Notice: session_start(): Ignoring session_start() because a session is already active in /srv/www/html/dfl2db/include/dbsettings.php on line 3
Story DS_04_0_00751

Story DS_04_0_00751

Up to stories list

Back to main menu

Story information
ETK index	Manor lords, ladies and misstresses / Herremænd, fruer, jomfruer
Publication ID	DS_04_0_00751

Collection information
Associated informants and places

Story contents
Places mentioned in this story	Voergård
Keywords associated with this story	eng 3 helvede 1 farlig 1 plage 1 række 1 forsvinde 1 stad 1 høre 1 lide 1 hår 1 hvorfra 1 hilse 1 røg 1 synke 1 karet 2 bringe 2 færdig 1 gro 1 redde 1 knippe 1 kulde 1 true 1 agere 2 ond 2 rok 1 hård 1 glo 1 gide 1 ty 1 vinde 1 varm 1 lejlighed 1 indfinde 1 tillade 1 beslutte 1 vendsyssel 1 karl 1 skaffe 1 halm 1 bevis 1 betænke 1 undervejs 1 ring 1 tiltale 1 uår 2 julenat 1 borggård 2 nå 2 klog 1 stribe 1 norg 2 tinde 1 stive 1 kuue 1 nytårsnat 1 kjælde 1 mangel 1 bisp 1 knap 1 kokketrin 3 nådig 2 hovedbygning 1 salig 2 sér 1 hed 1 skeel 2 lærdom 1
Text of Danish publication	751. Vorgård i Vendsyssel er bygget af fru Ingeborg Skeel. Fruen skal have haft det så knapt med tiden, at når hun om søn- dageu kjørte til kirke, der kun ligger et lille stykke vej fra gården, havde hun sin rok hos sig i vognen. Også var hun hård mod sit tyende og plagede det ved alle lejligheder, derfor har hun ingen ro i sin grav, og ofte ser man hende sidde i et ufore, som kaldes Pulsen, og rede sit lange hår med en guldkam. Juleaften kjører hun under hundenes tudeu med to heste for sin vogn over vinde- broen ved borggården, og mau kan da se ilden gnistre af hestene. Der fortælles også, at huu blev manet ned i Pulsen, fordi hun var ond mod siu mand. Hver nytårsnat går hun et kokketrin hen mod gården, og uår hun nåer hen til den, skal den brænde. Under hovedbygningen tindes hvælvede kjældere, hvoraf én bærer navnet »Rons kjælder.« Dér må man hver julenat lægge et knippe halm, hvis man ikke vil have, at gården pludselig skal gå under. Om morgenen derefter sér det ud, som om en hund havde ligget i halmen. Fru Ingeborg var enke efter Skeel, om hvem det fortælles, at han nogle år för siu død svigagtig fravendte Agersted by nogle enge, som den dag i dag kaldes Agerstod enge og bører under Vor- gård. Men havde horren været ond mod bønderne, så var fruen det endnu mere. En gang kjørte hun til kirke, det var på sin mands dødsdag, og sagde undervejs til kusken : »Jeg gad gjærne vide, hvordan min salig mand nu har det.» Dertil svarede kusken, Klavs hed han og var en forslageu karl: »Ja, nådig frue, det er ikke godt at vide, men han lider vist ikke af kulde; ti der skal være meget varmt, hvor han er.« Derover blev fruen meget vred og truede karlen på livet, hvis han ikke inden tredje søndag deref- ter skaffede hende bud fra den salige herre om, hvorledes han havde det. Klavs kusk, som vel kjendte fruen, at hun holdt ord, når hun lovede noget ondt, besluttede da først at tale med en præst, som havde ord for at være så stiv i sin lærdom som nogen bisp; meu denne kunde intet råd give ham, kuu sagde han til ham, at han havde en broder oppe i Norge, der var klogere, og derfor gjorde han bedst i at rejse op til ham. Så snart kusken traf præsten oppe i Norge, kunde han høre, at denne allerede vidste, hvordan det havde sig med ham ; ti den kloge præst tiltalte ham med følgende ord: »Du må nok have det hedt, Klavs, siden du kommer til mig.« Næste dag bad Klavs ham om hjælp og råd, og præsten svarede, efter at have betænkt sig lidt: »Vel kan jeg bringe din herre til at indfinde sig, men det er en farlig sag, hvis du er bange for ham; ti du må selv sige ham dit ærende.« Det blev nu bestemt, at de næste nat vilde gå ud i en stor skov og mane ham frem. Da de var komne derhen, begyndte præsten at læse, så hårene rejste sig på karlens hoved. Kort efter hørtes en forfærdelig stöj, og en glo eude rød karet med heste for, som ildgnisterne røg af til alle sider, kom kjørende gjennem skoven og holdt stille, hvor de stod. Klavs kjendte straks sin herre. >Hvem vil tale med mig?« brolte herren i kareten. Klavs tog sin hat af og sagde: »Jeg skulde hilse nådig- herren fra nådigfruen, hvordan han har haft det, siden han døde.« »Sig hende,« sagde herren, »at jeg er i Helvede, hvor der også er bygget en stol til hende, kun det ene ben mangler; når det bliver færdigt, bliver hun hentet, hvis hun ikke tilbagegiver Ager- sted 1 Til et bevis på, at du har talt med mig, giver jeg dig denne trolovelsesring, som du kan give hende.« Kusken rakte sin hat frem, og i samme øjeblik faldt der en ring i den, men heste og vogn var forsvundne. På den tredje søndag stod Klavs uden for kirken, da fru Ingeborg kom kjørende. Da hun så ham, spurgte huu straks, hvad budskab han bragte med sig, og Klavs fortalte da, hvad han havde hørt og set, og gav hende ringen, som hun straks kjendte. »Godt,« sagde hun, »du har reddet dit liv, og skal jeg være hos min mand, når jeg er dod, da får det så at være, men aldrig giver jeg Ager- sted enge tilbage.« Kort tid derefter, da hun blev begravet, var der stor stads; men hun kom om natten efter tilbage og gjorde en sådan stöj i borggården, at man måtte hente præsten; hau kom også og fik hende manet ned i et kjær, som kaldes Pulsen; men længere kunde han ikke få magt med hende, og hau måtte tillade hende at flytte sig et kokketrin nærmere mod gården hvert år ; uår hun på denne måde er nået hen til det sted, hvorfra præsten drev hende, skal Vorgård synke ned i jorden. På det sted, hvor hun blev manet ned, gror der aldrig græs, og på de afsvedne striber kan man se, hvor mange kokketrin huu nu har gjort. Chr. Ad. Christensen.
Map