Notice: session_start(): Ignoring session_start() because a session is already active in /srv/www/html/dfl2db/include/dbsettings.php on line 3
Story DS_04_0_01207

Story DS_04_0_01207

Up to stories list

Back to main menu

Story information
ETK index	Witches and their sport / Hekse og deres idrætter
Publication ID	DS_04_0_01207

Collection information
Associated informants and places

Story contents
Places mentioned in this story	Sønderskov Volstrup
Keywords associated with this story	stoppe 1 rage 1 is 1 tie 2 hvorfra 1 ladefoged 1 pose 1 svær 1 rytter 1 modig 1 nær 1 svin 2 tummel 1 fanden 1 mulig 1 træde 1 uge 1 bryllup 1 nysgjerrighed 1 hænge 1 frygtelig 1 ynkelig 1 gje 1 spøge 2 nattely 1 kokkepige 1 undskylde 1 tale 1 udhus 1 værst 1 spøgeri 1 vare 1 levetid 1 stage 1 ophøre 1 foged 1 vedblive 2 styre 1 røve 1 love 1 træsko 1 stuehus 1 bekjendelse 1 kapellan 6 kostbar 1 mand 1 posefuld 1 hist 1 stange 1 svensk 1 torvehus 1 enke 2 beretning 1 svenskekrig 1 kirkesanger 1 sølvsager 1
Text of Danish publication	?1207. Den gi. kirkesanger Peder Pedersen Vejsbjærg på Vænø har fortalt således: Jens Foged var ladefoged på Volstrup i Svenskekrigens tid. En gang kom to svenske ryttere til Volstrup, og de havde hver en posefuld røvede guld- og sølvsager hængende på hesten. Mens de var inde i huset, og deres heste holdt udenfor, tog J. F. en af disse kostbare poser og smed den ind i hundehuset. Der var en dreng til stede, som så det og sagde, at han så det nok, men han vilde godt tie med det, når Jens blot vilde give ham et par træsko. Ja. det vilde kan nok, og så skulde kan en dag gå med ham hen at få træskoene. Men da han ikke troede, at drengen kunde tie, så trådte han ham ned i et kjær, som de gik forbi. Siden kom J. F. til Sønderskov, og blev der trolovet med enken, og brylluppet var bestemt til næste sommer, et halvt år efter. Om vinteren skulde de kjøre over isen til Tyholm, men da enken kom ud i gården, så hun en sort hund sidde på hendes plads, og hun blev da så forskrækket, at hun ikke turde kjøre med, men undskyldte sig med, at hun var bleven syg. Jens kjørte da af sted med en karl til kusk, og da de så skulde tilbage, skete det som efter forrige beretning, at J. F. druknede, da han havde be- falet kusken i Fandens navn at kjøre over en rag, men der tales ikke om nogen hund ved den lejlighed. Nogen tid efter fik man hans lig op ved et stangtræ (o: stage til at stange ål med), og så blev han begravet på Vænø kirkegård. Men derefter spøgte det forfærdelig på Sønderskov, folkene kunde ikke i fred komme til kreaturerne om aftenen, og der var en utålelig stöj. Den gang hørte Vænø til Gimsing sogn, hvis kapellan hver anden eller tredje uge kom derover. Da kapellanen så kom, skulde han mane gjen- færdet. På J. F.'s grav var der et hul, som det ikke var muligt at få stoppet, det gik altid op igjen. Kapellanen kom da en aften til Gadgård, den nærmeste gård ved kirken, og sagde, om han kunde få nattely der for i nat, da han havde et arbejde for på kirkegården, og da han gik derop, bad han strængelig, at ingen måtte gå ud og se efter ham. Det blev da og lovet, men en dreng kunde ikke styre sin nysgjerrighed men gik op på bakken tæt ved gården, hvorfra han i måneskinnet kunde se kirkegården, og her så han, at kapellanen stod over en grav, men han kunde ikke blive klog på, hvad han tog sig for. Da kapellanen så kom tilbage til gården, sagde han, at der var én, der havde set efter ham, og dreng- en måtte nu gå til bekjendelse. Kapellanen tilföjede da, at hans levetid ikke vilde blive lang. Skjöndt J. F. nu var manet, og den værste tummel var op- hørt, så vedblev han dog at spøge, og man sagde, at det skulde vare på gården i tre mænds tid. Først da stuehuset blev flyttet, ophørte spøgeriet helt der, men i udhusene vedblev han i længere tid at drive sit spil. Endnu i Anders Sønderskovs tid (for en 40 50 år siden) var der hist og her en svær stöj. En aften var et af hans svin kommet løs og ind i torvehuset, hvor det løb omkring og tog ganske ynkelig på. Anders sagde til sin kokkepige, at hun skulde gå derud og se efter svinet, for selv turde han ikke. Pigen var dog modig nok til at lukke dören op, og i det samme foer svinet ud med en frygtelig fart. I et af ladehusene skal der heller ikke være rigtig fat, og det skal alt sammen være J. F.'s skyld. C. M. Carstensen.
Map