Notice: session_start(): Ignoring session_start() because a session is already active in /srv/www/html/dfl2db/include/dbsettings.php on line 3
Story JAT_06_0_01228

Story JAT_06_0_01228

Up to stories list

Back to main menu

Story information
ETK index	Our forebears' way of thinking and spiritual life / Vore fædres tankesæt og åndsliv
Publication ID	JAT_06_0_01228

Collection information
Associated informants and places

Story contents
Places mentioned in this story
Keywords associated with this story	langsom 1 snå 1 dårlig 2 række 1 klæde 1 skrive 1 svær 1 læs 1 knægt 1 nederst 1 efterår 1 ene 1 begynde 1 fly 1 så 1 rose 1 male 1 tærske 1 plov 4 lo 1 si 1 aft 1 anlægge 1 regne 1 daglig 1 toner 1 tvær 1 passe 1 bold 1 led 1 åsse 1 øverst 1 vente 1 stiv 1 bilde 1 boghvede 1 gammeldags 1 åbenbar 1 støvle 3 kige 1 hist 1 mundheld 1 udsætte 1 ligefrem 1 regnvejr 1 jærnbane 1 andensteds 1 juni 1 september 1 lergulv 1 borde 1 pæje 4
Text of Danish publication	?1228. Der var en ældre gårdmand i Drantum, Ikast, der hed Peder Andersen til daglig brug kaldte vi ham Per Drantum, han havde altid det mundheld, når der var noget, der gik tvært for ham: Fanden er i det, Når hans plov nu havde stået ude fra sidst i juni, da boghveden var bleven sået, og til sidst i september, når de skulde begynde at plöje til rug. og havde været udsat for solhede og regnvejr, så var den jo bleven løs i leddene både hist og her den var jo gammeldags og meget dårlig lavet, og så sagde han altid : Fanden er i den plov, nu kan a ikke plove med den. Hans huse var ikke godt tæk- kede, og det regnede så tit ned i loen om efteråret, Så sagde han: Fanden er i den lo, nu kan a ikke tærske. Det gamle dårlige lergulv var nemlig blever. helt opblödt. Han havde et par gamle støvler, og de var jo stive, så han kunde ikke komme i dem, og så sagde han: A, Fanden er også i de støvler. Så havde vi knægte fået lagt mærke til det, og så sagde vi: Fanden er let at finde her på lag, for om sommeren er han i Per Dran- tums plov og om vinteren i hans lo, og somme tider i hans støvler. Når der var bindestue hos ham, eller han var andensteds om aft- enen at binde, havde han mest lyst til at sidde ved den nederste bordende og drive löjer med os drenge, for han havde just ikke megen lyst til at bruge bindepindene. Vi havde naturligvis lagt mærke til, at han hverken kunde læse eller skrive, men det vilde han nu ikke vedgå. Vi kunde somme tider have svære löjer med at række ham en bog og sige: Her skal du se, Pæjer, her er en god bog, den skulde du læse, men vi flyede ham den sådan, at han kom til at vende den med øverste ende ned ad. Han boldt den så om på den anden side af lyset, keg på den og bladede i den og roste den så i höje toner. Det gottede os jo svært. En gang var han kommen til Smedebæk mølle, og kom da ind i møllestuon sammen med flere, der også skulde have malet. De havde alle fået læsset kornet af, men da det gik langsomt med malingen, måtte de vente i lang tid. En mand fra Glustedgård, der hed Rahbek og var en præstesøn fra Linå, sad og fortalte om jærnbanen fra Kjöbenhavn til Roskilde, der lige var bleven anlagt. Endelig var han færdig, og så sagde Pæjer, der havde hørt nok så andægtig til: Nu hår a Fanden kååle mæ åsse høer de, ka en no kyer mæ si stuud o æ jaanbåån, de ka a snåer et fåsto. Han havde åbenbart ikke begrebet det mindste af det hele. Han havde en nabo, der hed Jens Kristian, og de to var en gang kommen i tale om en militærbegravelse. Så siger Pæjer: Hvordan var da da klædt? Ja, a var jo i min røde mundering. Det kunde Pæjer ikke forstå, for rödt det var da ikke passende til en begravelse, og kan troede ligefrem, Jens Kristian vilde bilde ham noget ind. J. P. Pedersen, Vejle.