Notice: session_start(): Ignoring session_start() because a session is already active in /srv/www/html/dfl2db/include/dbsettings.php on line 3
Story JAT_06_0_00856

Story JAT_06_0_00856

Up to stories list

Back to main menu

Story information
ETK index	Our forebears' way of thinking and spiritual life / Vore fædres tankesæt og åndsliv
Publication ID	JAT_06_0_00856

Collection information
Associated informants and places

Story contents
Places mentioned in this story	Vollerup
Keywords associated with this story	banke 1 bestille 1 blå 2 gifte 1 plove 2 sidde 2 eje 1 paste 1 bande 1 middag 1 grå 4 hore 3 væve 1 binde 1 dreje 1 øge 4 skilling 1 efterår 1 forår 3 travl 1 liste 1 foder 2 mening 1 avlskarl 3 ære 1 re 1 svoger 1 dand 1 tilfreds 2 betyde 1 godtfolk 2 råde 2 tro 3 kjøkken 1 æt 1 pikke 1 stund 2 tænke 1 skorsten 2 herlig 1 æbag 1 gnist 1 betænke 1 herregud 1 pæl 2 spørge 1 spænde 1 hende 1 hovedkulds 1 ro 1 respekt 2 rej 1 melgrød 4 sadle 1 saddel 2 gift 1 forlove 2 aftægt 1 stå 1 arving 1 falle 1 værsgod 2 brudevielse 1
Text of Danish publication	?856. Ja, så var det den gang æ tjente ved Gunder Mik- kels i Vollerup for avlskarl, så var det en dag hen i foråret, æ gik og plovede til tarrer ude på æ vesteragre, da kom æ i tanker om: Hvordan æ væænd, og hvordan æ træænd, så kom æ altid til at tænke på Mette a Rafsted. Æ spænd lidt tidlig fra den aften, og æ siger til Gunder: Hor, æ troer, æ vil et lille svit over ad Rafsted i aften. Ja, herregud, Pæær, du råder dig jo selv, sagde Gunder. Æ gik ud, og æ sadlede det grå øg, æ vred æ hale op, ret te den knaste, og så red æ efter Rafsted te'n. Lav æ kom derover, så bandt æ det grå øg ved en pæl, der stod ude ved æ dör. Æ gik hen og bankede på, og der blev spurgt: Hvem der? -Venner og godtfolk, siger æ. Æ var jo så fuld af ære og respekt, som et menneske kunde være på jorden, det var jo den gang æ tjente ved Gun- der Mikkels for avlskarl. De boj mig ind ad æ dorns, æ kan så godt huske det, æ satte'mig. ned på den stol med det blå hynde på. Men ingen kom der ind. Da æ havde siddet sådan en halv stund, og der kom endnu ingen, så tænkte æ ved mig selv: Hvad skal dether betyde? Omsider blev der et myslen og et pyslen i æ kjøkken, der gik videre som vidt. Så blev æ gal i mit hoved, æ stod op og gik ud og satte mig på det grå øg, og æ red efter Vollerup til, te de gloende gnister stod æbag fra. Da æ kom hjem, tog æ naturligvis æ saddel af æ grås og gav hende et godt foder, og så gik æ ind og vilde i seng. Men som æ kommer ind i æ kjokken, råber Gunder ud til mig, te æ melgrød står o æ skorsten, lille Pæær. Æ paste Fanden 0 dine melgød, Gunder, for æ var gal i mit hoved, skal æ sige os. Hm hm, siger Gunder, det har nok ikke været godt i aften, lille Pæær. Det var det ikke, siger æ. Æ lod æ melgrod stå og gik i min seng. Så gik der en lang tid hen, det blev sommer, og vi fik travlt, og æ tænkte ikke på giften bæt. Men da det så kom til æ harrest (o: efterår), og æ gik og plovede til rug ude på æ vesterag're, så faldt æ giftetanker igjen noget ved mig, og æ tænkte ved mig selv: Maren har jo ingen ting gjort dig, og du véd jo ikke, enten hun vil eller ej, du skulde da lige godt prøve at snakke med hende om det, for hvordan det var og ikke var, så var Maren altid det bedste. Æ drejer