Notice: session_start(): Ignoring session_start() because a session is already active in /srv/www/html/dfl2db/include/dbsettings.php on line 3
Story DS_04_0_00926

Story DS_04_0_00926

Up to stories list

Back to main menu

Story information
ETK index	Ministers / Præster
Publication ID	DS_04_0_00926

Collection information
Associated informants and places

Story contents
Places mentioned in this story	Skibet
Keywords associated with this story	nabo 1 hjul 1 være 1 dårlig 1 stoppe 1 bod 1 veje 1 sæt 1 svinde 1 ryste 1 vågne 1 færd 2 opdage 1 slæbe 1 fure 1 samle 2 præke 1 forgjæve 1 søge 1 kone 1 kulde 1 lede 2 økse 2 miste 1 ansigt 1 føre 1 behøve 1 næse 2 hang 1 plov 1 tigge 1 aksel 1 gjemt 1 nægte 1 uheld 1 træ 1 hjemvej 1 sag 1 tjenestepige 1 cyprianus 1 læse 1 nål 1 ste 1 trænge 1 lukker 1 undskylde 1 bog 1 gjødning 1 flyve 1 seng 1 byder 1 slægtning 1 forklare 1 baghjul 1 vid 1 rigtignok 1 tetid 1 må 1 vesteregn 1 knibe 1 ingenting 1 brændsel 1 studerekammer 1 teglværk 2 bredsten 1 røbe 1 tilhører 1 sædvane 1 oversvømme 1 vod 2 søvnig 1
Text of Danish publication	926. Da præsten i Vilstrup og hans karl en aften kom kjor- ende gjennem Haraldshjær skov efter Vilstrup til, stodhesteuepå én gaug stille og kuude ikke trække voguen af stedet. Præsten bod da karlen tage det ene baghjul af og lægge det op i vognen. Karlen gjorde det, hvorpå han satte sig op igjen, og nu kjorte de videre på tre hjul, alt hvad remmer og töj kuude holde. Da de var komue hjem i gården, siger præsten til karlen : »Sæt nu vogn- en baglæuds ud i møddinghullet, og lad ham så stå der til i morgen.« Dette blev gjort, og de gik til sengs. Om morgenen, da de kom ud, så karlen, at Fanden stod og bar den aksel, hvor hjulet mang- lede, og han rystede af kulde af at have stået der i vandet hele natten. Præsten bød da karlen trække vognen op igjen, og nu for- svandt Fanden, det snareste han kunde. En dag kom eu mand af byen gående forbi præstegården; præsten mödte ham og spurgte, hvor han vilde hen. Manden svarede, at han vilde ned og se til sin skov, da åen var tilfrossen, og skovtyve derfor let kunde stjæle træ og føre det over til den anden side. »Se til min skov også,« sagde præsten, og manden lovede det. Da han kom derned, så han nogle mænd af sin egen familie ovre fra den anden side af åen i færd med at stjæle et af præstens træer og slæbe det over åen. Da han kom hjem, spurgte præsten ham, om han havde opdaget noget. Manden vilde ikke røbe sine egne slægtninge og svarede, at alt stod godt til der nede. »Det er virkelig ikke sandt, barn,« svarede præsten, dergodt vid- ste, hvorledes det hang sammen. En gang, da præstens karl havde været ude at plöje og ef- ter sædvane gjemt sin plovøkse i furen bag ploven, var den borte, da han kom der ud igjen. Han tog så præstekonens kjokkenokse og brugte den som plovøkse. Da kommer præsten en dag ud til ham og siger: »Hør, lille Knud, du har da ikke taget min kones kjøkkenøkse?« Jo, det kunde karlen ikke nægte; men han trængte til den. »Hvor har du gjort af din egen?« spurgte præsten, og karlen forklarede ham, hvordan det var gået til. Præsten gik da sin vej. Dagen efter kommer en mand ovre fra Søndermarken til karlen, der gik ude i gården, og siger: »Hvad mon præsten vil mig, da han har sendt bud efter mig?« »Det vod a ikke, men du kan jo gå ind til ham, så får du det vel at vide,« svarede karl- en. Manden går da ind til præsten, der byder ham sætte sig ned, lukker vinduet op og kalder på karlen. Da denne kommer ind, siger præsten : »Hør, lille Knud, hvor var det så, du havde lagt oksen?