Notice: session_start(): Ignoring session_start() because a session is already active in /srv/www/html/dfl2db/include/dbsettings.php on line 3
Story DS_04_0_00618

Story DS_04_0_00618

Up to stories list

Back to main menu

Story information
ETK index	Manor lords, ladies and misstresses / Herremænd, fruer, jomfruer
Publication ID	DS_04_0_00618

Collection information
Associated informants and places

Story contents
Places mentioned in this story	Hvilsbjærggård
Keywords associated with this story	skabe 1 rokke 1 allerbedst 1 herregård 1 dal 1 horn 1 eje 1 høre 1 alder 1 stank 1 tvilling 1 betale 1 hale 1 ling 1 hulle 1 hat 1 tung 1 uhyre 1 hund 1 krig 1 jer 1 rive 1 rose 1 skyde 1 træde 1 røgter 2 arve 1 kræ 1 vælling 1 silketråd 1 svinge 1 stoppenål 1 træ 1 sølvknap 1 stykke 1 spøge 1 kommers 1 kræve 1 jærngryde 1 hævne 2 hælde 1 kok 1 naturlig 1 skikkelig 1 grændse 1 pæl 1 lugt 1 tak 1 foged 1 voks 1 foruden 1 lignelse 1 forklare 1 opspørge 1 baghjul 1 hvalp 1 munk 4 huha 1 vinduesbly 1 helmi 1 dragon 1 ufødt 5 væle 1 lergulv 1 egepæl 1 røst 1 landgilde 1 flan 1 høved 1 mane 1 tyveknægt 1
Text of Danish publication	?618. Der var en herremand her i ældre tid, som hed Munk. flan ejede en herregård her i egnen foruden to andre gårde. Folk skulde nu betale ham landgilde, men nogle af dem kunde ikke. Et sted kom han og vilde kræve dem, og der var folkene ikke hjemme. Der sad to drenge de var tvillinger og spiste vælling af en jærngryde. »Hvor er jere forældre?« siger han. »Deerikke hjemme.« Der var store huller i lergulvet, og så hældte han væl- lingen ud i ét af dem og sagde: »Nu kan I slappe der, I hunde- hvalpe.« Så gik han med fogden. Den ene dreng siger så til den anden: »Huha, hvis a kunde leve den dag, a kunde hævne mig på denher Munk.« »Det er og mit ord,« siger den anden. Da de vokser til, bliver de begge to dragoner, og da det var i krigens tid, udbad de sig, om de ikke måtte være furerer. Så kom de her til egnen og spurgte efter Vejle, og nu havde de bestemt at ville hævne sig på Munken. Han går med dem ud og forklarer dem vejen sådan og sådan. Så holder de på ham og vil skyde ham, men han svinger hatten og takker for æresskuddet. Så havde de nogle arvede sølvknapper i deres underklæder, og der river den ene en af og skyder ham godt nok med den. Nu lå han som et flåj helmis, og han begyndte strags at spøge på de gårde, han havde ejet. Om natten var der sådan kommers på kræet, men når røgteren kom derud, lå nogle i deres klover, og nogle stod op, og alt var i sin naturlige stilling. Det var heller ikke hver nat, han kom, og så stod det hen i en to, tre år. Da siger røgteren en gang: »Er der da intet menneske skabt, der kan mane sådant et uhyre?« Så svarer en rost: »Jo, der er én, som hedder Per Ufødt.« »Så må vi se at få ham opspurgt.« De får også at vide, hvor han er, og han kommer. Det var nu til den rette gård den, Munk egentlig havde boet på Hvilsbjærggård her i Andkjær, og der sad han i bordkrogen i en sort pudlet hunds lignelse. Så tog Per Ufødt en stoppenål og stak et hul i vinduesblyet, og der måtte han ud. Der blev sådan lugt og stank, at de nær aldrig havde fået huset gjort rent. Så tog Per Ufødt en silketråd og bandt der- med hunden bag efter vognen, og nu sagde han til kusken, at han skulde kjøre skikkelig rask. Allerbedst som de kjører, blev vognen så tung, at hestene kunde ikke trække den. Så tager de det höjre baghjul af, og nu gik det videre. Endelig kommer de til stedet, han skulde manes. »Ja, du er jo en tyveknægt,« siger hunden . . . »Det var i min umyndige alder .... nu er det betalt.« Nu havde hunden ikke mere magt i 21 år, han måtte dog komme op hvert de år. Efter den tid er al æ hele manen sat til side; når han har været nede i 7 år, må han komme op i andre 7 år. Per Ufødt trådte ham også grændserne af, hvor vidt han måtte komme i skoven, men pladsen blev jo ikke hegnet ind, og alt det kreaturer, der kom ind på den plet, hørte ham til. Så megen magt havde han endda. Nu var der løs gang i den skov, og så tog han først 4 høveder og hængte op ved hornene i træerne, og så tog han 4 og hængte op ved halerne. Da kom bønderne i tanker om, at de vilde have bud efter Per Ufødt igjen, at han kunde sige dem, hvor gjenfærdets grændser var, for at stykket kunde blive hegnet inde. Så viste han dem det, og nu hørte man ikke mere om ham. A har set den store egepæl, der blev slået ned over ham, da han blev manet. Der blev sagt, at en gang var der nogle, der rokkede ved den pæl, og så hørtes en røst, som sagde: »Kokke dik da, a op og du ned!« Dalen, hvori han er sat ned, hedder Munkdal, og nu er det over 50 år siden a var i den. Munkskov på Andkjær rettig- hed har også navn efter ham. Hans Jensen Brejning, Vinding.
Map