Notice: session_start(): Ignoring session_start() because a session is already active in /srv/www/html/dfl2db/include/dbsettings.php on line 3
Story JAT_06_0_00197

Story JAT_06_0_00197

Up to stories list

Back to main menu

Story information
ETK index	Our forebears' way of thinking and spiritual life / Vore fædres tankesæt og åndsliv
Publication ID	JAT_06_0_00197

Collection information
Associated informants and places

Story contents
Places mentioned in this story	Tingerup
Keywords associated with this story	engel 1 himmel 2 samling 1 historie 2 dårlig 1 jage 1 klæde 1 fruentimmer 2 kjende 2 sæd 1 tønde 1 skære 1 skrive 1 flok 1 forskrækkelig 1 træffe 1 bæst 1 narre 4 mave 1 skat 2 pose 1 middel 1 hilse 1 konge 1 kvæg 1 kjælling 2 flæsk 1 fuld 1 tier 1 ni 1 grine 1 stærk 1 læs 1 mandfolk 1 bonde 1 ret 1 putte 1 se 1 skilling 1 rore 1 bestemt 1 sognefoged 1 stol 1 afsted 1 løb 1 put 1 havre 1 agere 1 tilhold 1 synge 1 måle 1 koge 1 by 1 flokke 1 arve 1 takket 1 gjemt 1 fedt 1 uheld 1 kugle 1 familie 1 vige 1 retning 1 drikke 1 sende 1 sølvknap 1 lodde 1 fin 1 itu 1 made 1 læse 1 ryge 1 drev 1 overbevise 1 rette 1 bede 1 husly 2 enkel 1 kreatur 1 trænge 2 simpel 1 fødevare 1 herskab 3 lor 1 hvorover 1 papir 1 regne 1 lovlig 1 sætte 1 fæhus 1 derude 1 hus 2 skabning 1 forvalter 2 altsam 1 hemmelig 1 live 1 kasse 1 trave 1 befordring 1 døbe 1 måned 1 kurer 1 afdød 1 doktor 2 forgøre 1 vedkommende 1 fornem 2 brev 1 fåe 1 glød 1 leder 1 sjov 1 greb 1 koste 1 rådighed 1 sogn 1 viske 1 kjøre 1 præst 1 apotek 1 seddel 1 tigger 2 jøde 1 snes 1 helbred 1 lysning 1 overstue 1 rak 1 kongelig 2 regning 1 trediver 1 landgilde 1 forpustet 1 regnskab 1 pension 1 livstid 2 ledtog 1 hylle 1
Text of Danish publication	?197. Sidst i tyverne og forst i trediverne var det en dår- lig tid for bønderne. Ja, en enkelt var der, som havde penge. Hed det sig: Han har fire snese dalere, troede de, han havde slået en Jøde ihjel eller i det mindste stjålet dem fra en rig mand i Kjöbenhavn. Til vort var det rent forskrækkelig galt. Inden fader slap, lå han hen i samfald 12 år og kunde ikke rore sig; de måtte bære ham af seng og i seng og made ham som et barn, og han havde dog været noget nær den stærkeste karl i sognet, men han havde1 vel forslæbt sig ved groftegravning, som der trængtes så hårdt til, da han kom til gården, for hele lodden var jo mest eng og buller og ikke ret meget ager, men han fik jo ikke^megen fornöjelse af det! De vilde jo nok sige, at det var en pige, som han skal have været kjæreste med, men som han ikke vilde have, der var skyld i, at han lå sådan hen. Min moder var et godtroende menneske, og hun var overbevist om, at han var forgjort. De sögte jo alle vegne for ham, men ingen ting hjalp. Doktorer havde de ingen tro til, og præsterne var den gang ikke så kloge som i gamle dage og vilde hverken det ene eller det andet i den retning. Ja, der blev jo bedt for ham i kirken, men det hjalp ikke. Den gang var der fuldt af tiggere, der drog hele landet rundt, de kom i store flokke på en snes stykker, både unge, halvgamle og helgamle, mandfolk og fruentimmer imellem hinanden. De havde tilhold til vort og hos den gamle sognefoged. Vi var mange börn, og vi syntes jo, det var sjov, når de kom, for de kunde fortælle historier, synge og spille og gjøre mange andre kunster; de lå ude i husene og fik noget pjus at hylle over sig, når det var om vinteren, om sommeren lå de i det bare hø. Moder var