Story JAT_06_0_00727

Story information
ETK index	Our forebears' way of thinking and spiritual life / Vore fædres tankesæt og åndsliv
Publication ID	JAT_06_0_00727
Collection information
Associated informants and places
Story contents
Places mentioned in this story	Fovlum Ørum Rødding Silkeborg Viborg Sødal Vammen Lindum Tjele Nørre-Vinge
Keywords associated with this story	skabe 1 stille 1 iblandt 2 hvilken 1 mente 1 jamre 1 bryde 1 rigtig 1 rig 1 eftermiddag 1 kor 1 forsik 1 rende 1 skole 3 konge 1 lind 1 ryste 1 bondemand 1 fuld 1 bringe 1 time 1 smedje 1 indtræffe 2 lomme 1 påstå 4 skab 1 opdage 1 rykke 1 samle 3 spids 2 nær 2 umulig 1 nylig 1 sognefoged 1 nem 1 drage 1 krig 3 jer 2 lig 1 mur 2 herre 1 rygte 1 allarm 1 sabel 2 vagt 1 fjende 2 styrke 1 nabokone 1 folge 1 mulig 1 træde 1 by 1 flokke 1 ung 1 jævnlig 1 skare 1 nægte 1 skaft 2 slutte 1 øvrig 1 kam 2 hyle 1 sende 1 kande 1 stykke 1 formiddag 2 danne 1 skede 1 rette 2 afbrænde 1 steg 2 foretage 1 behover 1 spare 1 herned 1 trænge 1 hvorimod 1 flygte 1 kirketårn 1 ugift 1 fortsætte 2 foreløbig 2 færde 1 uro 1 kammerherre 6 murmester 1 stage 1 grændse 1 ende 2 lærer 1 forskjellig 1 bold 1 blande 1 underretning 2 slag 1 våben 8 stok 1 galop 1 yde 1 kraftig 1 vente 1 mester 1 val 1 kamp 3 ekse 1 snedker 2 rog 1 forsikring 1 legeme 1 enig 1 urolig 1 skjule 1 best 1 jylland 1 tjener 1 vished 1 torsdag 1 stedse 1 dunk 1 oberst 4 mandskab 14 sogn 1 afsked 3 vedtage 1 høle 1 blinde 1 indtryk 1 mod 1 slesvig 1 vinge 3 omliggende 1 slibe 1 slibesten 1 eftersom 1 burde 1 hurra 1 ordre 4 skjærtorsdag 1 fædreland 1 april 1 forvare 1 toge 1 slave 3 amtmand 3 parti 1 ansætte 1 overalt 1 efterretning 2 tropper 1 mart 1 optage 1 fordring 1 skandse 1 mamme 1 the 1 udsende 1 regjering 2 stafet 2 frii 3 kandidat 1 ligbleg 1 opsigt 1 overkomme 1 rektor 1
Text of Danish publication	?727. Jeg var i skolen torsdag formiddag den 30te marts, og kl. halvtolv ser jeg sognefogden ride i galop forbi. Da der var uro i blodet på os, kunde jeg tænke, der var noget på færde, og lob da ud af skolen og råber ham an: “Vogn Pedersen, hvad er der ved det?” — “Hå!” siger han, “slaverne er brudt ud af Eendsborg og skjænder og brænder overalt, de har været i Silkeborg og bar brændt flere byer af nede ved Vejle, og vi kan kanskesig vente dem inden aften. Han red straks videre i karriere til den anden ende af byen, og straks efter kom folk rendende med høleer og skjæreknive og vilde hen til smeden og have dem rettet ud og sat på stage. Jeg gav straks skolen fri og gik også til smedjen, for jeg vilde også have et våben lavet. Den rigeste mand i byen, Jens Vestergård, var ligbleg og rystede over hele legemet, Der var ordre til, at de skulde samles i Formyre og der under kammerherrens anførsel drage ud. Jeg var jo også rede til at tage del i kampen, men vilde først over til Rödding at tage afsked med mine gamle forældre. Da jeg kom der kl. tre om eftermiddagen, var hele byen i opror, og jeg traf en bel del ved en gård, der ligger ved Hobro-Viborg land- evejen, og der var de beskjæftiget med at slibe våben på en stor slibesten. Der var min gamle fader også til stede. Dette gjorde så blandet et indtryk på mig, at jeg kom uvilkårlig til at smile. “Ja, du smiler”, sagde min fader, “og vi er fulde af angst og bekymring”. Da jeg kom hjem, var en nabokone kommen om til min