Notice: session_start(): Ignoring session_start() because a session is already active in /srv/www/html/dfl2db/include/dbsettings.php on line 3
Story JAT_06_0_01131

Story JAT_06_0_01131

Up to stories list

Back to main menu

Story information
ETK index	Our forebears' way of thinking and spiritual life / Vore fædres tankesæt og åndsliv
Publication ID	JAT_06_0_01131

Collection information
Associated informants and places

Story contents
Places mentioned in this story
Keywords associated with this story	bjærgmand 1 alvor 1 gammel 1 is 1 lås 1 træffe 1 sikker 1 arbejde 1 midnatstid 1 opkaste 1 bestemt 1 sved 1 begynde 1 voksen 1 underlig 1 hyrdedreng 1 stiltiende 1 undskylde 1 gade 1 pålægge 1 brolægge 1 drap 1 tækkemand 1 stode 1
Text of Danish publication	?1131. Morten Skrædder fra Over-Isen var tækkemand, og han havde fået i sinde at ville få den skat, der efter gammelt sagn fandtes i Isenbjærg. Hyrdedrengene havde tit hørt bjærg- manden slå hans kiste i lås, og det fortalte de så længe for Multen, at han bestemte, det nu skulde være alvor. Han var på arbejde på gården Kjærskoved, og der var en 2, 3 voksne sönner, som skulde med ud at grave og være ham til hjælp med det. Det skulde være ved midnatstid, og der skulde begyndes ved bjærgmandens lyre, det var det mest sikre sted at træffe skatten. Sådan kaldtes et sted, hvor der lå en lille opkastet jorddynge, og vi hyrdedrenge gav altid stedet det navn. Det skulde være stiltiende, det havde han strengt pålagt dem. Men den ældste af karlene. Ole, der var mest fuld af gavtyvestreger, sagde, da de havde gravet noget: Er vi ikke snart ved skatten, Morten? Han svarode jo ikke og arbejdede så sveden drap af ham. Lidt efter siger Ole igjen: Er vi ikke snart ved skatten, Morten? og det blev han ved med af og til. Omsider blev Morten klog på, at de vilde have ham til bedste, og så holdt han op, og de gik hjem. Men siden vilde han undskylde det med, at han forst borte sådan noget underligt noget, som han ikke vidste, hvad var, men endelig var det, som om nogen kjorte med et par omskoet heste hen ad en brolagt gade, og så blev a Döwlen stode mig ræd og rendte min vej. J. P. Pedersen, Vejle,