så god ved dem, det er jo også Guds skabninger, sagde hun, og man skal aldrig foragte de fattige. De kunde somme tider ligge her en otte, ti nætter, om dagen var de ude at foderasere i byerne omkring og kom hjem mod aften med poserne fulde, og så fik de lov at lave til i vort køkken, de fik aldrig andet end husly og så deres egen rådighed til vort, de var ikke heller så trængende som vi. En gang blev der født et barn her, og det blev siden mange mange år efter begravet på vort sogns regning, for den havde sin døbe- seddel, at den var döbt i vor kirke, men havde ellers ingen op- lysning om, hvor den hørte til. Sådanne omflakkere var alligevel ikke helt til at stole på. De kjender alt slags rak. De lod jo, som de ynkedes så meget over lader, der sådan lå hen, og sagde at de troede nok, de kunde skaffe råd, så han kunde komme sig. Så træffer det sig en gang, at vi fik et brev, og sådant noget fik bønderfolk ellers aldrig. Fader kunde nok læse skritt, men de kunde ikke holde det sådan for ham, at han kunde få nogen samling på det, og så måtte moder hen hos degnen og få det læst. Det lod på, at hvis vi vilde have min fader helbredet, så skulde der gå en vogn til Ringsted den og den dag hos en kjöbmand, som vi kjendte, så vilde der være en fornem klog frue, som havde bort om hans sygdoni, og som rejste ud og hjalp folk af barmhjærtighed, og hun skulde nok med Guds bistand kurere ham. Der var ikke andet for, vi måtte afsted efter hende og traf hende også godt nok. Hun var jo fint klædt på, og gjorde derfor mange ophævelser over den simple befordring, hun skulde kjøres i, men det var jo den bedste, vi havde, og så lod hun sig da besige med det, og vi kom hjem. Moder takkede hende nu så meget og lavede til for hende af æg, og hvad vi kunde skaffe, og hun lå i vor bedste seng i overstuen om natten. Næste morgen så hun efter i fæhuset, det var kun dårligt, og kreaturet var afredt. Hun fik ild i gløder med sig ud, og hun røgede i alle husene, men der måtte ingen andre være nærvær- ende. Hun var helt forpustet, da hun kom ind, og fortalte op om, at der var noget galt, der skulde rettes; men først måtte vi koge en halv tønde rug, og deraf skulde vi give hver ko om morgenen til foiste gift så meget, som en kunde tage med hånden, så skulde det nok hjælpe derude, og det råd, tror jeg, var ikke så galt, for kvæget trængte ikke til andet end noget mere at æde. Var der en visk havre eller noget rigtig godt hø, det blev sat fra til bæsterne, derfor var de heller ikke så helt ringe. Så spurgte hun ud, om vi ikke havde noget arvesølv, for hun skulde have så og så mange lod, som skulde sættes hen på et hemmeligt sted. Jo, det havde vi da: der var faraoers hoved- vandsæg og hendes skospænder og nogle gamle sølvknapper, som fader havde arvet. Det fik kjællingen altsammen og puttede i en pose. Så målte hun fader efter alle leder og skrev noget op på et stykke papir, som hun også gjemte. Derpå vilde hun have penge, men det var vi lovlig undskyldt i, for dem havde vi ingen af. Vi stod til restants hos herskabet for jeg véd ikke hvor mange år både med kongelige skatter og landgilde; jeg var sådan en pollingknægt på en ni ti år den gang, og når vi havde lidt skillinger, måtte jeg gå til gården med dem, men jeg havde aldrig ret mange og al tid for lidt. Forvalteren talte ellers godt nok til mig, men han sagde: Hils dine forældre, at viskulde gjærne have i det mindste de kongelige skatter, for herskabet måtte