moder, og de hylede og jamrede og mente, at de aldrig så deres sönner mere. Kort efter kom herremanden på Sødal ridende med hele hans mandskab. Han havde en sabel ved siden, og folkene med forskjellige våben, der iblandt en stor stærk mand med en skovøkse på nakken. Huslæreren, en the- ologisk kandidat, kom ind til mine forældre, som han jævnlig besögte, for at tage afsked, og drog en stor slagtekniv frem, han havde skjult i lommen, omviklet med et stykke töj som skede, og han sagde: “Når de får nu den ind til skaftet, behover de ikke mere”. Herremanden red ned i præstegården, hvor præsten Foersom nylig var kommen og levede ugift. Han steg også til hest med våben ved siden, og han og herremanden red i spidsen for mandskabet fra Rödding og Sodal, en 50 mand, ad Viborg til. Dem. der var i Viborg, blev der om natten og blev indloserede på kornlofter (f. eks. hos Sandberg). Straks efter kom en stor skare fra Vammen. Bigum og Lindum, vel en 100 mand, igjen- nem Rödding og drog samme vej. Jeg hastede nu tilbage, efter at have taget afsked med min moder, der græd og klagede sig over, at hun aldrig så mig mere, og gik til Fovlum for at for- ene mig med mandskabet der. Da jeg kom, var do kort i for- vejen dragne af for at samles med dem fra Tjele og Vinge for under kammerherrens anförsel at drage ud derfra. Jeg gik forst hen til smeden at se, om mit våben var færdig. “Nej, a kan ikke overkomme det”, svarede ban, og jeg måtte da forelohig lade mig nöje med en stok. Da jeg kom til flokken, var kammer- herren mödt. Han var lige stegen af besten — havde forhen været gardeofficer, havde sabel ved siden, og tjeneren boldt v^d hesten. Han vilde dog have nöjere underretning, inden de drog af sted, og havde sendt sin kusk ridende til Viborg for at ind- hente nöjere underretning om, hvor slaverne nu var, og hvor de skulde draee hen, og vilde her oppebie hans tilbagekomst. Folk- ene havde alle mulige slags våben, rettede holeer og skjæreknive økser og gamle muskedonnere, og blandt andet var læreren fra Vinge, Sörensen, mödt med en lyngkrog. Murmester Friis fra Formyre, der var en gammel underofficer, var allerede ved at indeksercere mandskabet og lod foretage forskellige evolutioner. Jeg blev straks indordnet i rækkerne, og til sidst endte det med et kraftigt stormlob under rungende hurra tværs over vejen og over grøfterne hen imod en bakke i nærheden, der skulde fore- stille en skandse, og den toges med stor bravour. Derefter blev mandskabet efter disse anstrængelser stillet i ro for at spare på kræfterne til marchen og den forestående kamp, medens kam- merherren gik urolig frem og tilbage på vejen, ventende på don udsendte stafet. Rygtet gik, at Silkeborg var afbrændt, og mur- mester Friis havde været oppe i Tjele kirketårn, og han forsik- rede, at han kunde se rogen. Omtrent efter en times venten kom kusken ridende tilbage med beroligende efterretning fra amtmanden, at dor fra Viborg havde været udsendt stafet sydpå, men han havde ikke opdaget nærmere fare, så amtmanden mente, at rygterne var overdrevne. Der var allerede mödt stort mand- skab i Viborg, så amtmanden ikke mente, at det var nodvendigt, vi mödte, men onskede derimod, om de vilde udstille vagter fra Ørum af vestpå, og holde opsigt med, hvis der skulde indtræffe noget osten for Viborg. Kammerherren lod da en del af det ældre gitte mandskab