Notice: session_start(): Ignoring session_start() because a session is already active in /srv/www/html/dfl2db/include/dbsettings.php on line 3
Story JAT_06_0_00436

Story JAT_06_0_00436

Up to stories list

Back to main menu

Story information
ETK index	Our forebears' way of thinking and spiritual life / Vore fædres tankesæt og åndsliv
Publication ID	JAT_06_0_00436

Collection information
Associated informants and places

Story contents
Places mentioned in this story	Skovby Løjt
Keywords associated with this story	synde 1 leve 1 titte 1 sæje 2 være 1 historie 1 fornærme 1 færdes 1 djævel 1 middag 1 hvorfra 1 udbryde 1 hilse 1 sær 1 lomme 2 bonde 1 fare 1 frelse 1 præke 2 vold 1 fad 2 stol 1 pege 2 sum 1 ønske 1 begynde 1 fly 1 grød 3 herre 1 rose 1 arm 1 bund 1 sædvanlig 1 tilfreds 1 sen 1 spøg 1 barnedåb 1 slutte 1 fylde 1 stundom 1 ytre 2 ær 1 udtryk 1 sag 1 svend 1 føde 1 klat 2 afholde 1 forsamling 1 smag 1 fortælle 1 meddele 1 dram 1 pikke 1 nysgjerrig 1 rned 1 hæve 1 enes 1 føle 1 fortsætte 1 dum 1 lovlig 1 due 1 særlig 1 tiltale 1 enhver 1 forfølge 1 ende 1 lærer 1 straffe 1 møg 1 prædiken 2 hjært 1 trappe 1 bopæl 1 sejl 2 sømand 1 ynde 1 tværtimod 1 falk 1 jaja 1 menighed 2 præken 2 nærgående 1 tov 1 tilstedeværende 1
Text of Danish publication	?436. Der fortælles mange historier om pastor Matkisen i Løjt En gang mödte han to gamle bønder fra Skovby, der nok yndede at få sig en lille dram. Den ene af dem hed Per Svend- sen. Efter at have hilst i al ærbødighed på ham sagde den ene: Hr. pastor, vi har Vorherre rned os. Jeg ser ham nok, svarede præsten, idet han pegede hen på den enes frak- kelomme, hvorfra en fyldt brændevinsflaske tittede frem. Han var meget afholdt af sin menighed. Kirken var fuld til sidste plads, når han prækede, skjöndt prækenen i hans sidste leveår stundom var lovlig lang. Om også han havde begyndt om for- middagen som sædvanlig, kunde klokken somme tider blive to, ja, endog tre, inden han blev færdig. Der var ingen, der for- lod kirken, inden prækenen var endt, dertil havde de den gamle præst for kjær, skjöndt de jo nok kunde være utålmodige. Degn- en eller en af lærerne gik somme tider hen på trappen op til stolen og pikkede præsten på benene til tegn på, at man ønskede, han skulde slutte. Det bjalp dog ikke altid, tværtimod blev han undertiden helt fortrædelig, slog ud med armene og sagde: Lad vær', og så ytrede han henvendt til menigbeden: Jeg har endnu et lille ord, som jeg skal have sagt. I sin prædiken brugte han mange sære lignelser og talemåder, særlig i den sidste tid. Nærgående og unyttige spörgsmål holdt han ikke af, og spörgeren fik det rette svar på tiltale. Ved en barnedåb spurgte en skibskapitain ham, om han ikke var bange for Blåhöj præst, når han færdedes forbi Blåhöj om aftenen. Dertil svarede præsten: Nej, for Blåhöj præst er jeg ikke bange, men jeg er bange for en sådan gudsbespotter som ... af ... , (her nævnedes så kapitainens navn og bopæl. Fortæl os noget nyt, sagde én ved en forsamling til ham. Han svarede: Det er sagens sum, som vi bör tale om, at du skal synden fly, og evangelium skal føde dig på ny. I en prædiken sagde han: I Store- hanser og brændevinsmænd, I var tilfreds, I sad ved et fad grød som Møgelmose med en klat smör i som et læs møg, hillemænd, hvor vilde I due. Når den gode Gud var et fad grød, og vor frelser en klat smör i grøden, så skulde I store Lojtinger kapitainer nok finde ham. Da det blev ham meddelt, at nogle var blevne fornærmede på grund af denne udtalelse og ikke som för besögte kirken, svarede han: De skal nok komme igjen, ti jeg har straffet dem godt. På ethvert skib findes en lille ende, som kaldes Mads Makkemand, den kan sømanden finde i den mørkeste nat, og I store herrer og hanser kan ikke finde kirkedören ved höjlys dag. (Mads M. kaldes for spøg et tov et sted ved sejlet, som i nødstilfælde bruges til at fire sejlet ned med. Det er et gammelt somandsudtryk). En gang hævede han truende hånden mod menigheden og udbrød så med höj rost: Nej, Vorherrre er ingen Per Tot, nej, han er ingen hundsvot. At Barsøerne ikke har levet rigtig efter hans smag, fremgår af følgende ytring: Vender om, I Barsøer, ellers går I Fanden i vold. En gang prækede han i Åbenrå kirke, og der var mange sofolk til stede, som måske var komne der af nysgjerrig- hed. I sin tale brugte han følgende udtryk: Matrosen har et hjærte så koldt så koldt som en isbjörn. Nogle unge sofolk begyndte nu at smile, og det mærkede han. Men han tog sagen med ro og fortsatte: Jaja, jeg ser nok, at I sidder og ler ad mig. I en skriftetale ytrede han: Så sæjer falk, den er en döwel, å den er en döwel, men æ sæjer, do ær en dnwel, og så pegede han hen imod en af de tilstedeværende, hvilket han just ikke følte sig smigret ved. - En mand spurgte ham, hvor- dan det kom, at der ingen bund var i præstens lomme. Han svarede: >Der er en gang faret en dum bonde, hvem Djævelen forfulgte, gjenuem lommen, og siden den tid har den da været hundløs*.
Map