« Da karlen havde forklaret dette, vender præsten sig til manden og siger: »Hvad vilde du have den til, Jens?« Manden blev lang i ansigtet, men præsten sagde: »Ja, du behøver nu ikke at gå her ned for den sags skyld alene, men du kan tage øksen i din hånd, når du kommer til byen igjen.« Manden kom ganske rig- tig med øksen. Eu dag, da præstens karl var kjørt ud i Vesteregnen for præsten i et ærende, kom han på hjemvejen over heden ved nat- tetid, hvor der kun var dårlige og vildsomme veje. Karlen falder så i søvn, men vågner ved, at hestene står stille. Da hau så sig for, holdt han ved en mose, der var helt oversvømmet. Han måt- te nu af vognen, og efter en møjsommelig søgen fandt han endelig den rette vej. Han kom hjem om morgen eu. netop som pigen gik ud at malke. »Hvad tror du«, sagde hun, »præsten har ikke vær- et i seng i nat?» »Så har han ikke været søvnig,« svarede karlen. Præsten kom ud i stalden og spurgte karlen, hvordan han havde haft det om natten. »Jeg har haft det godt«, sagde karlen. »Ja, tak du Gud, at det gik, som det gik,« sagde præsten, og der- med gik han ind, men karlen tænkte ved sig selv: »Ja, du vod godt nok besked, min fa'r«. En gang, da præstens folk var ved at kjøre gjødning ud i marken, kom præsten ud og sagde til den ene af karlene, at han skulde kjøre ned i skoven og hente et læs brændsel, som netop nu lå samlet sammen der nede. Karlen vidste, at ingen af præstens folk havde været i skoven og samlet brænde, og han sagde derfor: »Hvad skal a nu der ned efter, der er jo ingenting.* »Nu, som jeg siger,« svarede præsten, og karlen kjørte der ned. Der så han ganske rigtig en mand i færd med at samle et læs træ sammen. Manden havde nemlig fået lov til at samle i naboens, men det gav for lidt, og han var derfor gået ind på præstens ejendom, hvor der var mere. Nu tog imidlertid præstens karl træet og kjørte hjem med det, så manden fik en lang næse. En mand i byen havde syv får, der var blevne borte; han gik en hel dag og ledte efter dem, men forgjæves. Da kom han til præsten og fortalte ham sit uheld, at han havde mistet 7 får og ledt efter dem uden af finde dem. »Nå, har du det? ja, da har du været nær ved dem,« svarede præsten. Dette kunde manden ikke forstå, men præsten sagde ham da, at de var lukkede ind i et teglværk, rigtignok for at ejeren ikke skulde have dem igjen, og deite teglværk havde manden været ved. Præsten bød ham nu at gå hen til teglværket og hente dem, der skulde ingen gjøre ham noget for det, hvilket manden også gjorde. Præstens tjenestepige var en søndag, da præsten var i kirken, gået ind i hans studerekammer og havde taget Cyprianus og læst i. Hun læste da så længe, at Fanden kom; men hun for- stod ikke at læse ham væk igjen, så at hun kom i en forfærdelig knibe. Præsten, der stod og prækede i kirken, kunde mærke det- te, og han bad derfor sine tilhørere undskylde, at han brød af, da han nødvendigvis skulde hjem straks. Han gik ned af prækestol- en, ud af kirken og satte sig på sin vogn, der nu i flyvende fart kjørte ad Vilstrup til. Da han kom hjem, stod Fanden der endnu. Præsten drev ham nu ud gjennem et hul, som han med en stoppe- nål stak i blyvinduet, men bad så pigen holde sin næse fra hans bøger eu anden gang. Chr. Nielsen, Jælliug. Præsten i Bredsten og Skibet boede i Vilstrup indtil 1826.
Map