permittere foreløbig, hvorimod en 30 styk- kor af de yngre under kommando af Friis rykkede ud til hoved- landevejen (Kanders-Viborg) langs Fovlum-Tjele sogns grændse for at holde nattevagt. Da imidlertid intet viste sig, og tiden blev vagten temmelig lang, fik mandskabet bud til Ørum kro efter en dunk brændevin for at opildne modet og styrke sig yder- ligere til kampeu. Så snart noget indtraf, havde mandskabet ordre til straks at sende ilbud til kammerherren, for at det øvrige mandskab kunde purres ud. Men der skete jo intet, og de kom tilbage om morgenen. Imidlertid indløb efterretning fra Viborg, at det hele havde været blind allarm, og således endte slave- krigen der. Imidlertid blev man enige om ikke straks at ned- lægge våbnene, og der besluttedes at indøve mandskabet til landstorm, når de rigtige fjender indtraf, under kammerherrens og murmesterens ledeiso, og hver søndag i den nærmeste tid efter samledes mandskabet fra de to sogne til fortsat våbeuovelse. Kammerherren var stedse til stede. Smeden, der havde været så optaget af at lave våben, fik endelig også tid til at lave et stort slagsværd til mig tillige med et landsespyd, der blev an- bragt på et 3 alen langt skaft, med hvilke våben jeg da mödte til øvelserne. En oberst Kenoir, der havde været ansat ved et af de holstenske regimenter, men nægtet at gå over til oprørerne, og var flygtet herned, havde tilbudt at stille sig i spidsen for laudstormen i Viborg-egnen, og skjærtorsdag den 20. april var efter kammerherrens foranstaltning- indvarslet til mode af mand- skabet i de omliggende sogne (Vammen, Bigum, Linde, Tjele. Vinge, Ørum) om formiddagen, hvor Renoir da også vilde komme til stede og tale til mandskabet. En 2, 300 mand mödte be- væbnede: jeg omgjordet med slagsværdet og med landsen ved siden. Obersten ledsaget af kammerherren og en del herrer fra Viborg (der iblandt rektor Olsen) kom nu, og han trådte frem og holdt en kraftig tale til mandskabet, der sluttede med en op- fordring til, når kampens dag kom, at folge ham og stride for konge og fædreland. Dertil svarede de alle med et kraftigt ja. Dernæst blev enstemmig vedtaget, at våbenovelserne skulde fortsættes, hvad også skete i den nærmeste tid, indtil efter slaget ved Slesvig, da der kom ordre fra regjeringen, at våbnene skulde nedlægges og forvares, eftersom en kamp mod regulære tropper mentes at være unyttig. Oberst Renoir forsvandt, og vi så ham ikke mere, og folk var meget misfornöjede over denne ordre fra regjeringen til at forvare våbnene. Man troede, at obersten val- en forrædder, hvad en gammel snedker, Niels Sehested, der havde været med i krigen 1807 —14, og som var meget krig- erisk endnu, med vished påstod, og mange havde tro til hans forsikring. Han mödte til den afsluttende våbenovelse og opfor- drede kammerherren til at fortsætte med øvelserne og ikke ned- lægge våbnene. Mandskabet var enig med snedkeren, men kam- merherren påstod, at regjeringsordren burde adlydes, og våbnene foreløbig nedlægges. En bondemand, der især tog snedkerens parti, påstod, at når vi her fra Jylland mödte samtlige ved Kong- eåen, vilde vi danne en mur, som fjenden umulig kunde gjennem- trænge. Men kammerherren påstod, at det var dårskab, da de kun vilde blive kanonføde. Så faldt det hele jo bort. Lærer J. C. Jensen, Mammen.
Map	Base Layer OpenStreetMap Overlays Historical Markers