 hviske 1 vride 1 urimelig 2 tofte 1 frøken 1 kjæltring 2 tiende 1 sandholt 3 vandtrug 2
Text of Danish publication	?45. Maren Musikanter fortalte mig en gang følgende. Vi blev nu urimelig godt lærte ved gamle Jakobsen, (han var degn i Lyndelse), ja, det var nu ham, der var farbroder til den sidste. Yi måtte sådan læse på landkortet, så den gang vidste jeg, hvor det lå alt sammen. Nej, å Herre Gud, det var ikke som nu om stunder, hvor de jo ikke lærer noget, hverken i skolen eller til konfirmationen. Ari kom aldrig på legepladsen, så nær som to gange om året, ellers blev vi hele dagen igjennem holdt til læs- eriet. Men hovederne er jo ikke ens. Jeg havde nu let ved at nemme det, og Ane var endda skrappere, men se nu Sandholts- møllerens, de kunde ikke nogen ting, og Sofie sad altid nederst. Men del måtte hun jo itte for præsten, å Herre Gud, det var nu den gamle Becher, ja, vi gjorde nu urimelig meget af ham, for han skulde aldrig kræve os for tienden. Da hun skulde gå til konfirmationen, så lod han Jakobsen sætte hende som no. 1 den sidste tid hun var i skolen, han sagde. Nu skal Sofie sidde uverst. Jeg kan aldrig glemme, hvordan vi blev ved det, det var lige til. at det kunde sætte i os, og der er nu mange store syndet til, men der er ingen, der kan være större end at vise uret- færdighed imod börn. Det pjauk, der ingen ting kunde, at hun skulde være over os andre ! Nu ved De jo nok, a ja Herre Gud, at der ikke kunde være en större kjæltring til end Sandholts- mølleren, å, jane mig dog, og, ja, jeg kan jo gjærne sige det, og Deres bedstefader (hofjægermester Hans Nöragger) sad i hans lomme. Der var aldrig nogen bonde, der skulde fæste, så gik han jo til mølleren først, og så blev det, ligesom han bestemte. Og præsten og molleren, ja, der var nu sådant venskab imellem dem, å jane mig dog. Dot om den store sten, det kjeuder De nok. Han lå nede i toften, og det var en farlig besvær at få ham brudt og flyttet, og til sidst kaldte de på moder, for hun var nu så stærk, og da hun tog ved, fik de vredet ham herop til huset. Så kom Sandholts-molleren, og han siger, at den sten kunde han nok lide at have. Og fader hvisker til moder: Yi tör ikke andet end give ham den, for han er jo den störste kjæltring, hvis vi får ham imod ose. Min moder gav sig til at græde over stenen, og så gik molleren. Lidt derefter kommer præsten gående nede fra Saudholts løkken, og så siger han til fader og moder, som står ved stenen: Hvorfor vilde I ikke fly mølleren den? Og moder græd igjen over stenen. Ja, jeg vil nu sige jer, siger præsten, det er ikke sagt, det går rigtig til her i nat, der kan gjærne komme det, I ikke tænker på, men så skal i holde jer fra det og blot ligge stille. Og så om nat- ten så kommer der en vogn kjørende, og de hører mange store karle bumre uden for huset og læsse stenen, og så fik fader og moder at vide, at præsten havde sendt dem, og at stenen var slæbt ned gjennem præstegården hen til det sumpede sted ved Steffens mark, og der var den bleven væltet ned. Vi måtte nu itte ha' ham. Senere har pastor Becher ladet stenen fiske op igjen, og fået den lavet til et dejligt vandtrug, som stod ved posten i præstegården, indtil provst Thorup tog vandtruget med til Öster-Hæsinge. Frøken Nobel Sperling, Sandholdt,
Map