Notice: session_start(): Ignoring session_start() because a session is already active in /srv/www/html/dfl2db/include/dbsettings.php on line 3
Story DS_02_J_00418

Story DS_02_J_00418

Up to stories list

Back to main menu

Story information
ETK index	Lights and portents / Lys og varsler
Publication ID	DS_02_J_00418

Collection information
Associated informants and places

Story contents
Places mentioned in this story
Keywords associated with this story	banke 1 besætning 2 nabo 1 menneske 1 bryst 1 bord 1 skrive 1 klokke 1 kost 1 ræd 1 delig 1 låg 1 fly 1 klar 1 mandsperson 1 skjæg 1 trille 1 ven 1 vat 1 syne 1 koge 1 in 1 råde 1 udse 1 bagning 1 gryde 1 genne 1 passer 3 pikke 1 vask 1 forekomme 1 undre 1 station 2 person 2 strande 3 mandskab 2 plade 2
Text of Danish publication	?418. For 2 år siden strandede her et skib fra russisk Finland. A stod en dag inde i vort bagekammer, der ven- der ud til vester, og var ved at trille nogle kovringer, og pladen til at sætte dem på stod ved siden af mig. Da a nu vilde vende mig om til pladen, kunde a se, der stod en mandsperson bag ved mig, meget bovn og før over brystet og med et meget stort skjæg. A Bliver jo syg og må ad æ seng, og der bliver ikke noget af bagningen den gang. Det samme menneske viste sig for mig mange gange, og hver gang gjorde han mig syg. Sådan havde vi også en gang fået kogt noget sammen til at vaske hovderue i, og Lavst min mand stod ved mig. Da ser a personen, ligesom a vil tage låget af gryden og fly Lavst den, han kommer gående tværs over gården, denne her skibsmand, og så må a jo atter ind ad æ seng. Så var det en aften, vi var komne i seng, da pikker det hårdt på vinduet. A siger: «Du skal op, Lavst, der er strandet et skib.» «Det passer ikke, det er jo godt vejr.» siger han. «Jo, det passer, for når det banker som varsel, så er det ikke så klart, da er det noget mere fussiende.» Da var det også godt nok én, der vilde lade mig vide, at skibet virkelig nu var strandet, Lavst skal jo forst have det at vide, da stationen er her; men skibet havde ikke taget nogen skade, og det var kaptejnens meniug at få en damper til at sætte det ud igjen, og derfor blev besætningen ved at være ude på skibet. De havde kost nok der ude, og så vilde han jo ikke betale kostpenge for dem her. Tiden gik, og det blev ikke til noget med at få fat i damperen, så det en- delig blev bestemt, at de vilde rejse fra skibet, og Lavst skulde kjore dem til Ulfbon/ station. Endnu havde ingen af mandskabet været i land, men kaptejnen havde været her oppe flere gange. Da siger min mand aftenen for: «Ja, denne gang passer det ikke for dig med dine syner, for i morgen rejser de, og du får dem slet ikke at se.» Lavst havde be- skrevet mandskabets udseende for mig, og det passede kun på én af dem, hvad a havde set. Men så om natteu klok- ken 12 blev de lige godt rædde for at være der, og da kom kaptejnen med det halve mandskab her op. Han sagde, at det gik så meget med skibet, at han ikke turde være der længere, og han vat i efter bukselivet, da han gik fra borde, for han kunde ikke godt entre. Lavst traf dem lidt til syd- vest og fulgte med dem her hjem. A så på dem, men in- gen af dem var det endnu. De andre kom straks bag efter, og der var personen. Nogle af dem skulde så om til vor nabos, og nogle her ind i bagekammeret at ligge. A sagde: «Lad dem nu selv råde for, hvordan de fordeler dem,» og det gjorde de også. Mennesket var en af de første, der gik ind i kammeret, og han blev der også hele tiden, mens de var her. A undrede mig sådan over, at a aldrig havde set an- dre af besætningen end ham, og ban forekom mig nu ret.