Notice: session_start(): Ignoring session_start() because a session is already active in /srv/www/html/dfl2db/include/dbsettings.php on line 3
Story JAT_06_0_00136

Story JAT_06_0_00136

Up to stories list

Back to main menu

Story information
ETK index	Our forebears' way of thinking and spiritual life / Vore fædres tankesæt og åndsliv
Publication ID	JAT_06_0_00136

Collection information
Associated informants and places

Story contents
Places mentioned in this story	Lemming
Keywords associated with this story	himmel 1 finger 1 iblandt 1 dårlig 1 torn 1 rage 1 låne 1 klæde 1 rig 1 bande 2 hår 1 forskrækkelig 1 middag 1 spidse 1 hente 2 mave 1 hoppe 1 marked 1 mergel 1 nøgle 1 flæsk 3 ræd 2 aske 1 bide 1 vande 1 løverdag 1 fare 1 meldmad 1 jesu 1 kristi 1 pæn 1 stol 1 efterår 1 afsted 1 potte 1 bed 1 ren 1 forstå 1 tummel 1 ager 1 lede 1 hvile 1 bekjende 1 ond 1 grød 1 så 1 snappe 1 grod 1 hose 1 vende 1 særk 3 træt 1 behøve 1 plov 1 tigge 2 forestille 1 skjære 1 stege 1 stikke 1 krog 1 fadder 1 mage 1 forsamling 1 gryde 2 pinde 1 opleve 1 pikke 2 sam 1 varme 1 forrette 1 tilpas 1 sod 1 gryn 1 kreatur 1 hælde 2 slås 2 ulykke 1 syg 1 forse 1 skur 2 bevare 1 fåre 1 sædekorn 1 smore 1 doktor 2 træsko 1 pande 1 snedker 3 søndag 1 beskidt 1 mandag 1 humme 1 låse 1 høle 1 mile 1 bedrift 1 våd 1 distrikt 1 satan 1 medicin 1 elendighed 1 flid 1 opklare 1 optage 1 sædvane 1 kjæn 1 fredag 1 knipling 2 svigerinde 1 fårelår 1
Text of Danish publication	?136. Der boede en mand her tæt ved, som hed Jens Bonde, han skulde forestille at være noget klog. En snedker her i byen skulde have barn i kirken, og så gik han hen og hyret faddere til om søndagen, men om fredag aften, da han havde det besörget, så rendte han væk, og de ledte i grave og fåre- huse og rundt om hele lwVerdag og løverdag nat og søndag, men der var ingen mand at finde. Barnet var i kirke, men der var en hel elendighed. Ole Helstrup kaldte så Jens Bonde til side i forsamlingen og sagde: A véd, du er klog og kan gjore noget, vis nu manden igjen, for her trænges til hjælp*. Ja, a skal gjore min flid, svarte han. Så kom snedkeren også tilbage om mandagen. A var henne at flytte, og da kom a forbi Jens Bonde, der stod henne på agrene og grov noget ved en mile nede ved mosen. Ja, nu er manden da kommen hjem, sagde a. Hvad siger du? svarte han og standsede lidt. Ja, a har også döjet nok for at få ham hjem. A har ingen ro haft hele natten for at få ham vendt om. Sä stod han og pikket lidt med hans snushorn, og så sagde han: Ja, a må over til ham, og så han tværs over marken. Hans kone sad inde ved snedkerkonen og fortalte, hvordan tummel de havde haft hele natten. Han havde hængt dören af og hængt den igjen og taget vinduerne af viuduesruderne, og sådan var han bleven ved at gå ud og ind. Snedkeren havde været i Silkeborg, men det blev aldrig opklaret, hvorfor han sådan var stukken af. Han og konen levede ellers godt nok sammen. Denher Jens Bonde havde ikke ret meget doktorsager, lidt salmiakspiritus, lidt hvid kamferolie, nogle kamferdråber og så til kreaturer en spröjte og en svamp. Han fik hans medicin i Banders, for 30 daler ad gaugen, sagde han, men det var jo lögn, det var kun for 30 skilling. Så forstod han sig også på at årelade. Folk var lige godt rædde for ham og troede, han kunde nogef. Han gik ud i de ni sogne, der hørte til hans distrikt, og så havde han en lang tværsæk over nakken. Han fik et fårelår ét sted, noget flæsk et andet sted og mel og gryn, og kom så hjem med det, og så på loftet med det. Han sagde, at han havde lært hans kunster i Berlin, men det var jo også lögn, for han havde aldrig været i Berliu i hans dage. Når han kom til at fortælle om hans bedrifter, og hvad han havde oplevet, föjede han altid til: Det var deu gang a gik med kniplinger. Men han havde nu aldrig gået med kniplinger. Det var ellers en sær én, den samme kompen. Han