jo stå inde for dem og betale, når bonden ikke kunde. Om pengene kom i herskabets kasse, og om de blev skrevet af for os, er ikke godt at vide, for forvalteren blev da omsider jaget væk, fordi han ikke kunde gjore regnskab, hvorover han vilde hænge sig, men så hængte han sig sådan i et træ, så han ingen skade tog af det, lige ved vejen, hvor han vidste, at herskabet vilde komme forbi om et öjeblik. Han blev skåret ned, kom til live igjen, og han eller rettere hans kone fik pension for livstid på gården, og de levede begge og blev meget gamle folk. Men nok om den snak vi havde altså ingen penge, og det var jo galt; men lidt sæd havde vi da og lidt røget flæsk, som 'vi selv skulde have haft til at stå vinteren imod med. Ja, det der skulde bruges, kunde kun fåes på kongens apotek i Kjöb- enhavn; hun kunde dog nok bruge, hvad vi havde; hendes råd kostede ingen ting, dem havde hun fra Gud i himmelen, men midlerne kunde hun ikke betale, dertil var hun ikke rig nok, og hun havde så mange at hjælpe. Vi fik da læsset alle vore fødevarer på vognen til hende, og kjørte hende tilbage til Ring- sted igjen, hvor vi så om otte dage kunde hente midlerne. Vi forhørte os om dem til den bestemte tid, men der var ingen ting. Kjöbmanden sagde nok, at han skulde sende det, så snart det kom, men han sagde også, at han troede nok, at der aldrig kom noget, og at den frue vist var en bedrager, men det vilde moder ikke tro, fer hun havde sådan kunnet belægge sin tale, at man måtte tro, det var en Guds engel fra himmelen. Vi forhørte tiere, men der kom aldrig noget. Så begyndte moder at tro, at vi var blevne narrede. Nogle år efter blev kjællingen grebet i Frederiksborg og puttet i hullet. Hun havde drevet sine sager for vidt og vilde have narret folk, der var hende for kloge. Hun fortalte da i forhørene om alle sine kjæltringstreger og også om, at hun havde været hos os, men vi fik aldrig noget tilbage. Hun havde også bekjendt, at hun fra først af havde gået om med en flok tiggere, som hun også siden var i ledtog med, men at hun havde regnet ud, at det var mere fordelagtig at rejse omkring og være klog og blive kjørt fra by til by, end at trave omkring på sine ben. De sagde, at hun kom i spindehuset for livstid, for at hun ikke skulde gå og narre folk. Der blev også fortalt, at heodes forældre var fornemme folk, men at hun var løbet fra dem som helt ung, og at de siden ikke vilde kjendes ved hende, Sådan var der mange, der rejste om og narrede bønderne, for man troede jo meget mere på sådan nogle, end på doktorer og præster. Der var også en omløber, der hed Lorens, han fik et fruentimmer og blev gift med og havde flere börn, og han boede her i sognet så længe, at han kom til at høre os til. Han gik altid og nis- sede om, og var borte i hele måneder. Han lavede kugler af brød og rødstenspulver og fedt og sådant noget og gik og solgte som midler imod kalvekastning og andet uheld ved kreaturerne, men han var helt rimelig med priserne, og slog sig igjennem for sit eget vedkommende. Familien derimod måtte sognet forsörge i andet led. Han lod sig mest betale med brændevin, som han kunde drikke, som en ko drikker vand. For at få husly fortalte han historier om aftenen, så folk var færdige ved at grine derest mave itu. Han kunde også lodde og gik altid med en loddebolt og lidt blikplader. Efter fortælliug af en afdød gårdmand i Tingerup Jens Jensen, født 1822. Han fik fædreuegården for 1200 rdl. Chr. Weiss.
Map