Notice: session_start(): Ignoring session_start() because a session is already active in /srv/www/html/dfl2db/include/dbsettings.php on line 3
Story DS_04_0_00444

Story DS_04_0_00444

Up to stories list

Back to main menu

Story information
ETK index	Small kings and their feuds. Kings. Enemy invasions / Småkonger og deres fejder. Konger. Fjenders indfald
Publication ID	DS_04_0_00444

Collection information
Associated informants and places

Story contents
Places mentioned in this story	Vedsted Gjenner Haverslund Øster-Løgum
Keywords associated with this story	undgå 1 farlig 1 tænde 1 stille 1 krat 1 fortælling 2 trind 1 soldat 1 frastand 1 kvæg 1 polak 2 pen 1 tyk 1 binde 1 lomme 1 stærk 1 vanskelig 1 rytter 1 henved 1 sted 1 slæbe 1 vold 1 sky 1 forår 1 ve 1 søge 1 busk 1 ten 1 tumle 1 hvorhen 1 hugge 1 miste 1 brønd 1 grød 2 jer 1 dyb 1 behøve 1 førstningen 1 vagt 2 fjende 3 syne 2 sædvanlig 1 koge 1 tigge 2 by 1 svinge 1 handling 1 træ 1 tro 1 føde 1 såre 1 ge 1 beholde 1 besynderlig 1 brand 1 sam 1 tin 1 tang 1 slide 1 kniv 1 der 1 flygte 4 tale 1 hob 1 mar 1 vo 1 værst 1 efterhånden 1 hest 1 stage 1 optog 1 mangen 1 po 1 snarere 1 frygte 1 bevæbne 1 spænde 1 beret 1 mi 1 morads 1 løgum 3 pude 1 skjule 1 vide 2 stedse 1 kjær 1 list 1 holm 1 skjul 1 fornøje 1 trop 3 andensteds 1 gru 1 manuskript 1 udplyndre 1
Text of Danish publication	?444. Polakkerne, som nu var henved 9000 mand, var de gru- somste, og de synes at have raset mest 1659 i disse egne, og de gejstlige led såre meget af dem. Der fortælles om præsten i Ved- sted, Hr. Gert Vilhelmi, at han døde i Haderslev i det fatale år 1659, efter at Polakkerne havde mishandlet ham ret tyrannisk, udplyndret ham, bundet ham bag i deres hesterumpe og slæbt ham omkring med sig. Ventelig er han død af følgerne af denne mis- handling. Knud Brun i Løgum taler ikke om, at lian lod stort. Men han flygtede fra Løgum i den værste tid, men hvorhen mæl- des ikke. Han har måske været i Åbenrå eller snarere skjult sig i Löjt. Haverslunds indbyggere havde flygtet med deres bedste bohave hen på den lille holm, Bygholm, norden for byen. Her var den gang höjere træer ligesom på Skovsholt og Tang, og et dybt morads trindt omkring, over hvilket ingen fjende så let vo- vede sig. Dog var de sædvanlig i byen, men holdt stedse vagt i de höje asketræer, som stod ved nr. 27 A, og når vagten der gav tegn, så trak sig alting over på holmen. Hvorledes man har gjort i Løgum, vides ikke, men sandsynlig har man nede i heden fun- det et lignende skjul. Fra Rugbjærg synes alle at være bortvan- drede, og måske kun få at være komne tilbage igjen, og Nörre- Hjarup folk har nok begivet sig op i den da betydelige og tykke Strandelhjöme skov. I Gjenner flygtede man ned til havet og i skoven, så tit det var ret farligt. Når nu fjenden kom, og ingen folk fandt, så tog han, hvad der var at få, tændte vel også mangt et hus i brand og gik bort. Besynderlig vanskeligt var det at be- holde heste, og kvæget tog fjenden hvad han behøvede. Men heste vilde han fornemmelig have for at kommeafsted på dem. I førstningen, da skrækken var störst, har man nok intet andet vidst end at flygte, men til sids fik man mere mod, og sögte snart ved list, snart ved vold at undgå de slemme Polakkers plyndringer. Så fortælles, at et steds, jog troer i Gjenner, havde man kogt en grød, og da imidlertid en trop kom, så var mau hurtig at uedsænke den i brønden, hvor ingen så let skulde tænke at søge den. Trop- pen fandt intet, drog bort, man optog grøden, men forend man kom til at spise, var der en anden trop, og man gjorde lige så. Detts akal tre gange være sket, forend der blev ro til at spise. Man kan vide, at spisevarer har været få, når man så vel passede på dem. Dog de fremmede formindskedes efterhånden, og ind- byggerne fik mere mod og begyndte igjen at plöje og så, dog altid med stor fare. Man bevæbnede sig med skydegevær og slog Po- lakken ofte bort, som omsider blev sky. Ja, ofte havde mangen en intet videro end en stage, og når han i nogen frastand lagde an med den, så undløb Polakken, som frygtede for, at det var en flint. Når troppen ej var for stor, så satte sig de stærke karle imod sam- me for at beholde deres heste. Så fortælles, at en stærk mand, Store-Martin kaldet, fra Haverslund ved Emmervad, tumlede sig med de fremmede for sine hestes skyld. De kom over åen og vilde tage dem. Han stillede sig imod og kastede dem i åen. Men de var for mange og gik andensteds over og tog hestene. Dog er det sandsynligt, at de kun har brugt dem et stykke vej på deres ud- marsch og siden ladet dem gå. Denne Martin skal have boet nr. Da imidlertid ingen Martin findes på dette sted forend sli- dere, så må denne fortælling enten være sildere, eller denne Mar- tin må have boet et andet sted. En anden fortælling beretter, at en mand fra Haverslund plöjede og en vakker dreng kjørte for ham, da Polakken kom til og forlangede hestene. Manden bad om skånsel. En soldat mærkede et par sølvbeslagne knive i mandens lomme, forlangte dem, og dermed fornøjede tog denne hob bort. Men snart kom en anden. Manden tiggede atter. Drengen deri- mod sagde: »Lad gå, vi mister dem dog en gang,« og spændte hestene fra. Men lige som en hest var løs, slog han den i siden med puden, og den slog bag op og løb. Hurtig svingede han sig på den sidste, sled sig løs med den og galopperte efter skoven til. De fremmede ryttere fulgte ham så nær, at de huggede ham i hat- ten. Men da han nu nåede Gamle - løkken, forvildedes han i krat og buske for dem og undkom. Han drog med hestene til Sønder- ballig, hvor han havde dem stående vinteren over i skoven og tig- gede føden til sig og dem i byerne. Om foråret kom han med dem alle i god stand uforventet tilbage og forårsagede manden der- med Stor glæde. P. Kjærs manuskript.
Map