var slem til at slås og vilde bide fingrene af dem, han sloges med, forså havde han jo noget at doktre på, Så gik han om og tiggede sædekorn, og han fik det godt nok. Han tiggede også plov- bed, og det kunde han altid få folk til, for de var jo rædde, deres kreaturer skulde blive syge ellers. Kreaturerne gik løse om efteråret i de tider. Han såede hum (o: spergel) i denher bitte mose, han havde, og det vilde de så gå efter. Men så lånte han alle de høleer, han kunde få, at hovederne kunde gå og skjære deres ben i, og han så kunde få noget at doktre på. Hans have ind- hegnede han på den måde, at han stak pinde ned med spidse knager, og når kreaturerne så hoppede over, fik de dem op i maven. Hans første kone var han slem ved. Han trak hende i håret og gik hen ad hende med læppede træskoor. Da hun var død, blev han gift igjen med en sær bitte rødöjet én, og hun var meget nöje af sig og bandte forskrækkelig. Når hun var dårlig tilpas og det var hun tit, kunde hun sige: A har Satan torne mig hverken haft ro eller hvile den hele nat. Når Jens var hjemme, sad han foran den lerkakkelovn, der stod i stuen, med en fod på hvert hjörne og ragede i asken. Kom der nogen, sagde han: Kjæsten, hent os et stykke flæsk! Men hun gik ikke for første gang. Så talte han igjen: Kjæsten! hent os et stykke flæsk! Hun måtte endelig have loftsstigen sat til. Han stegte det selv i panden og varmede så lidt öl til i en bitte potte. Skjær os en meldmad, Kjæsten. Men hun skar aldrig andet end nogle bitte snitter. Så lukkede hun spise- kammerdöreo af og- smed nøglen i bordskuffen. Denher Kjæn Bonde var en sær sölle kone i hendes hus. De skulde en gang have kjurt mergel, og så skulde folkene have grød til deres ond- en, men hun kunde ikke selv lave dem. Hendes svigerinde skulde komme og hjælpe med det, men det blev ikke til noget, og hun lob ud og ind og var sa gal. Så talte hun til os nabo- koner om at komme og hjælpe sig. Hun skulde have sod mælk til at lave groden i, og vi kom da med vor morgeumælk. Så siger hun: Se nu efter, om gryden er skuret nok. Xu har a skuret på den to rejser i går og atter igjen i dag. og mine arme er så trætte, a kan snart ikke tage med dem. Ja, vi sa til gryden, jo, det var godt nok. Men nu mà vi se, at det ikke skal brænde på. hvad skal vi nu gjore? Ja. vi kan vel smore den i bunden i noget smör. Skal a ikke hælde noget koghedt vand i den forst? Vi siger nej, det behøves ikke. Så skal vi da til at hajide mælk i. og hun står og er så optaget af dether. Xu i Jesu Kristi navn. og Gud i himlens rige bevar det nu fra al skade og ulykke. Hun trak altid af alle klæd- erne og særken med, hver gang hun var henne at sove, og det både om natten og til middag, og så lagde hun hver klædetråd ]! stolen ved sengen. Dörene var aldrig låsede, for der kom folk både ved dag og ved nat og vilde tale med doktoren. En sölle dreng kom en nat og skulde hente ham til et sygt kreatur. Hun springer af sengen, snapper særken og om i krogen. Drengen kommer ind, og hun kommer frem med særken over hovedet og siger: Hvad skal du? Den arme dreng bliver så forskrækket, at han farer afsted uden at forrette noget. Den gang doktoren døde, sa blev hun gift igjen, og den nye mand ham kaldte de Sören Bonde. Det var for resten én magen til hende. Det skulde afgjores imellem dem på Brårup marked, og han fortalte hans bekjendte, at han kunde kjende hende iblandt alle folkene, endda han havde kun set hende én gang för. Vi sagde: Ja. han kunde vel kjende hende på födderne, for hendes hoser var ligesom støvleskafter. Hun vandede lige ned i træskoene, og så gik hun jo og var våd og beskidt der altid: og det var ikke pænt at se. l'er Bonde havde den sædvane, når han var sam- men med andre, at han pikkede på hans snustobaksdåse, og hældte snus ud på bagsiden af hånden, og så gik han stuen rundt og bød alle en snus. Mette Marie Nielsdatter, Lemming.
Map