Notice: session_start(): Ignoring session_start() because a session is already active in /srv/www/html/dfl2db/include/dbsettings.php on line 3
Story DS_04_0_01026

Story DS_04_0_01026

Up to stories list

Back to main menu

Story information
ETK index	Ministers / Præster
Publication ID	DS_04_0_01026

Collection information
Associated informants and places

Story contents
Places mentioned in this story	Snoldelev
Keywords associated with this story	himmel 1 smide 1 våge 1 dejlig 1 forbyde 1 sæd 2 tie 1 ungdom 1 plukke 1 skjæppe 2 vælte 2 arbejde 1 hænde 1 livagtig 1 redde 1 husmand 4 tal 1 øre 1 hidtil 1 lede 2 piske 1 aftes 1 tærske 2 svare 1 rap 1 sæk 1 tur 1 krog 1 prækestol 1 bedrøvet 1 samtidig 1 sende 1 ær 1 kjøkken 1 sild 1 pleje 1 få 1 savne 1 sove 1 give 1 fortsætte 1 pæretræ 1 hest 1 færde 1 karlekammer 1 form 1 ende 1 befale 1 prædiken 1 påtage 1 vente 1 nulevende 1 snedker 1 provst 17 skide 1 boge 1 sæde 1 rolig 1 part 1 melde 1 stand 1 tyv 1 vane 1 bidsel 1 ofter 1 visdom 1 studerekammer 1 menighed 1 præken 1 pære 3 kammerdør 1
Text of Danish publication	1026. Provst Rachlou i Snoldelev havde i sin ungdom været snedker, og senere blev han præst og til sidst provst. Han havde sin visdom fra tre boger: Henrik Smidt, heksepokisenogSebrian. Provstens folk gik en dag i marken og arbejdede. Da kom de til at tale om provsten, og Hans Nielsen, som vidste bedst be- sked, fordi han så ofte kjørte for ham, gav sit besyv med. Noget efter kom provsten ud for at se på arbejdet, og han tog da Hans Nielsen til en side og sagde: »Hør, Hans, når du er under åbeu himmel, så skal du ikke tale om mig, ti så véd jeg alt, hvad du fortæller.« Hans blev hed om ørerne og tav siden stille. En dag, som provsten stod på prækestolen, gik Hans ind i hans studerekammer, tog en bog og gav sig til at læse. Men da fik Hans netop fat i en af visdomsbögerne, og dette kunde provst- en mærke inde i kirken, hvorfor han brød af midt i prækenen og sagde til menigheden: »I må ikke formene mig, folk, at jeg går hjem lidt, der er noget galt på færde hjemme.« Han gik da hjem, traf Hans, tog bogen fra ham, veudte den og bad ham gå til sit, hvorpå han atter gik tilbage og fortsatte den afbrudte prædiken. Provsten havde en husmand, Hans Andreasen, og han boede uden for Snoldelev. Den mand tærskede provstens sæd og havde for vane at stjæle noget af det tærskede korn. En gang var provst- en i Kbh.. Hans Nielsen kjorte for ham, og da de på hjemturen kjørte på Valby bakke, gav provsten sig til at le stille. Hans N. vendte sig om og spurgte : »Hvad ler fåer ad?« Provsten svarede : »Det skal jeg så mænd sige dig, Hans; Hans Andreasen plejer ofte at stjæle sæd fra mig, men han har hidtil kun stjålet til nodtörft, en skjæppe ad gangen, og det har jeg ladet gå, men i aften har han fået en skjæppe på nakken, og nu står han hjemme i porten, og der får han at stå, til vi kommer.« Da de kom hjem, stod husmanden i porten med sin sæk, og den måtte han så tilbage og tomme af, og samtidig forbød provsten ham at komme der oftere i den slags ær- ender. Dette lovede husmanden, men hau kunde ikke dy sig ret længe, ti kort efter stjal han kuskens røde vadmelshrystdug og en lægtekainmer fra karlekammeret. Kusken savnede det dagen efter og meldte det straks til provsten, som sagde: »Det skal du ikke være bedrøvet over, Hans, gjör blot hvad jeg siger, og lad være at sætte krogen på kammerdøren til natten, så skal tyven nok kom- me og lægge det igjen, men du skal lade, som du sover, og duma på ingen måde tale til ham.» Midt på natten kom husmanden med tyvekosterne. Hans kjendte ham, han lå vågen, men lod som han sov. Ude i præstens have stod et pæretræ, som bar nogle dejlige pærer, og hen ad hosten, da pærerne blev modue, og provsten en nat var borte, fik hans piger lyst til at redde nogle af dem. De gik ud til træet, meu hvor meget de end ledte og ledte, pærer fandt de ingen af. Dagen efter kom provsten hjem, og han gik straks efter ud i kjøkkenet til pigerne og sagde: »Nå, piger, fik I så nog- en pærer i aftes?* Alle stod de skamfulde uden at svare, men så sagde provsten : »Nu skal jeg sige jer noget, piger! når I venter, til træet skal plukkes, så skal I nok få jer part af pærerne, men ellers må I helst lade dem være i fred«. På nulevende gårdmand Mads Jensens lod i Tune lå en sten af form som et sæde, og den skulde ind på kunstkammeret. Nogle folk fra Tune by påtog sig at kjøre den derind, og de mödte ved stenen, 5, 6 i tallet og med en 4 hestes vogn. 3, 4 mand kunde med stor nød vælte stenen på vognen, men de kunde ikke få deu til at ligge fast der, og hesteue kunde heller ikke trække den af stedet. Så sendtes der et par mand op til provsten. Denne kom dem i mode i dören og sagde: »Det vil nok ikke rigtig gå for jer, nu skal jeg se, om jeg kan hjælpe jer.« Derpå lod han kalde ad Hans og befalede ham at spænde de to små sorte for den gi. vogn. Så fulgte han med sit kjøretöj ud til stenen, og på hans vogn lod stenen sig let vælte op af 2 mand, og de to sorte trak den med magelighed lige tilKbh. Men provsten måtte følge med hele vejen. Provsten kjørte ofte ud på lange ture. En gang var han i Holbæk, og Hans Nielsen kjørte for ham. De blev ikke færdige för heil imod aften, og derfor vilde H. N. ikke ret gjærne af sted ad Roskilde til, ti de skulde da gjennem Borgvejle skov, og der var den gang rovere. Men provsten'sagde bare : » Lad du hestene rende, hvis der kommer noget på, der er ingen, der vil os noget.« De kjørte, og da de noget ud på natten nåede skoven, var alt roligt. Men da de omtrent var komne igjeunem den, sprang to rovere frem på vejen og greb hver siu hest ved bidselet, så vognen stands- ede. »Hvad bolder du for, Hans?« Hans sagde, hvad der var i vejen.« »Giv hestene et rap af pisken!« Det gjorde Hans, og for ham så det livagtig ud, som om de to, der holdt ved hestene, skvat på nakken ligesom et par sild. Siden hændtes der ikke noget un- derligt. Anders Hansen.
Map