den aften lidt tidlig hjem fra plovs, og æ siger til Gunder: Hor, Gunder, æ troer, æ vil en lille svit ad Rafsted i aften. Ja, værsgod, lille Pæær, du råder dig jo selv. Æ drog mine kjönne klæder på den aften, sadler det grå øg og rider efter Ravsted til. Da æ kommer derover, binder æ æ grås ved æ pæl ligesom sidst. Æ pikkede på æ dör, og det sagde: Hvem der? Venner og godtfolk. Æ var jo så fuld af respekt, som et menneske kunde være på æ jord. Det var den gang æ tjente Gunder Mikkels for avlskarl. De viste mig ind og sagde: Værsgod og gå ind ad æ dorns. Æ sagde tak og satte mig ligesom forrige gang på den stol med det blå hynde på. Da æ havde siddet et lille korns, så kommer Maren ind. Æ rejste mig op, gik hen til hende og tog hende ved æ band og sagde: Hør, Maren, vil du eje mig alle dage? Maren blev som lidt overrasket, og det kom lidt hovedkulds på hende, men da hun havde betænkt sig lidt, så hun op på mig og sagde: Pæær, er det din mening, så siger æ ja i Guds navn. Æ blev så glad, æ har aldrig været så glad i mine dage, og æ troer, Maren blev det også. I det samme kom æ moder ind, og da stæer vi begge to med hverandre om æ hals. Den gamle hun så og siger med det samme: Hvad er det, I bestiller, lille börn. Ja, hor, siger æ. Maren og mig er nu bleven forlovet. Så tog den gamle os ved æ hænder og siger: Da til lykke, lille börn! for æ skal sige os, don gamle kjendte mig nok fra för af lige så vel som Maren. Vi talte jo så en stund sammon den aften, som I nok kan tænke jer, og æ red glad efter Vollerup te'n. Da æ kom hjem og lagde æ saddel af grås, så gav æ hende et godt foder og et ekstrafoder, og så gik æ ind. Da æ kom i æ kjokken, så råber Gunder til mig igjen, te mine melgrød stod på æ skorsten. 'Tak, Gunder, tak, sagde æ. Nå, siger Gunder, det har nok været godt i aften, Pæær. Ja, det har det, siger æ, og så fortalte æ Gunder, te Maren og mig vi var bleven forlovet, og alt imens spiste æ af mine melgrød, og det skal æ sige til Gunders ros, te æ melgrød de var så gode, te æ kunde væve dem 3. 4 gange rundt om æ sodstang. Lav det listede hen til æ forår, siger Gunder til mig en dag: Hør, Pæær, du har været mig en tro karl, og æ har ingen arvinger, derfor har æ nu tænkt, te æ vilde overlade min gård til dig og Maren, og så kan I gifte jer nu i foråret. Hun læste mig så for, hvordan hun tænkte. Hun vilde have en god aftægt og så nogle falle skillinger, og det var æ godt tilfreds med. Den gang æ fortalte Maren og hend moder det, var de lige så godt tilfreds med det, og en kjön dag fik vi så bryllup bestemt. Det holdt Gunder for os, og det skal siges, det var et af de störste, der har været i Bjoldmtp sogn. Vi fik en kjön brudevielse, og vi fik en god middag, og så skulde vi til at dandse. Min svoger, lille Pæær af Ofning, han skulde dandse den første dands. Han vilde have det stykke: Hejderom hejderom hejderiddelidderom, den so den rej den bejkon' om. Den anden brudgomsfører, det var Hans af æ Trilde, han vild' have det stykke: A vidde kom va, å vidde kom va, det kan en så herlig hopp' ætter. Så kom æ, og æ vilde have det stykke: En hopsa får vi jo dernæst, så s?r vi, hvem der hopppr bedst. Sådan gik det til ved vort bryllup. Vi fik Gunders gård og lever endnu, men (lunder hun er dod, og vi har det godt. Lavst Arunni.
Map