Notice: session_start(): Ignoring session_start() because a session is already active in /srv/www/html/dfl2db/include/dbsettings.php on line 3
Story JAT_06_0_00154

Story JAT_06_0_00154

Up to stories list

Back to main menu

Story information
ETK index	Our forebears' way of thinking and spiritual life / Vore fædres tankesæt og åndsliv
Publication ID	JAT_06_0_00154

Collection information
Associated informants and places

Story contents
Places mentioned in this story	Askildrup
Keywords associated with this story	hedde 2 menneske 1 leve 1 væg 1 stille 1 jordemoder 1 stoppe 1 halvvejs 1 række 1 lås 1 paste 2 lyng 1 forskrækkelig 1 ungdom 1 rend 1 buks 1 skjæppe 1 smøre 1 konge 1 sikker 1 klokke 2 binde 1 ilav 1 stærk 2 svire 1 ren 1 hat 1 redelighed 1 adskillig 1 trille 1 trine 1 rive 1 standse 1 rose 1 tigge 1 flaske 1 kraft 1 knæbukser 1 hænge 1 aftale 1 bedrøvet 1 krybe 1 kage 1 værk 1 spøge 1 snakke 1 slide 1 herskab 1 pjalt 1 overstå 1 vare 1 pise 1 tilbagevej 1 ende 1 løbsk 1 gjærde 1 live 1 love 1 kasse 4 kurer 1 vinke 1 vesterhavet 1 dunk 1 slagen 1 døve 2 bisse 1 gavtyv 1 urmager 1
Text of Danish publication	?154. Døve-Sören var altid stor karl, når de vilde kalde ham Sören Urmager, Hals. Han fik det navn, for det han fore- stillede, han var döv, da han blev indkaldt til kongens tjeneste 1801. Han var den gang 22 år, og så blev han fri. Han var et sted at gjore en klokke ren. Dtt var et af deher gamle viserværker, og der var ikke uden et halvt klokkehus, (a: det nåede fra jorden halvvejs op på væggen, for at lodderne kunde gå ned deri). Nu havde folkene i stedet snakket sammen om. at der skulde én gå ned og sætte sig i det klokkehus, og da Sören så var gået ud. kryber han derned. Da Sören kom ind igjen. stod klokken, for den anden havde jo standset permendik- keleu. Du har ikke gjort klokken godt i stand, Sören, siger de til ham. Ja, da skal a forrede forrede nok kurere den for det. Han slår til permemlikkelen, og så går klokken igjen. Nå, de paste jo at holde Sören til at vende ryggen til klokke- huset og roste ham jo svært og holdt ham godt ved snak, ilav den anden rækkede hånden op og satte permendikkelen. Nu står den igjen, Sören, siger de. Ja, da skal a forrede forrede nok få den til at gà. Det spil havde de nu sådan adskillige gauge, og han sætter bestandig klokken i gang. Da do nu har haft löjer nok af det, siger de: Det skulde da ikke være en gavtyv, der sidder nede i klokkehuset og sætter klokken. Sören ser derned, jo, det paste godt nok. der sidder pryglen. Han måtte jo til at op. og Sören bliver så gal, te han river hans hat af og slår ham oven i hovedet, så han blatter om, som han var dod. Forrede forrede a skulde da ikke tro. a har slagen mennesket ihjel. Han rev og sled i ham for at få ham til live, han troede jo lige så sikkert, at han havde slået ham ihjel med hatten. Så springer gavtyven op og smører Sören én på siden af hovedet med hånden. A, Gud være lovet, sagde så Sören og blev så let, te det var forskrækkeligt. Han havde en kasse med hans uhrmagerhåndværkstöj i, og den var der en hænge- lås for. Den kasse bar han undertiden på ryggen, men tit tril- lede han den også på en hjulbor. Når han så blev sær i hovedet, for han var af og til ikke sådan rigtig klog, kunde han tage til at hisse og blev ved at rende, så længe han kunde. En gang kom han op igjennem Fræcer by og var helt løbsk. Han trillede en anden gang med hjulbören, som kassen stod på, og så blev han sær og bissede. Værket tog til at skralle i kassen, og så satte han rigtig i rend. Jo stærkere det skrallede, jo stærkere han rendte. Nu blev han ved så længe, han kunde, indtil hjul- bören gik helt i pjalter. Han var ude at slå lyng en dag, og da konen ventede sig, havde hun gjort den aftale mod ham. at hun skulde trine op på enden af huset og vinke ad ham, når hun blev syg. Hun kom også: Höjj, Sören, kom hjem! a har fået den! Så råbte han igjen: Forrede forrede nu skal a nok komme og heute jordemoderen på hjulbören . Men da han kom hjem, fik han jo redelighed på, at det var overstået, og hun havde fået to. Så skulde han jo op til præsten at have dem indedöht. Han fik fat i et par knæbukser, der var bundet for enderne af, og så stoppede han et barn i hvert bukseben og hængte bukserne på et bjælkehoved, lav han kom til præstegården. Da han kom ind, sagde han: Forrede forrede kan a ikke få hr. præst til at indedøbe nogle börn? Nogle bÖrn! hvor er de? Ja, forrede forrede, de hænger her ude. Så måtte han ud efter buksorne, og præsten döbte börnene, den ene skulde hedde Per, og den anden skulde hedde Povl, Mon så var den ene dod, da han kom hjem igjen. Så spörger Maren ham ad, hvilken det var. Ja, forrede forrede! er det Per, der er lev- endo, så er det forrede forrede Povl, der er død, og er det Povl, der er levende, så er det forrode forrede Per, der er død. Han havde gravet sig ind i en höj, og havde en bitte dam der ved siden af höjen. Der satte han et vendret gjærde tværs over. I den ene side tog de vand til mad, og i den anden to- ede konen barnebleer. Kunde de störste stykker ikke gå igjennem, så kunde dog kraften. Askildrup ungdom vilde gjærne gå vejen om ad Sörens, når de var ude i mosen at grave torv og så var på tilbagevejen. De tog en dunk eller flaske frem og tog noget af vandet i den, og så lod de jo, som de vilde drikke, men gjorde det ikke alligevel. Men så begyndte de at slingre og lod, som de blev helt svirende af det. Så sagde Sören: Forrede forrede tag jer i vare, det er ellers ikke noget sådan at spøge med. En gang var herskabet på Tustrup inde at besøge dem. Så råbte Sören: Maren! forrede forrede nu skal du gå ud og sætte noget mad på bordet for dem. Maren havde jo ikke mere end det, hun havde tigget, og det kom hun så med. Men så siger Sören: Forrede forrede du skal gå væk med det tiggerbrød og gå op på loftet og hente os en kage. Maren siger: Du véd vel, Sören, vi har ikke andet. Men ved samme lejlighed gav dem på Tustrup dem 4 skjæpper rug til at bage og nogle penge også, men a véd ikke, hvor mange. Døve-Sören var en gang nær bleven ræd hen af hans kone en nat. Andre folk, der traf ham, spurgte dagen efter, hvordan det kunde være, at han var så bedrøvet, Forrede forrede a vidste ikke andet, end det var Vesterhavet, der kom i nat, og da var det Maren, der piste i sengen. Jensine Lund, Madum sø.
Map